Viser artikel 1-10 af 126 resultat(er)
F&U konkurrencen blev afholdt på udvalgets års-/sommermøde den 27. maj 2019. Konkurrencen havde deltager fra Finland, Norge, Sverige og Danmark. Konkurrencen har været et fast punkt på sommermødet siden 1994. Baggrunden for oprettelsen af prisen var: - Bevise at forskning og udvikling har stor betydning for VEJTEKNOLOGI - Vise branchens positive indstilling til F&U - Give mulighed for unge forskere at komme med indlæg - Informere nordiske kollegaer om F&U projekter fra medlemslandene. De indlæg, der præsenteres, bliver efterfølgende vurderet af udvalgets medlemmer. Vurderingen beror på; - Projektets positive betydning for udvikling inden for vejteknologi - Projektets positive indvirkning på økonomisk udbytte sammenholdt med markedspotentiale - Projektets nyhedsværdi - Projektets muligheder i dagligdagen (Således det ikke blot er forskning for forskningens skyld). Det danske projekt ”Optimering af drænasfalt” blev modtaget med stor applaus fra alle de nordiske lande og kåret som vinder af Vejteknologi – F&U konkurrence 2019. Stort tillykke skal der lyde til Dansani! Der skal lyde stor tak til Erik Kjems (lektor, Aalborg Universitet) for god konstruktiv vejledning, inspirerende diskussioner og god støtte løbende på projektet fra Dansani. Vinderprojektet er beskrevet i artiklen ”Optimering af drænasfalt”, der blev bragt i Trafik & Veje nr. 6-7-2019.
Hvad gør bilister tilfredse? På landeveje er det høje hastigheder, fladt terræn, brede kørebaner, fuldt optrukne kantlinjer og cykelfacilitet. På veje i byer er det høje hastigheder, midterrabat, cykelfacilitet, fortov samt ingen (få) fodgængere og parkerede biler i vejarealet. Ved brug af en pålidelig, valideret metode, hvor respondenter blev vist videoklip optaget fra en kørende bil og derefter besvarede spørgsmålet ”Hvor tilfreds var du som bilist på den viste vej?”, er bilisters opfattelser og præferencer afdækket.
Der investeres mange penge i vejvedligeholdelse i Danmark, men hvor stor en betydning har belægningsskader egentlig for uheldsrisikoen. Dette studie har tilvejebragt ny viden om dette og fundet, at især belægningsskader som lapper og sporkøring kan forøge uheldsrisikoen på de kommunale veje. Studiet viser dog også, at mangel på data giver store udfordringer, og at det derfor fremadrettet er vigtigt at sikre bedre data for veje og trafikuheld. Studiet er del af et større projekt, som skal afdække infrastrukturens betydning for trafikuheld. Projektet udføres på DTU og er finansieret af Asfaltindustrien samt Sikre Veje.
DTU har i samarbejde med Rådet for Sikker Trafik lavet en undersøgelse af vejvrede i Danmark. Undersøgelsen viser på den ene side, at der er sket en stigning i antallet af trafikanter, der udsættes for vejvrede, men samtidig er der sket et fald i antallet af episoder, som den enkelte udsættes for. Undersøgelsen viste endvidere, at bilister generelt udviser mere aggression i trafikken, end cyklister gør, men også at både cyklister og bilister i overvejende reagerer ikke-aggressivt, når de bliver vrede i trafikken.
Hvad gør bilister tilfredse? På motorveje er det høj hastighed, bredt nødspor, få lastbiler og få tilslutningsanlæg ifølge almindelige bilister fra Herning og Lyngby. Ved brug af en pålidelig og valideret metode, hvor respondenter vises et videoklip optaget fra en kørende bil og derefter skal besvare spørgsmålet ”Hvor tilfreds var du som bilist på den viste vej?”, er bilisters opfattelser og præferencer afdækket.
Cykelpuljeprojekt om ”Bredde af cykelstier relateret til kapacitet, fremkommelighed og adfærd” har vundet prisen ”Best paper award” på international konference i Berlin Juni 2016. Prisen blev givet for projektets originalitet og bidrag med ny viden om kapacitet for cykeltrafik i byer, som er meget efterspurgt i mange lande verden over.
