Nyheder fra den vejjuridiske verden

Parkering i byen kan ofte opleves som en udfordring, fordi antallet af biler i byen øges. Der er såvel samfundsmæssige som private interesser knyttet til parkerings-pladser. Derfor er det interessant at se nærmere på reguleringen af offentlige og private parkeringsordninger.

Den formentlig mest omtalte ekspropriationssag i danmarkshistorien fik sin afslutning i Vejdirektoratet, da der blev truffet afgørelse den 23. oktober 2019, og Vejdirektoratet konkluderede, at kommunens ekspropriation efter vejloven var lovlig. Selvom der er blevet skrevet og talt meget om vejen i Vejen og landmandens kamp mod staten og kommunen, fortjener Vejdirektoratets afgørelse at få et par bemærkninger med på vejen.

Denne måneds nyheder omtaler tre afgørelser fra Vejdirektoratet. Én af afgørelserne er interessant, fordi den er den første afgørelse fra Vejdirektoratets side om den nye bestemmelse i vejlovens § 50, stk. 4, hvorefter der kan træffes nye bestemmelser om benyttelsen af en adgang, hvis benyttelsen ændres markant. En anden afgørelse viser, at vejmyndigheden lovligt kan afvise at tillade mobilt gadesalg af alkohol. Endelig viser den sidste afgørelse, at en hel ejendom kan betragtes som udlagt til privat fællesvej eller privat fællessti, hvis det areal, hvor der er aftalt en færdselsret, ikke er nærmere beskrevet. Vilkår for tilladelse til ændret brug af overkørsel På en tidligere landbrugsejendom blev der etableret Bed & Breakfast. Kommunen vurderede, at den ændrede anvendelse af ejendommen betød, at kommunen som vejmyndighed med hjemmel i vejlovens § 50, stk. 4, kunne fastsætte vilkår for benyttelsen af ejendommens adgang til offentlig vej. Kommunen stillede derfor vilkår om ændring af belægningen i overkørslen til fast belægning og om tilvejebringelse af nødvendig oversigt. Ejeren var utilfreds med disse vilkår og klagede til Vejdirektoratet. Der var tale om etablering af Bed & Breakfast med 3-4 værelser på den tidligere landbrugsejendom. Kommunen ønskede fast belægning i adgangen for at undgå, at der med den øgede trafik fra ejendommen blev slæbt jord og sten ud på den offentlige vej til fare for trafikken på denne vej. Vilkåret om oversigt var stillet ud fra et ønske om at forbedre oversigtsforholdene, da der var en kurve på vejen, og da der var en tilladt hastighed på 80 km/t. Vejdirektoratet vurderede, at vilkårene efter en konkret, trafikal vurdering lå sagligt inden for rammerne af vejlovens § 50, stk. 4. Det er bemærkelsesværdigt, at Vejdirektoratet i afgørelsen bemærker, at ”det forhold, at der på ejendommen tidligere har været anden form for drift end beboelse, herunder landbrug, ændrer ikke på dette. Ved en konstatering af en ændret brug af en adgang efter § 50, stk. 4, må kommunen – som ansvarlig vejmyndighed – tage udgangspunkt i de nuværende faktiske forhold på stedet.” Dette er bemærkelsesværdigt, fordi vejlovens § 50, stk. 4, efter forarbejderne kun er tænkt at finde anvendelse, hvor tungtvejende hensyn til trafiksikkerheden eller trafikafviklingen taler for, at der træffes nye bestemmelser om benyttelsen af en adgang. Som eksempel nævnes, at det kan være tilfældet, hvor det konstateres, at adgangen anvendes markant mere trafikskabende, når man tager hensyn til den almindelige samfundsøkonomiske udvikling, end der med rimelighed kunne forventes på godkendelsestidspunktet. Med den nævnte bemærkning giver Vejdirektoratet tilsyneladende udtryk for, at bestemmelsen i § 50, stk. 4, kan anvendes, også når der er tale om, at brugen af adgangen ændres markant (til Bed & Breakfast) i forhold til brugen umiddelbart før ændringen (til nedlagt landbrug), selvom adgangstilladelsen er givet på et tidspunkt, hvor der måtte forventes en mere intensiv brug af adgangen (til landbrugsdrift). (Vejdirektoratets j.nr. 18/17320) Begrundelse for afslag på mobilt salg af alkohol Vejdirektoratet har behandlet en klage over et afslag på mobilt salg af alkohol. Ansøgeren var ifølge klagen forundret over afslaget, da ansøgeren ikke mente, at der var planer om salg af alkohol, men alene af drikkevarer med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder. Ansøgeren havde spurgt Erhvervsstyrelsen, om det var tilladt at sælge alkohol med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder fra en mobilbod. Erhvervsstyrelsen havde oplyst, at det er tilladt, og at der af tilsyns- og afgiftsmæssige årsager ikke må sælges alkohol med 2,8% eller derover ved mobilt salg. Kommunen begrundede afslaget med, at kommunen ikke i forbindelse med en ordning for mobilt gadesalg tillod salg af alkohol. Kommunen fandt det ikke hensigtsmæssigt trafikalt, at der sælges alkohol på gaden på grund af risiko for fest og længerevarende ophold i gaden. Det vil kunne give anledning til trafikfarlige situationer og blokere for den daglige trafik. Hertil kommer risikoen for støj og uro m.v. Under klagesagen uddybede kommunen sit afslag med, at drikkevarer med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder er en alkohollignende vare, der også kan tilskynde til drikkeri og fester i gaden til ulempe for trafikken og ikke mindst trygheden. Vejdirektoratet vurderede, at kommunen ikke havde varetaget usaglige hensyn i forbindelse med afslaget, og at kommunens skøn lå inden for saglige og trafikale rammer. Kommunens afslag var derfor sagligt begrundet. Det gjorde efter Vejdirektoratets opfattelse ikke nogen forskel, at ansøgeren ikke mente, at drikkevarer med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder var alkohol. Forskellen mellem drikkevarer med en alkoholprocent på henholdsvis 2,7% og 2,8% består i næringslovens forstand alene i hensyn til tilsyn og afgifter. Det ændrede heller ikke på de saglige rammer for kommunens afslag, at ansøgeren anså drikkevarer på 2,7% eller derunder for et sundere alternativ, eller at ansøgeren