Når politikere og økonomer diskuterer sundhedsreformen, fremføres det ofte, at målet er et ”normaliseret leverandørforhold” mellem almen praksis og det øvrige samfund.

Mange kolleger har stor modvilje mod forløbsydelsen, fordi den indebærer, at kontakterne til patienter med diabetes og KOL ikke honoreres.

Jeg skriver denne klumme på sommerferiens sidste dag. Det er et godt tidspunkt at gøre status. Længes jeg tilbage på job?

Jeg er i vildrede. Har vi i klummekollegiet fået en stor satiriker? Eller mener professoren det alvorligt

Nu er det fire år siden, vores liv blev fundamentalt ændret af corona-nedlukningerne.

Stadigt flere patientkontakter skal overgå til almen praksis - “tæt på borgeren”.

Som praktiserende læger er vi en del af det offentlige sundhedsvæsen. Men vi er også private.

Primærsektorens samspil med det øvrige sundhedsvæsen er i centrum for sundhedsreformen.

Med udgangspunkt i konkrete patientsager anfægter pressen navngivne lægers hæderlighed, og det er slemt. Der stilles endda spørgsmål ved selve vores tillidsbaserede afregningssystem.

Vi lever i historiske tider. 2020 vil blive husket som pandemiens år, på linje med den spanske syge i 1918, koleraåret 1853 og pesten i 1710.