Trafikforskningspris til en yngre forsker En testamentarisk gave fra professor P. H. Bendtsen, som var professor i trafik ved DTU fra 1949 til 1977, har gjort det muligt at oprette en fond, hvis formål er at uddele en Trafikforskningspris til en yngre dansk forsker. Professor Bendtsen arbejdede ved Institut for Veje, Trafik og Byplan, som i dag hovedsagelig indgår i Institut for Transport på DTU. Prisen uddeles som belønning for et videnskabeligt arbejde, fortrinsvis inden for trafikteknik, trafikplanlægning, trafikmiljø, transportøkonomi eller trafiksikkerhed. Da konferencen Trafikdage på Aalborg Universitet velvilligt har tilbudt at bidrage med supplerende midler vil prisen fremover foreløbig blive uddelt hvert år. Med prisen følger i 2016 et rejselegat på kr. 20.000. Hermed indkaldes ansøgninger fra danske trafik- og transportforskere, som er under 40 år den 1. maj 2016, og som mener at kunne komme i betragtning ved uddelingen af prisen i 2016. Med ansøgningen skal følge en videnskabelig artikel eller et resumé af et videnskabeligt arbejde, hvoraf arbejdets indhold og lødighed kan vurderes. Bestyrelsen betragter det som en fordel, hvis arbejdet har været publiceret, fx som en tidsskriftartikel, ph.d.-afhandling eller et konferenceindlæg. Det vil ligeledes være en fordel, at indsendte artikler har ansøgeren som eneforfatter. Fondsbestyrelsen vurderer de indkomne ansøgninger. Bestyrelsen kan indhente sagkyndige vurderinger udefra af de indkomne arbejder, men bestyrelsen alene har det fulde ansvar for prisuddelingen. Bestyrelsen består af: • Professor Otto Anker Nielsen, Transport DTU, Formand • Direktør Carsten Falk Hansen, Trafik- og Byggestyrelsen • Direktør Per Jacobsen, Bane Danmark • Seniorforsker Hans Bendtsen, Vejdirektoratet • Lektor Harry Lahrmann, Aalborg Universitet. Prisuddelingen forventes i 2016 at finde sted i forbindelse med ”Trafikdage på Aalborg Universitet 2016”, og prismodtageren forventes at give en forelæsning om arbejdet ved denne lejlighed. Ansøgning om at komme i betragtning ved prisuddelingen skal som nævnt indeholde en artikel eller et resumé af arbejdet, som ønskes bedømt, oplysning om og hvor arbejdet har været publiceret, samt oplysninger om ansøgerens navn, adresse og fødselsdato. Såfremt en indsendt artikel har medforfattere, bør andelen og karakteren af deres arbejde skitseres i en kort medforfattererklæring. Ansøgning indsendes inden 1. maj 2016 skriftligt til prisens formand. Professor Otto Anker Nielsen Transport DTU, Bygningstorvet 116B 2800 Kgs. Lyngby Samt per e-mail til samme: oan@transport.dtu.dk
Det er måske ikke så overraskende, men menneskers opfattelse af en handlings konsekvenser har stor betydning for, hvad de vælger at gøre. Forkerte forventninger kan derfor føre til uhensigtsmæssige handlinger i forskellige af livets sammenhænge. Dette er også tilfældet i forbindelse med trafikadfærd, hvor en undervurdering eller fejlvurdering af risici kan bidrage til at understøtte adfærd, der øger uheldsrisikoen for andre eller personen selv. Med henblik på at kunne forebygge adfærd, der øger uheldsrisikoen, er det derfor vigtigt at have en så god forståelse som muligt af sammenhængen mellem fysiske stimuli og den psykologiske oplevelse af de fysiske stimuli. I relation til trafiksikkerhed kan denne udfordring fx illustreres gennem sammenhængen mellem kørehastighed og oplevelsen af uheldsrisiko: Hvor meget skal hastigheden sættes op for, at man oplever, at uheldsrisikoen stiger, og hvilken sammenhæng er der mellem den faktiske hastighedsstigning og stigningen i oplevet uheldsrisiko? Den tyske pioner inden for eksperimentel psykologi (G. Fechner – 1801-1887) var blandt de første til at interessere sig for dette forhold mellem det fysiske og psykiske, og hans videnskabelige arbejde førte blandt andet til teorien om en matematisk nøjagtig sammenhæng mellem det fysiske og det psykiske (Fechners lov). Ifølge Fechner viser denne sammenhæng sig blandt andet ved: 1. At små mængder/lave sandsynligheder overvurderes 2. At store mængder/høje sandsynligheder undervurderes 3. At overvurdering af små mængder/lave sandsynligheder aftager i takt med, at den objektive mængde/sandsynlighed stiger 4. At den subjektive fastsættelse af mængde/sandsynlighed er resultat af en simplificering 5. At subjektiv fastsættelse af mængde/ sandsynlighed ikke er veldefinerede i yderpunkterne. På den baggrund har den norske professor Rune Elvik lavet en undersøgelse med det formål at afdække, om opfattelsen af mængder/sandsynligheder i trafikken følger tilsvarende