agtede at lukke mobilsalget ved fest i gaden. (Vejdirektoratets j.nr. 18/16101) Privat fællessti på grundlag af færdselsret til et ubestemt areal En kommune traf afgørelse om ikke at optage en privat fællessti på kommunens vej- og stiregister, idet kommunen ikke vurderede, at der var grundlag for at administrere stien efter privatvejsloven. En række grundejere klagede over kommunens afgørelse. Baggrund Baggrunden for sagen var, at der i 1950 var tinglyst en servitut om færdselsret på en strandgrund. Servitutten havde følgende ordlyd: ”Som et led i handelen har jeg derhos indrømmet køberen ret til frit og uhindret ophold og færdsel paa og over den del af den mig tilhørende matr.no. æ af by og sogn [..] som er beliggende mellem den herved overdragne parcel og stranden, ligesom jeg har forpligtet mig til ingensinde at lade det nævnte areal beliggende mellem matr.no. ah og stranden bebygge, i hvilken henseende nærværende bestemmelse tillige vil være at tinglyse på matr.no. æ med den til enhver tid værende ejer af matr.no. ah som paataleberettiget. [..] Det bemærkes udtrykkeligt, at den forannævnte færdsels- og opholdsret er fælles med andre parceller der maatte blive udstykket fra min ejendom.” Kommunen spurgte forud for afgørelsen ejerne af strandgrunden, om de kunne anerkende, at der forelå en gyldig aftale om vejret, og om et stiforløb midtover strandgrunden kunne anerkendes som en privat fællessti. Ejernes svar forstod kommunen således, at de anerkendte, at der er tinglyst ret til at færdes over arealet men ikke anerkendte, at denne ret skal udmøntes i en privat fællesti med en bestemt linjeføring, da servitutten ikke nærmere definerer placering, bredde, udformning, beliggenhed m.v. Det fremgår af sagens oplysninger, at der oprindeligt var en sti (et spor) midt på strandgrunden, men at ejerne i 2014 havde slået en ny sti langs skellet til naboejendommen. Samtidig havde ejerne sat et mindre hegn på tværs af stien midt på ejendommen. På de øvrige dele af strandgrunden var der bevoksning. I forbindelse med retssag om servitutten i 2017 afviste retten at tage stilling til, om stien på strandgrunden havde status af privat fællessti, men henviste til, at det er et spørgsmål, som vejmyndigheden måtte tage stilling til. Da kommunen ikke havde truffet afgørelse om stien, forelå der ikke for retten en forvaltningsakt til retlig prøvelse. Retten lagde til grund, at formålet med servitutten var at sikre sommerhusejere, der ikke havde direkte adgang til stranden, mulighed for at færdes til og fra stranden og opholde sig ved stranden. Retten konstaterede endvidere, at servitutten efter en naturlig sproglig forståelse hvilede på hele strandgrunden. Vejdirektoratets afgørelse Vejdirektoratet bemærker i afgørelsen, at definitionen på en privat fællessti er et færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer. Derudover bemærker direktoratet, at der ikke i privatvejsloven er krav om, at arealet skal være udlagt som vej (eller sti) for at have status af privat fællessti. Vejdirektoratet konstaterer i afgørelsen, at stiejeren anerkender, at der er ejere af andre ejendomme, som har vejret, men ikke at vejretten skal udøves med en bestemt linjeføring på strandgrunden. På baggrund af servituttens ordlyd, rettens konstatering af at servitutten hviler på hele strandgrunden samt stiejerens anerkendelse heraf, lægger Vejdirektoratet til grund, at der er udlagt en privat fællessti i hele strandgrundens bredde og længde. Der er med andre ord reserveret færdselsareal på hele strandgrunden. Strandgrunden opfylder dermed privatvejslovens definition på en privat fællessti, idet den fungerer som færdselsareal for de servitutberettigede, dvs. anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, og ejendommene har ikke samme ejer. Da der på det tidspunkt, hvor den private fællessti blev udlagt (i 1950), ikke var bestemmelser i lovgivningen om, at et vej- eller stiudlæg skulle godkendes af vejmyndigheden, er det Vejdirektoratets vurdering, at kommunen kan administrere arealet på strandgrunden som udlagt privat fællessti efter privatvejsloven. Der var heller ikke krav om godkendelse af anlæg eller ibrugtagning af dele af det udlagte areal i 1950, men anlæg eller ibrugtagning, som er sket efter kommunens beslutning i 1983 om, at de private fællesveje og -stier i området skal behandles efter privatvejslovens afsnit III, har krævet vejmyndighedens godkendelse. Det kan ud fra forholdene i marken konstateres, at den udlagte private fællessti har været benyttet ned midt gennem strandgrunden, men det fremgår ikke, hvornår denne sti blev taget i brug. Hvis stien blev taget i brug inden kommunens beslutning i 1983, har ibrugtagningen ikke skullet godkendes af vejmyndigheden. Kommunen må efter Vejdirektoratets vurdering på baggrund af ovenstående tage stilling til, om den som vejmyndighed har grundlag for at antage, at den udlagte private fællessti (lovligt) har været taget i brug som privat fællessti ned midt gennem strandgrunden. Hvis det er tilfældet, må vejmyndigheden vurdere, om afspærringen foran stien ned midt gennem strandgrunden er udtryk for, at det ibrugtagne areal ønskes nedlagt eller omlagt eller færdselsreguleret og derefter søge afspærringen lovliggjort. I forhold til den nye sti langs skellet til naboejendommen, som ejerne har etableret på strandgrunden i 2014, er det Vejdirektoratets vurdering, at vejmyndigheden skal tage stilling til, om dette kan godkendes som anlæg og ibrugtagning af en del af den udlagte private fællessti, idet en privat fællesvej (eller sti), eller en strækning heraf, ikke må anlægges eller tages i brug som privat fællesvej, før kommunalbestyrelsen har godkendt detailprojekt for vejanlægget, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding m.v. (Vejdirektoratets j.nr. 18/14422) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk

I denne måneds nyheder omtales tre afgørelser fra Vejdirektoratet. Den første afgørelse omhandler spørgsmålet om forskelsbehandling i forbindelse med en kommunes afslag på at optage en privat fæl-lesvej som offentlig vej. Den anden afgørelse handler om, hvorvidt der var fornøden adgang til en ejen-dom efter etablering et nyt signalanlæg. Den sidste afgørelse drejer sig om spørgsmålet om, hvorvidt en privat fællesvej er af vigtighed for en ejendom. Ikke forskelsbehandling ved afslag på optagelse som offentlig vej Nogle grundejere klagede over en kommunes afslag på at optage en privat fællesvej som offentlig vej. Den pågældende private fællesvej betjener i alt tre andelsboligforeninger med tilsammen 31 boliger og 14 ”selvstændige” ejendomme. Grundejerne havde bedt kommunen om at optage den private fællesvej som offentlig vej. Grundejerne henviste i den forbindelse til, at to naboveje, der betjente henholdsvis 22 og 35 boliger, var offentlige veje. De mente derfor, at kommunen af lighedsgrunde også skulle optage deres vej som offentlig vej. Kommunen afviste i første omgang at optage den private fællesvej som offentlig vej. Dette klagede grundejerne over til Vejdirektoratet. Denne klagesag endte med, at Vejdirektoratet hjemviste sagen til fornyet behandling, fordi kommunen ikke havde taget stilling til spørgsmålet om forskelsbehandling. Herefter behandlede kommunen igen sagen. Kommunen undersøgte nu nøje alle de omkringliggende veje og traf en ny afgørelse med et nyt afslag på at optage den private fællesvej som offentlig vej. Igen klagede grundejerne til Vejdirektoratet, der oplyste, at lighedsprincippet først får betydning, når der foreligger et sammenligningsgrundlag, som et konkret tilfælde kan holdes op imod f.eks. en konkret af-gørelse eller forvaltningens praksis. Lighedsprincippet forpligter den enkelte myndighed til at træffe afgø-relse i overensstemmelse med myndighedens egen praksis, og der skal i den forbindelse være ensartet-hed. Lighedsprincippet er dog ikke til hinder for, at en praksis ændres, hvis der er tale om en generel og lovlig ændring og ikke en enkeltstående vilkårlig fravigelse fra praksis. Der er desuden kun tale om usaglig forskelsbehandling, hvis det er den samme myndighed, der behandler sammenlignelige tilfælde forskel-ligt. Der kan derfor f.eks. ikke blive tale om forskelsbehandling på tværs af kommuner. Kommunen havde vurderet, at vejen ikke betjente offentlighedens færdsel i en sådan grad, at den skul-le optages som kommunevej. Klagerne mente, at der var anden trafik på vejen end beboernes egen trafik, idet vejen var forbundet til andre boligområder via stisystemer. Kommunen mente dog ikke, at offentlighedens trafik havde et omfang og en karakter, der betød, at vejen skulle optages. Vejdirektoratet vurderede, at kommunens afgørelse dermed var begrundet i lovlige hensyn. Herefter var spørgsmålet, om kommunen havde udøvet forskelsbehandling, fordi sammenlignelige veje var optaget som offentlige veje. Kommunen redegjorde over for Vejdirektoratet for sammenligneligheden af den private fællesvej og samtlige omkringliggende veje. Det var herefter Vejdirektoratets vurdering, at den private fællesvej kun kunne sammenlignes med de to tidligere nævnte naboveje og en tredje vej, der betjente tre andelsbolig-foreninger med tilsammen 38 boliger. Andre veje, som grundejerne havde sammenlignet den private fællesvej med, betjente alle betydeligt flere boliger, og nogle var ikke lukkede boligområder og var dermed også adgangsvej til andre boligom-råder. Desuden havde nogle af vejene en almen offentlig betydning, fordi de betjente børnehaver, for-syningsværker eller idrætsanlæg. Vejdirektoratet mente, at de fire veje var umiddelbart sammenlignelige, idet der var tale om lukkede bo-ligområder, som betjente nogenlunde samme antal boliger. Den private fællesvej var etableret i 1990, mens de to førstnævnte naboveje var etableret i 1972/73 og den tredje vej i 1980/81. Vejdirektoratet gav udtryk for, at en kommunen lovligt af økonomiske eller planmæssige årsager kunne ændre praksis for, hvilke veje der skulle anlægges som privat fællesvej. Da de øvrige sammenlignelige veje var anlagt under en anden praksis henholdsvis 20 og 10 år før den private fællesvej, var der ikke tale om usaglig forskelsbehandling, når kommunen ikke ville optage den private fællesvej som offentlig vej. (Vejdirektoratets j.nr. 18/09513) Spørgsmålet om fornøden vejadgang En kommune besluttede at etablere et nyt signalanlæg i et kryds med henblik på at skabe mere trafiksik-re forhold for beboere, skolebørn og trafikanter i området. En grundejer klagede til Vejdirektoratet, fordi signalanlægget med placeringen af en helle med signaler og belysning forskudt i forhold til adgangen til grundejerens ejendom betød, at lastbiler over 3500 kg ikke længere kunne køre venstre ind til og ud fra ejendommen. Det var dog stadig muligt for personbiler og mindre lastbiler at komme ind på og ud fra ejendommen. Det fremgår af Vejdirektoratets afgørelse, at kommunen havde partshørt grundejeren i forbindelse med planlægningen af projektet. Kommunen vurderede, at grundejeren var væsentligt og individuelt berørt af signalanlægget, fordi grundejeren fik udkørsel direkte i det signalregulerede kryds, og fordi der ville være restriktioner på svingning til og fra ejendommen. Kommunen havde efterfølgende forholdt sig til grundejerens indsigelser og begrundet afgørelsen. Afgø-relsen var dermed truffet i overensstemmelse med forvaltningslovens regler om partshøring og begrun-delse. Vejdirektoratet konstaterede i afgørelsen, at det hører under kommunens skøn at vurdere, hvordan en kommunevej skal indrettes, herunder om der skal etableres færdselsregulerende foranstaltninger, f.eks. lysregulering. Derudover fremgår det af afgørelsen, at kommunens etablering af signalanlægget