IABSE Danmark inviterer jer til at komme og dele jeres erfaringer inden for Drift og Vedligehold af Broer og andre infrastruktur konstruktioner ved en todages konference på DTU den 25. til 27. juni 2018.

I denne måneds nyheder omtales en afgørelse fra Vejdirektoratet om alderen på de tilstandsrapporter, der skal udarbejdes i forbindelse med nedklassificering af kommuneveje til private fællesveje. Desuden omtales en afgørelse om et påbud om klipning af en hæk, som muligvis var et fælleshegn, og en afgø-relse om, hvorvidt en parkeringsplads på en kommunal ejendom var privat fællesvej. Alder på tilstandsrapporter ved nedklassificering af veje Før der træffes beslutning om at nedklassificere en kommunevej til privat fællesvej, skal kommunen efter vejlovens § 125, stk. 1, dokumentere, at vejen med udstyr er i god og forsvarlig stand i forhold til den fremtidige trafik på vejen. Det sker ved, at kommunen udarbejder en tilstandsrapport for vejen. Det fremgår af pkt. 1.1 i Vejdirektoratets vejledning af 12. december 2011 om tilstandsrapporter, at den endelige tilstandsrapport højst må være 1 år gammel på det tidspunkt, hvor vejen skifter retlig status og overgår til privat fællesvej. I tre sager om en kommunes nedklassificering af kommuneveje til private fællesveje har Vejdirektoratet nu udtalt sig om vejledningens krav til tilstandsrapportens alder. I den ene af sagerne (17/10584) blev kommunens tilstandsrapport påklaget til Vejdirektoratet. Vejdirek-toratet konstaterede i den forbindelse, at fristen på 1 år regnes fra datoen for den tilstandsrapport, som Vejdirektoratet har udfærdiget som klagemyndighed. Det må her forudsættes, at tilstandsrapporten er dateret samme dag, som Vejdirektoratets afgørelse meddeles til parterne, da parterne i sagens natur ikke kan have kendskab til Vejdirektoratets tilstandsrapport før denne dato. Kommunen traf afgørelse om nedklassificering af vejen inden 1 år fra Vejdirektoratets tilstandsrapport, og spørgsmålet om rapportens alder fik derfor ikke betydning i denne sag. I de to andre sager var der gået mere end 1 år fra kommunens endelige tilstandsrapport til beslutningen om nedklassificering af vejene. I begge tilfælde blev vejene nedklassificeret med virkning fra 1. oktober 2017. I den ene sag var tilstandsrapporten sendt til grundejerne den 16. december 2015, og i den an-den sag var rapporten sendt til grundejerne den 8. januar 2016. Den ældste tilstandsrapport var således mere end 21 måneder gammel på det tidspunkt, hvor vejen skiftede status. Der var med andre ord ikke bare tale om en mindre overskridelse af vejledningens frist, men en overskridelse på mere end ¾ år. Vejdirektoratet konstaterede i afgørelserne i de to sager, at vejledningens frist skal sikre, at den endeli-ge tilstandsrapport giver et korrekt billede af vejens tilstand på det tidspunkt, hvor den endelige beslut-ning om nedklassificering træffes. I begge afgørelser bemærkede Vejdirektoratet, at "vi mener ikke, at den endelig tilstandsrapports alder i sig selv kan føre til, at afgørelsen om nedklassificeringen er ugyldig. Det skyldes, at der er tale om en bestemmelse i en vejledning…". I den ene sag fremgår det yderligere, at "kommunen har forklaret, at kommunen fortsat indtil overdragel-sen af vejstrækningen den 1. oktober 2017 har vedligeholdt strækningen, som er anlagt i grus og derfor løbende skal vedligeholdes flere gange om året." I den anden sag fremgår det yderligere, at "kommunen fortsat indtil overdragelsen af vejstrækningen den 1. oktober 2017 vil vedligeholde strækningen." Vejdirektoratet måtte på den baggrund lægge til grund, at vejene på overdragelsestidspunktet 1. okto-ber 2017 mindst havde den stand, der fremgår af den endelige tilstandsrapport. Det kan udledes af Vejdirektoratets afgørelser, at vejledningens frist på 1 år ikke er en definitiv frist, men en vejledende frist. En afgørelse om nedklassificering vil derfor ikke kunne tilsidesættes, udelukkende fordi tilstandsrapporten er ældre end 1 år. Det er derimod afgørende, at tilstandsrapporten giver et kor-rekt billede af vejens tilstand, når vejen skifter status til privat fællesvej. (Vejdirektoratets sager nr. 17/09324, 17/10584 og 17/10857) Påbud om klipning af hæk En kommune havde påbudt grundejerne at klippe en hæk mod en offentlig sti. Kommunen krævede, at hækken blev klippet, så den ikke ragede ud over skel. I en klage over påbuddet blev det gjort gældende, at hækken befandt sig i skel mellem stien og grund-ejernes ejendom. Derfor ragede hækken ud over skellet. Samtidig blev det gjort gældende, at kommu-nen tidligere havde klippet hækken, og at der således havde været enighed om, at hækken var et fæl-leshegn, som kommunen skulle sørge for at klippe. Det fremgår af Vejdirektoratets afgørelse, at et skilt med knallertkørsel forbudt var placeret på det udskil-te stiareal, og at et billede viste, at beplantningen dels befandt sig på, dels gik ind over stiarealet. Kom-munen afviste, at der var tale om et fælleshegn, men kunne ikke afvise at have klippet hækken for år tilbage. Hækken havde nu bredt sig ind over stiens areal og skulle klippes tilbage, så stien kunne benyt-tes uhindret. I afgørelsen konstaterer Vejdirektoratet, at vejmyndigheden med hjemmel i vejlovens § 87, stk. 1, kan kræve træer og anden beplantning på, over, ved eller i vejarealet fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, når vejens vedligeholdelse, eller hensynet til færdslen gør det nødvendigt. Bestemmelsen gæl-der også for hegn, og vejmyndigheden kan derfor pålægge ejeren af en tilgrænsende ejendom at be-skære et hegn, uanset om hegnet er et eget hegn eller et fælleshegn efter hegnsloven. Det fremgår dog også af vejlovens § 87, stk. 3, at vejmyndigheden afholder udgifterne til de pålagte arbejder, hvis der er enighed om, at hegnet er et fælleshegn, eller dette fastslås af et hegnssyn. Vejdirektoratet konstaterer på baggrund af sagens oplysninger, at der tydeligvis er beplantning, der vokser ind på og hænger ud over det offentlige stiareal, og at det derfor må anses nødvendigt at be-skære beplantningen, så den ikke er til gene for færdslen på stien. Kommunen kan derfor lovligt pålægge grundejerne at klippe og fjerne beplantningen, uanset om hegnet er et eget hegn eller et fælles hegn. Da der ikke er enighed mellem parterne om, hvorvidt hegnet er et fælleshegn, må dette spørgsmål i sid-ste ende afgøres af domstolene. Dermed vil det også blive afgjort, hvem der endeligt skal afholde udgif-ten til beskæring af beplantningen. (Vejdirektoratets sag nr. 17/13394) Status for parkeringsplads på kommunal ejendom En kommune mente ikke, at et haveselskab, som ejede en ejendom med kolonihaver, skulle partshøres i forbindelse med kommunens opgravning af en parkerings- og vendeplads, som lå på den kommunalt ejede naboejendom til haveselskabets ejendom. Kommunen mente, at der var gennemført en høringsproces i forbindelse med vedtagelsen af en lokal-plan, og at en eventuel færdselsret for haveselskabet over kommunens ejendom faldt bort, når parke-ringspladsen blev nedlagt. Derudover mente kommunen, at den frit kunne råde over sin egen ejendom og nedlægge parkeringspladsen, når der ikke var tinglyst en ret, og at beslutningen både var udøvelse af faktisk forvaltningsvirksomhed og omfattet af kommunens almindelige beslutningsret som ejer af ejen-dommen. Endelig var beslutningen truffet som led i den almindelige planlægning. Haveselskabet klagede til Vejdirektoratet over den manglende partshøring og gjorde gældende, at sel-skabet havde en færdselsret over kommunens ejendom. Kommunen oplyste i forbindelse med klagesagen, at selskabet i 2005 havde fået tilladelse til at etablere en gennemkørsel fra kolonihaverne til parkeringspladsen, men at der alene var tale om en færdselsret til en ikke nærmere bestemt del af parkeringspladsen, som kunne bruges til vendeplads. Samtidig med denne tilladelse havde amtet efter ansøgning fra den tidligere kommune givet tilladelse til en ændret anvendelse af en overkørsel til en amtsvej, idet den tidligere kommune havde oplyst, at det næppe kun-ne undgås, at udkørslen fra parkeringspladsen ville blive benyttet af kolonihaveejerne. Det var kommunens opfattelse, at ansøgningen til amtet alene skulle sikre, at den tidligere kommune ikke kom i klemme, hvis selskabet i strid med tilladelsen brugte adgangen fra parkeringspladsen til andet end vendeplads. I forlængelse heraf bemærkede kommunen, at der ikke var foretaget et vejudlæg, og at der derfor ikke var godkendt et vejudlæg. Det havde derfor været kommunens vurdering, at de ikke kunne administrere parkeringspladsen som privat fællesvej. Vejdirektoratet vurderede på baggrund af kommunens anerkendelse af, at der var en færdselsret for selskabet på kommunens ejendom. Dermed havde den tidligere kommune tildelt selskabet (vej)ret til at anvende parkeringspladsen som vejareal, og arealet opfyldte herefter privatvejslovens definition på en privat fællesvej. Derefter konstaterede direktoratet, at kommunen altid skal agere som vejmyndighed, uanset hvem der er ejer af en ejendom, hvorpå der ligger en privat fællesvej. Selvom kommunen som grundejer kan råde over sin ejendom, skal dette ske under iagttagelse af privatvejslovens regler, for så vidt angår den del af ejendommen, der er privat fællesvej. Vejdirektoratet vil være ekstra opmærksom på, at der ikke er vare-taget usaglige hensyn, når kommunen har en dobbeltrolle som grundejer og vejmyndighed. Når den tidligere kommune havde tildelt vejret, skulle den også som vejmyndighed have godkendt vej-udlægget, før det blev taget i brug af selskabet, og kommunen kunne derfor ikke henvise til, at færd-selsarealet ikke kan administreres som privat fællesvej, fordi vejudlægget ikke var godkendt. Det kan ikke komme en vejberettiget til skade, at kommunen har undladt at godkende vejudlægget efter som grund-ejer at have tildelt vejret. Ellers ville kommunen kunne omgå privatvejslovens regler ved at undlade at godkende udlægget. Færdselsarealet kan og skal derfor administreres efter privatvejslovens regler. Det forhold, at det er uklart, hvilket areal der præcist er blevet tildelt vejret til, betyder efter Vejdirektoratets opfattelse, at hele parkeringspladsen for at sikre de vejberettigedes retsstilling må betragtes som ibrugtaget privat fæl-lesvej. Selvom den tidligere kommune alene havde tilladt, at en (mindre) del af parkeringspladsen kunne bru-ges som vendeplads, betød den manglende præcisering af det omfattede areal i form af et godkendt vejudlæg altså, at Vejdirektoratet betragtede hele parkeringspladsen som privat fællesvej. (Vejdirektoratets sag nr. 17/13445) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk.