faste principper og dermed i nogen grad er forudsigelig. Undersøgelsen er baseret på en gennemgang af relevant forskningslitteratur herunder undersøgelser af trafikanters risikoopfattelse, opfattelse af bremse- og overhalingsafstand, egen kørehastighed, opfattelse af sammenhæng mellem kørehastighed og rejsetid samt kørehastighed og uheldsrisiko, opfattelse af risiko for forskellige transportmidler, opdagelsesrisiko i forbindelse med lovovertrædelser og uheldsrisiko for forskellige transportmidler. I lighed med undersøgelser inden for andre områder bekræftede resultatet af denne undersøgelse, at menneskers opfattelse af størrelse/sandsynlighed i relation til trafiksikkerhed og adfærd er skæv (biased) på en systematisk og forudsigelig måde. På samme måde som inden for andre områder overvurderes sandsynligheden for, at en sjælden begivenhed forekommer, mens sandsynligheden for mere hyppigt forekommende begivenheder undervurderes. Mere specifikt i forhold til trafiksikkerhed viste undersøgelsen fx: 1. At fodgængere, der ønsker at krydse en vej, overvurderer bremselængden for biler, der kører med lav hastighed og undervurderer bremselængden for biler, der kører med høj hastighed 2. At bilister, der ønsker at overhale, overvurderer, hvor meget afstand der skal være til den øvrige trafik ved lave hastigheder og overvurderer den ved høje 3. At bilister overvurderer, hvor meget de nedsætter deres kørehastighed, og undervurderer deres kørehastighed, når de bliver bedt om at nedsætte den 4. At bilister overvurderer, hvor meget hurtigere de skal køre for at spare en vis mængde tid, når de kører langsomt, og tilsvarende undervurderer, hvor meget hurtigere de skal køre, når de kører hurtigere 5. At bilister overvurderer, hvor meget uheldsrisikoen stiger i forbindelse med en lille hastighedsstigning, og undervurderer, hvor meget uheldsrisikoen stiger i forbindelse med en større hastighedsstigning 6. At bilister overvurderer sandsynligheden for at blive opdaget/dømt for en færdselsforseelse, når opdagelsesrisikoen er lille og tilsvarende undervurderer sandsynligheden, når den er stor 7. At trafikanter overvurderer risikoen for dødsuheld for relativt sikre transportmidler og undervurderer risikoen for dødsuheld for relativt mindre sikre transportmidler. Det er ikke vanskeligt at forestille sig, at sådanne misforståelser kan få store konsekvenser i trafikken, idet det fx medfører, at fodgængere somme tider vælger at krydse en vej på et tidspnkt, hvor ”hullet” i trafikken ikke er tilstrækkelig stort til at være sikkert, og tilsvarende undlader at krydse på et tidspunkt, hvor ”hullet” faktisk var tilstrækkeligt. Der er brug for mere viden for at kunne tage tilstrækkelig højde for sådanne misforståelser i det forebyggende trafiksikkerhedsarbejde, men ifølge forskeren er det næppe sandsynligt, at man helt vil være i stand til at tage højde for effekten af disse systematiske misforståelser fx gennem undervisning. For som forskeren understreger, er sandsynligheder og risici abstrakte fænomener, der har karakter af et sæt af forskellige mulige udfald. Når alt kommer til alt, er risikoen for et uheld så lille, at det er meget vanskeligt at undervise/informere om det på en let forståelig måde, der forekommer relevant. Til gengæld er det muligt, at fremtidens teknologi vil kunne komme trafikanterne til hjælp således, at de vil kunne få teknologisk støtte til at træffe de bedst mulige beslutninger (ud fra et trafiksikkerhedsperspektiv), når de færdes i trafikken. For yderligere læsning henvises der til den originale publikation, som ovenstående er baseret på: • Elvik, R. 2015. A statistical law in the perception of risks and physical quantities in traffic. Accident Analysis and Prevention, 82, 36-44.
Forsknings- og innovationsprogrammet Horizon 2020 giver mulighed for forskning og innovation; samarbejde mellem forskere og praktikere; ’lighthouse’ projekter, hvor byer går sammen om at demonstrere og teste innovative løsninger inden for transport og mobilitet; samt transport innovation i små virksomheder. Første call sendes ud i december 2013.
Et forsøg med Intelligent Farttilpasning blandt firmabiler i Vejle, hvor alle hastighedsovertrædelser blev logget, viser, at andelen af kørte kilometer over hastighedsgrænsen + 5 km/t blev nedsat fra 18% til 4% for den 1/5 blandt de chauffører, som var positive over for systemet. For de andre 4/5 havde systemet ingen effekt. Forsøget gav mulighed for, at både chefer og kollegaer kunne se hastighedsovertrædelserne, men denne mulighed blev ikke brugt.