ikke ændrede på ejendommens overkørselsforhold, og at kommunen på trods af begrænsningerne vedrørende store last-biler vurderede, at der var fornøden adgang til ejendommen, jf. vejlovens § 48. Vejdirektoratet vurderede, at ejendommen ikke havde fået afskåret sin adgang til den offentlige vej. Dermed mente Vejdirektoratet, at der stadig var fornøden adgang til ejendommen. Under henvisning til vejlovens § 48, stk. 3, bemærkede Vejdirektoratet i afgørelsen, at en grundejer ikke har krav på, at ejendommens adgang er af en bestemt standard, og fornøden adgang godt kan være en dårligere ad-gang efter ombygningen af vejen end før. Det er bemærkelsesværdigt, at Vejdirektoratet slår fast, at der er fornøden adgang til ejendommen, og at taksationsmyndighederne slet ikke er nævnt i afgørelsen. Det kan tyde på, at Vejdirektoratet mener at kunne tage stilling til spørgsmålet om fornøden adgang. Det fremgik ellers af det nu ophævede cirkulære om den tidligere vejlov, at det var taksationsmyndighe-dernes opgave at tage stilling til, om der var etableret fornøden vejforbindelse til en ejendom, når ad-gangen var blevet afbrudt af et vejanlæg. (Vejdirektoratets j.nr. 18/11013) En vejs vigtighed for en ejendom En grundejer søgte kommunen om nedlæggelse af en privat fællesvej. Kommunen meddelte afslag på ansøgningen under henvisning til, at vejen var af vigtighed for en vejberettiget som adgangsvej til den vejberettigedes ejendom. Det fremgår af sagen, at den vejberettigede har vejret til tre forskellige private fællesveje, som alle fører til den vejberettigedes ejendom. Grundejeren, der ønskede vejen nedlagt, begrundede ansøgningen med, at den private fællesvej hav-de mistet sin betydning, fordi den vejberettigede havde alternative adgangsmuligheder. Kommunen vurderede, at de to alternative private fællesveje var anlagt som driftsveje. På baggrund af besigtigelser af vejene vurderede kommunen, at deres beskaffenhed og stand gjorde dem uegnet som adgangsvej for almindelig personbefordring, ambulancer mv. til den vejberettigedes ejendom. Det skyld-tes, at vejene i perioder kunne være opkørt i forbindelse med gyllekørsel og lignende, og at det kunne besværliggøre adgangen til den vejberettigedes ejendom, hvis ansøgningen om nedlæggelse blev imø-dekommet. På den baggrund vurderede kommunen, at vejadgangen ad den vej, der ønskedes nedlagt, var vigtig for den vejberettigede og meddelte på den baggrund afslag på nedlæggelse. Ansøgeren gjorde i klagen gældende, at kommunen havde baseret sin afgørelse på, at den parallelle private fællesvej vej var en driftsvej, selvom der siden 1. januar 2012 ikke har været særlige regler om driftsveje for landbrug i privatvejsloven, og at der ikke efter lovgivningen kan skelnes mellem forskellige typer private fællesveje på landet og karakteren af færdslen. Ansøgeren henviste desuden til, at den vejberettigede også havde en vejret til den parallelle private fællesvej, og at denne ret var uden be-grænsninger i anvendelsen. Den vejberettigede oplyste til kommunen, at han ønskede at beholde sin nuværende adgangsvej, idet han primært brugte denne vej til personbiler og den parallelle vej til tung landbrugstrafik. Det ville medfø-re større udgifter for ham som vejberettiget, hvis den parallelle vej skulle opgraderes til boligvejsstan-dard. Ejeren af den parallelle vej ønskede også at bevare vejen som en driftsvej beregnet for færdsel med landbrugskøretøjer. Kommunen begrundede afslaget på nedlæggelse med, at de alternative veje i perioder kunne være opkørt i forbindelse med gyllekørsel og lignende, hvilket kunne besværliggøre adgangen til den vejberet-tigedes ejendom, hvis den private fællesvej blev nedlagt. Hvis vejen blev nedlagt, ville det betyde, at den alternative vej skulle opgraderes til boligvejsstandard, hvilket ville være en stor udgift at pålægge vejejeren, som har et stort landbrug og belaster vejen meget med sine maskiner. Vedligeholdelsesmæssigt er der stor forskel på boligveje og driftsveje til landbrug, da landbrugstrafik ikke har behov for samme vedligeholdelsesstandard som boligveje, og landbrugstrafik medfører et langt stør-re slid end personbiler. Vejdirektoratet var enig i, at betegnelsen ”driftsvej” ikke længere findes i privatvejsloven. Dette er dog ikke til hinder for, at vejmyndigheden træffer afgørelse om en konkret privat fællesvej på grundlag af de vejberettigede brugeres brugsmønster. Dette gælder for vedligeholdelse af private fællesveje, hvor den enkelte vejs stand vurderes i forhold til færdslens art og omfang. Det gælder også i forbindelse med nedlæggelse af en privat fællesvej, hvor vejmyndigheden skal vurdere, om den private fællesvej er af vigtighed for en ejendom med vejret til ve-jen. Når vejmyndigheden skal vurdere vejens vigtighed for den enkelte vejberettigede, kan vejmyndigheden lægge vægt på typen af vejberettiget færdsel, der forekommer på de veje, den vejberettigede har vejret til. Dette brugsmønster kan sættes i forhold til vejenes stand og opbygning og dermed evne til at hånd-tere de forskellige typer færdsel, der forekommer. Vejmyndigheden har ikke hjemmel til at kræve en privat fællesvej vedligeholdt i en bedre standard, end der er behov for set i forhold til færdslens art og omfang. Det betyder, at hvis en privat fællesvej er anlagt og bruges på en sådan måde, at personbiler ikke eller kun med besvær på alle tider af året kan køre på den, kan dette forhold indgå i vejmyndighedens vurde-ring af vejens vigtighed for den enkelte vejberettigede. Vejdirektoratet fandt det på denne baggrund sagligt, at kommunen som grundlag for vurderingen af vejens vigtighed havde inddraget dels karakteren af færdslen, dels vejens standard på de tre private fællesveje, som den vejberettigede har vejret til. (Vejdirektoratets j.nr. 18/14966) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk.