Udfordringen er, at der i Slagelse Kommunes trafiksikkerhedsplan 2016-2020 blev udpeget 9 byrundkørsler til handleplanen. Mange overvejelser var vi rundt om: 30 km/t zone, 40 km/t zone, bump, hævet rundkørsel, cykelsti i rundkørslen. Vi valgte pudebump, og vi valgte at tage én rundkørsel ud og lave test i den.

Syddjurs Kommune har undersøgt trafikulykkers økonomiske konsekvenser i den samlede kommunekasse. Undersøgelsen har givet politikere og medarbejdere en ny vinkel på trafiksikkerhedsarbejdet og en indsigt i kommunens samlede indsats for de tilskadekomne. Konklusionen er, at der kan spares mange penge ved at prioritere det forebyggende trafiksikkerhedsarbejde, idet alene de tilskadekomne i 2016 vil koste Syddjurs Kommune mellem 23 og 47 mio. kr. i de kommende år.

Silkeborg har godkendt sin anden digitale trafiksikkerhedsplan. Vores digitale platform for arbejdet med trafiksikkerhed sikrer en dynamisk, nem og levende adgang til fx nyheder, kampagner og projekter. Her er det et bevidst valg, at form og tekst er kort, klar og klikbar, ikke mindst til fordel for borgere og politikere. Samtidigt er en tæt kontakt med pressen et must, så vi sikrer, at vores budskab formidles videre så bredt som muligt.

Både analyse af grå strækninger og temaanalyser kan være nyttige værktøjer i trafiksikkerhedsarbejdet ikke mindst i en tid, hvor antallet af sorte pletter er faldende, og hvor det bliver sværere at prioritere sine trafiksikkerhedsmidler. Derfor udgiver Vejdirektoratet nu en håndbog om emnet. Håndbogen henvender sig til både nye og erfarne trafiksikkerhedsmedarbejdere. Håndbogen forventes udgivet i løbet af marts 2018.

Vejledningen til indberetning af færdselsuheld er udkommet i en opdateret version. Den indeholder flere illustrationer og bedre beskrivelser af, hvordan parametrene i ulykkesdata defineres. Vejledningen kan bruges til indberetning, stedfæstelse og analyse af trafikulykker.

Fartdæmpning af trafikken forbi vejarbejder er ofte nødvendigt af hensyn til at skabe et sikkert arbejdsmiljø for vejarbejderne, der færdes på og ved vejen, mens vejarbejdet pågår. I samarbejde med SafeRoad og Gevekomarking har Trafitec for Vejdirektoratet testet forskellige løsningsforslag til midlertidig fartdæmpning for cykeltrafik, der skal passere tæt forbi arbejdszonen.