I denne måneds nyheder omtales tre afgørelser fra Vejdirektoratet. Den første afgørelse omhandler spørgsmålet om, hvorvidt det er lovligt at stille som vilkår for en adgangstilladelse, at et vejtræ ud for den nye adgang skal genplantes et andet sted for grundejerens regning. Den anden afgørelse handler om et krav om en samlet vedligeholdelse af en privat fællesvej to år efter udførelse af enkeltstående arbej-der. Den sidste afgørelse drejer sig om, hvordan udgifterne til vedligeholdelse af private fællesveje, der er fordelingsveje i sommerhusområder, skal fordeles. Adgangstilladelse med vilkår om genplantning af træ En grundejer klagede over kommunens tilladelse til at etablere en adgang til en kommunevej. Tilladel-sen blev givet med en række vilkår, herunder et vilkår om at arbejder på vejarealet blandt andet gen-plantning af et træ, der stod i vejen for den ansøgte vejadgang, skulle udføres af kommunen på ansø-gerens regning. Grundejeren havde ansøgt kommunen om tilladelse til at flytte sin adgang. Kommunen havde imøde-kommet ansøgningen med blandt andet det nævnte vilkår om genplantning af et træ for ansøgerens regning, og der havde været en længere dialog om træerne på vejarealet ud for grundejerens ejendom. Det fremgik af klagen, at vilkåret om genplantning efter grundejerens opfattelse var et usagligt vilkår. Kommunen havde begrundet kravet om genplantning med, at træet skulle genplantes af hensyn til tra-fiksikkerheden og vejens æstetiske udformning. Det var Vejdirektoratets vurdering, at kommunens vurdering af træets trafiksikkerhedsmæssige funktion lå inden for kommunens lovlige skøn som vejmyndighed. Derudover bemærkede Vejdirektoratet, at træet var en del af vejens udstyr og kommunens ejendom, og at kommunen sagligt kan stille vilkår om, at vej-udstyret skal genetableres. Vejdirektoratet mente desuden ikke, at vilkåret om, at grundejeren som modtager af tilladelsen til at flytte sin adgang skulle afholde de dermed forbundne udgifter, stod i et misforhold til de fordele, som grund-ejeren måtte antages at opnå. Endelig konstaterede Vejdirektoratet, at kommunen som en sekundær begrundelse for vilkåret kunne lægge vægt på det æstetiske i træernes placering. Da grundejeren også mente, at træet var til gene for grundejeren som nabo til vejen, bemærkede Vejdi-rektoratet, at direktoratet ikke kunne tage stilling til dette spørgsmål. Om træet og anden beplantning generer grundejeren i en sådan grad, at det overskrider den naboretlige tålegrænse, er i stedet et spørgsmål, der må afgøres af domstolene. En grundejer kan således ikke forvente, at det ikke er forbundet med omkostninger, hvis grundejeren ønsker at etablere en ny adgang til sin ejendom. Det harmonerer også fint med bestemmelsen i privat-vejslovens § 49, stk. 2, hvorefter grundejeren skal afholde udgifterne til etablering, hvis der ikke aftales andet. (Vejdirektoratets j.nr. 18/18476) Afgørelse om vedligeholdelse som samlet arbejde efter tidligere enkeltstående arbejder En kommune traf afgørelse om, at en privat fællesvej skulle vedligeholdes, og at arbejdet skulle udføres som et samlet arbejde. Kommunen havde to år tidligere henstillet til, at flere grundejere på vejene udførte enkeltstående arbej-der ud for deres ejendomme. Én af grundejerne havde fået en entreprenør til at udbedre hullerne og havde lagt brosten i vejsiden, så der ikke løb vand ind under belægningen. Disse arbejder havde kostet 10.000 kr., og grundejeren mente ikke, at det var acceptabelt, at disse forbedringer nu skulle fjernes. Årsagen til, at vejen nu skulle istandsættes som et samlet arbejde, var efter grundejerens opfattelse, at andre grundejere ikke havde vedligeholdt vejen. Grundejeren klagede derfor til Vejdirektoratet over kommunens afgørelse. Forud for henstillingen om de enkeltstående arbejder havde kommunen ladet en ekstern rådgiver se på fire private fællesveje, herunder den ene af de to veje, hvor kommunen nu havde bestemt, at der skulle udføres et samlet arbejde. Rådgiveren havde dengang ikke fundet det nødvendigt, at hele vejen fik nyt slidlag, men at slaghuller og afskalninger skulle udbedres. Dette var baggrunden for kommunens henstilling til i alt seks grundejere. Der blev således ikke udstedt et egentligt påbud. To vintre senere besigtigede en ekstern rådgiver igen vejen og konstaterede, at der nu var huller, revner og afskalninger på størstedelen af vejen. På den baggrund vurderede kommunen, at hele vejen nu skulle istandsættes. Selve arbejdet blev dog udskudt på grund af nybyggeri og ledningsarbejder på vejen. Kommunen havde året før afholdt et offentligt asfaltudbud for at sikre den billigste pris på asfaltarbej-derne. I forhold til de enkeltstående arbejder noterede Vejdirektoratet sig, at kommunen efter besigtigelsen havde vurderet, at vejen ikke behøvede et nyt slidlag, men at der alene var tale om, at et antal slaghul-ler og afskalninger skulle håndteres. Dette kunne efter kommunens vurdering udføres af den vedlige-holdelsespligtige grundejer. Om kommunens vurdering to år senere noterede Vejdirektoratet sig, at der nu var huller, revner og af-skalninger, og at nedbrydningen af belægningen var så fremskreden, at bærelaget var begyndt at tage skade, hvilket ville fordyre istandsættelsen, hvis den blev udsat yderligere. Kommunen vurderede, at manglerne var af en sådan karakter, at de skulle udføres som et samlet arbejde. Disse vurderinger var en del af kommunens vejtekniske skøn, som Vejdirektoratet ikke kunne tage stilling til. Vejdirektoratet mente ikke, at der var grundlag for at antage, at kommunen havde varetaget usaglige hensyn ved vurderingerne. Der er som sådan ikke noget nyt i, at Vejdirektoratet ikke kan tage stilling til kommunens vejtekniske vurderinger. Derfor er det mere interessant, at Vejdirektoratet i forhold til kommunens tidligere henstilling om at udføre enkeltstående arbejder på vejen oplyste, at privatvejsloven ikke indeholder regler om, hvor lang tid der skal gå fra udførelsen af løbende vedligeholdelse (de enkeltstående arbejder), før kommu-nen kan kræve arbejder udført (det samlede arbejde). Hvis vejen ikke er i god og forsvarlig stand, har kommunen både ret og pligt til at kræve vejen vedlige-holdt, så den igen er i den stand, som efter kommunens vurdering er nødvendig for at være i god og forsvarlig stand. Vejdirektoratet bemærker også i afgørelsen, at hverken kommunen som vejmyndighed eller Vejdirektora-tet som klagemyndighed kan tage stilling, om grundejeren har lidt et økonomisk tab, fordi nogle af na-boerne ikke har opfyldt deres vedligeholdelsesforpligtelse. Mener grundejeren, at det er tilfældet, må erstatningsspørgsmålet derfor afgøres af domstolene. (Vejdirektoratets j.nr. 18/16095) Ikke hjørnereduktion ved fordelingsveje Vejdirektoratet har behandlet en klage over en kommunes afgørelse om istandsættelse af en privat fæl-lesvej. Den private fællesvej var en ”fordelingsvej” dvs. en vej, som andre grundejere (end ejerne af de tilgrænsende ejendomme) er nødt til at bruge for at komme til deres ejendomme. Når en fordelingsvej er beliggende i et sommerhusområde, gælder den særlige regel i privatvejslovens § 45 a. Efter denne regel skal udgifterne til et samlet arbejde på en fordelingsvej fordeles mellem de vej-berettigede efter deres brug af vejen. Det betyder, at de grundejere, der har ejendomme på sidevejene til fordelingsvejen, også skal indgå i fordelingen. Reglen gælder som nævnt kun i sommerhusområder. Når der er tale om et samlet arbejde på en forde-lingsvej i et sommerhusområde, angiver reglen en særlig måde at fordele udgifterne på. Én af grundejerne klagede til Vejdirektoratet og gjorde i den forbindelse gældende, at udgiftsfordelingen ikke tog højde for, at grundejeren kunne komme til sin ejendom via andre veje. Kommunen gav i sine bemærkninger til Vejdirektoratet udtryk for, at der ikke skal reduceres i bidraget, når der er tale om fordelingsveje, idet udgifterne efter § 45 a alene skal fordeles efter de vejberettigedes brug af vejen. Vejdirektoratet var enig med kommunen i, at reglen i § 51, stk. 4 om reduktion, når en ejendom grænser til flere private fællesveje, ikke kan bruges ved fordelingsveje, fordi § 45 a foreskriver en bestemt forde-lingsmåde – de vejberettigedes brug af vejen. Derimod bemærkede Vejdirektoratet, at kommunen ikke lovligt kan inddrage en benyttelsesfaktor, når der skal fordeles efter de vejberettigedes brug af vejen. I afgørelsen havde kommunen således oplyst, at der ved fordelingen af udgifterne var taget udgangs-punkt i den registrerede benyttelse af ejendommene. Dette fik Vejdirektoratet til at bemærke, at udgif-terne, når der træffes afgørelse efter § 45 a, stk. 1, skal fordeles i forhold til de vejberettigedes brug af vejen. Kommunen kunne derfor ikke lovligt inddrage en benyttelsesfaktor i afgørelsen. Kun når udgifter-ne fordeles efter den normale fordelingsregel for private fællesveje i byer – privatvejslovens § 51 – skal udgifterne fordeles på grundlag af ejendommenes benyttelsesmåde. Vejdirektoratet hjemviste derfor kommunens udgiftsfordeling til fornyet behandling med henblik på, at udgifterne blev fordelt mellem de vejberettigede i forhold til deres brug af vejen. Afgørelsen fra Vejdirektoratet viser meget klart, at den særlige fordelingsregel for fordelingsveje ikke kan kombineres med andre regler om fordeling. Der kan ved fordelingsveje ikke fordeles efter ejendomme-nes benyttelse, og ejendommenes bidrag skal ikke reduceres, fordi de grænser til andre veje. (Vejdirektoratets j.nr. 14/13040) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk.

Det ser ud til at beslutningen om at opklassificere en privat fællesvej til offentlig vej indebærer, at vejarealet skifter ejer – til kommunen – men er det faktisk sådan?

I denne måneds nyheder omtales tre afgørelser fra Vejdirektoratet. Den første afgørelse omhandler spørgsmålet om, hvorvidt en grundejer kan pålægges at beskære et hegn, som muligvis er et fælles-hegn. Den anden afgørelse handler om et ulovligt påbud om at fjerne skiltning med ”Privat område”, fordi skiltet var sat op ved siden af en privat fællesvej. Den sidste afgørelse drejer sig om, hvorvidt æn-drede matrikulære forhold skal lægges til grund, når kommunens fordeling er udgifterne til vedligeholdel-se af en privat fællesvej er hjemvist til ny behandling i kommunen. Påbud om beskæring af hegn, som muligvis er fælleshegn En grundejer klagede over kommunens påbud om beskæring af beplantning, som hang ud over en of-fentlig vej. Grundejeren mente, at den pågældende beplantning var et fælleshegn. Kommunen havde meddelt grundejeren et påbud om beskæring af beplantningen, fordi beplantningen rakte ind over skel til vejens areal. På grund af beplantningen var der ikke det nødvendige fritrumsprofil, og beplantningen var derfor til gene for færdslen. Kommunen var blevet opmærksom på forholdene efter flere henvendelser fra trafikanter. I forlængelse heraf varslede kommunen et påbud om at fjerne den udhængende beplantning, men grundejeren oplyste, at der var tale om et fælleshegn. Kommunen vurderede, at der ikke var tale om et fælleshegn, og meddelte et påbud om beskæring af beplantningen med en frist på 15 dage. Grundejeren klagede samme dag over påbuddet. Da kommunen efter udløbet af fristen konstaterede, at beplantningen ikke var beskåret, iværksatte kommunen arbejdet og sendte regningen til grundejeren. Grundejeren gjorde i klagen gældende, at det var kommunen, der skulle afholde udgifterne til beskæring af beplantningen, fordi der var tale om et fælleshegn. Grundejeren henviste i den forbindelse til vejlo-vens § 87, stk. 3. Efter denne bestemmelse skal vejmyndigheden afholde udgifterne til beskæring, hvis der enten er enighed om, at der er tale om et fælleshegn, eller hvis et hegnssyn slår fast, at der er tale om et fælleshegn. I påbuddet havde kommunen vurderet, at der var tale om et fælleshegn, fordi der var tale om spredt bevoksning, der ikke havde karakter af et hegn. Vejdirektoratet konstaterede i afgørelsen, at direktoratet ikke kan tage stilling til, om der er tale om et fælleshegn. Direktoratet konstaterede også, at selvom der var tale om et fælleshegn, følger det af vejlo-vens § 87, stk. 3, at vejmyndigheden kan påbyde grundejeren at beskære fælleshegnet. Konstateres det herefter, at der er tale om et fælleshegn, skal vejmyndigheden betale udgifterne til det påbudte ar-bejde. Kommunen kunne derfor lovligt pålægge grundejeren at beskære beplantningen, uanset om der var tale om et eget hegn eller et fælleshegn. Hvis grundejeren ville fastholde, at der var tale om et fælleshegn, måtte Vejdirektoratet henvise grund-ejeren til at søge uenigheden løst ved et hegnssyn efter hegnslovens bestemmelser og i sidste ende få spørgsmålet afgjort af domstolene. (Vejdirektoratets j.nr. 18/11449) Ulovligt krav om fjernelse af skilte uden for vejarealet En grundejerforening havde opsat skilte med teksten ”Privat område – Forbeholdt [grundejerforenin-gens] beboere – Gennemgang til x-mosen tilladt ad sti fra H-vej” ved grundejerforeningens private fæl-lesveje. Henvisningen til den pågældende sti var ledsaget af en pil, som ledte til en sti over grundejer-foreningens areal. Kommunen gav grundejerforeningen et påbud om at fjerne skiltene. Kommunen lagde i påbuddet vægt på, at skiltene var placeret på privat areal lige uden for de udlagte private fællesveje. Det var kommu-nens vurdering, at skiltene var placeret med det formål at regulere færdslen, og at de derfor krævede kommunens og politiets godkendelse. Der var tale om korte blinde veje, som havde status som private fællesveje, og hvor kommunen var vejmyndighed. De private fællesveje var en del af vejnettet i lokalområdet og var åbne for almen færdsel herunder fodgængere og cyklister. Det fremgik af afgørelsen, at den havde hjemmel i privatvejslovens § 57, hvorefter grundejerne ikke må lave færdselsregulering på en privat fællesvej uden godkendelse fra kommunen og politiet. Grundejerforeningen klagede til Vejdirektoratet og gjorde gældende, at kommunen var bundet af en tidligere tilladelse til opsætning af skilte placeret på privat grund. Denne tilladelse blev ifølge grundejer-foreningen givet i et samarbejde om løsning på grundejerforeningens status som privat område med tilladelse til gennemgang ad én sti (den sti, som pilene pegede på). Efter grundejerforeningens opfattelse var kommunens argumenter ikke valide, fordi skiltene alene havde informativ karakter, var placeret på grundejerforeningens private arealer og ikke hindrede ikke-beboere i at gå, cykle eller køre på de private fællesveje, da ikke-beboere ofte benytter vejene. Grundejerforeningen havde oplyst til kommunen, at formålet med skiltene var at informere offentlighe-den om områdets status som privat og muligheden for offentlig gennemgang af området ad den dertil udlagte sti mellem H-vej og mosen. Formålet var således ikke at regulere trafikken på grundejerforenin-gens tre private fællesveje, men alene at informere såvel gående som kørende trafik om, at kun beboer-ne og andre med lovligt ærinde til bebyggelsen har behov for at færdes på de private fællesveje. Kommunen oplyste til Vejdirektoratet, at både kommunen og politiet vurderede, at skiltningen var place-ret med henblik på at regulere færdslen. Vejdirektoratet bemærker i afgørelsen, at grundejerforeningen har opsat et skilt med teksten ”privat om-råde”. På den baggrund lægger direktoratet til grund, at grundejerforeningen har ønsket at regulere færdslen, selvom grundejerforeningen selv skriver, at den blot ønsker at informere om områdets status. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at teksten naturligt vil eller kan regulere, hvordan trafikanter færdes. I den forbindelse spørger Vejdirektoratet også, hvorfor der er grund til at informere om områdets status, hvis formålet ikke er at regulere færdslen. Det er herefter Vejdirektoratets opfattelse, at der er tale om færdselsregulering, hvis der er tale om en privat fællesvej, og skiltene kan derfor ikke anses for at være af informativ karakter. Kommunen havde imidlertid i påbuddet bemærket, at skiltene var placeret på privat areal lige uden for de udlagte private fællesveje. Da skiltene ikke var placeret på vejarealet, kunne kommunen ikke kræve dem fjernet med hjemmel i privatvejslovens § 57, da denne bestemmelse ikke regulerer forhold uden for vejarealet. Vejdirektoratets afgørelse viser, at det er vigtigt at være opmærksom på, at kommunen kun kan admini-strere det areal, der er udlagt som privat fællesvej, efter privatvejsloven. Skiltene var placeret umiddel-bart ved siden af vejarealet. Vejdirektoratet bemærker i afgørelsen, at skiltene muligvis kan påbydes nedtaget efter færdselslovens § 99 om vildledende afmærkning, men at beføjelsen hertil ligger hos politiet. Efter færdselslovens § 99 må færdselstavler, signalanlæg eller indretninger til regulering af eller til advar-sel eller vejledning for færdslen ikke anbringes ved offentlige veje uden for de tilfælde, der er angivet i færdselsloven. Vejdirektoratet giver i afgørelsen udtryk for, at der i færdselsloven som udgangspunkt ikke skelnes mellem kommuneveje og private fællesveje, og at en vej derfor er en vej, uanset om den er offentlig eller privat. Vejdirektoratets bemærkninger kan læses på den måde, at direktoratet mener, at færdselslovens § 99 også kan bruges i forbindelse med skiltning ved private fællesveje. Det må dog konstateres, at der netop i færdselslovens kapitel 15 er flere bestemmelser, der udtrykkeligt sondrer mellem offentlige veje og private fællesveje (f.eks. §§ 92 og 92a), ligesom disse bestemmelser sondrer mellem kommunens rolle som vejmyndighed for henholdsvis offentlige veje og private fællesveje. Det er derfor næppe sandsynligt, at færdselslovens § 99 kan anvendes på skiltning ved private fællesve-je. I den konkrete sag er det dog muligt, at skiltene kunne påbydes nedtaget efter færdselslovens § 99, men det skyldes i givet fald, at skiltene er placeret på en måde, så de også kan siges at være anbragt ved offentlig vej. (Vejdirektoratets j.nr. 18/11649) Genoptagelse af en sag skal baseres på de aktuelle forhold En grundejer klagede over kommunens nye fordeling af udgifterne til istandsættelse af en privat fæl-lesvej. Kommunen havde efter anmodning fra Vejdirektoratet genoptaget udgiftsfordelingen. Den nye sag endte med, at Vejdirektoratet hjemviste sagen til fornyet behandling i kommunen. Det skyldtes, at kommunen havde beregnet et reduceret bidrag for én af ejendommene, og at denne ejen-dom ifølge matrikelkortet ikke grænsede til anden vej. Kommunen kunne derfor ikke lovligt beregne et reduceret bidrag for denne ejendom. Kommunen var enig i, at der ikke skulle beregnes et reduceret bidrag, når man så på det aktuelle matri-kelkort. Ejendommen var imidlertid blevet ændret i forbindelse med udstykning af to parceller efter kom-munens oprindelige afgørelse. Inden udstykningen grænsede ejendommen til to veje. Vejdirektoratet slog fast, at kommunens fordeling af udgifterne var ulovlig, idet kommunen skal basere grundlaget for afgørelsen af en genoptaget sag på de aktuelle forhold herunder også de aktuelle matri-kulære forhold. (Vejdirektoratets j.nr. 14/13040) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk.

I denne måneds nyheder omtales tre afgørelser fra Vejdirektoratet. Den første afgørelse omhandler spørgsmålet om aktindsigt i en situation, hvor kommunen ikke længere har dokumenter om nedklassifice-ringen af en vej. Den anden afgørelse handler om gravetilladelser i private fællesveje og vejejerens rets-stilling i den forbindelse. Den sidste afgørelse drejer sig konkret om trafikspejle, men mere generelt om faktisk forvaltningsvirksomhed og politiets kompetence i forhold til arbejder på vejarealet. Endelig omta-les en kendelse fra Østre Landsret, der handler om, hvornår et brev er kommet frem. Der kan ikke kræves aktindsigt i manglende dokumenter Vejdirektoratet har behandlet en klage over, at en kommune havde givet en mangelfuld aktindsigt ved-rørende spørgsmålet om, hvornår en vej var blevet til privat fællesvej. Sagen var, at den pågældende vej udgjorde en del af et vejareal, der var udskilt i matriklen sammen med nogle offentlige vejarealer. Kommunen oplyste, at det skyldtes, at vejen var kommunevej på det tidspunkt, hvor den senest var registreret i matriklen (hvilket må betyde, at kommunen ikke har iagttaget sin forpligtelse efter vejloven til at foretage den matrikulære berigtigelse i forbindelse med nedklassifice-ringen). Vejen er ifølge kommunens vejfortegnelse en privat fællesvej, der er udskilt. Dette fremgår af kommu-nens indberetning til den Centrale Vej- og Stifortegnelse (CVF). Registreringen svarer til kommunens vejfortegnelse fra 10. januar 2006. Kommunen kunne ikke sige, hvornår vejen præcist skiftede status, men kommunen havde i 2005 og 2006 truffet forskellige afgørelser om vejen efter privatvejslovens regler. Afgørelsen fra 2006 havde væ-ret påklaget til Vejdirektoratet, hvor det uanfægtet blev lagt til grund, at vejen var en privat fællesvej. Kommunen beklagede, at den ikke længere var i stand til at dokumentere, hvornår vejen blev nedklassi-ficeret til privat fællesvej. Da kommunen ikke havde dokumenter om nedklassificeringen, kunne den ikke imødekomme anmodningen om aktindsigt. Vejdirektoratet forstod kommunen sådan, at den havde gjort, hvad der med rimelighed kunne kræves for at finde dokumentation herunder søgt i gamle beslutnings-protokoller. Vejdirektoratet konstaterede, at der ikke er bestemmelser i vejlovgivningen om, hvor længe kommunen skal opbevare dokumenter vedrørende bestemte sager, men at det må antages, at materialet skal op-bevares, hvis det har aktualitet i forhold til en konkret sag. Derudover konstaterede Vejdirektoratet, at direktoratet ikke kunne tage stilling til, om kommunen var forpligtet til at opbevare dokumenterne i henhold til arkivloven, da dette spørgsmål hørte under Kulturmi-nisteriet. Vejdirektoratet opretholdt herefter kommunens afgørelse vedrørende aktindsigtsspørgsmålet. For god ordens skyld oplyste Vejdirektoratet, at direktoratet ikke kunne pålægge kommunen at producere nye dokumenter med henblik på, at de kunne udleveres i forbindelse med en anmodning om aktindsigt. Der blev ikke i Vejdirektoratets afgørelse taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet om vejens status, men på baggrund af oplysningerne om vejens registrering på vejfortegnelsen fra 2006, kommunens afgørel-ser fra 2005 og 2006 og klagesagen vedrørende afgørelsen fra 2006 må det formodes, at vejen vil kun-ne administreres som privat fællesvej, selvom det altså ikke kan dokumenteres, hvornår vejen er blevet privat fællesvej. (Vejdirektoratets j.nr. 18/08486) Vejejers retsstilling ved gravetilladelser i private fællesveje En grundejerforening klagede til Vejdirektoratet over kommunens gravetilladelse på foreningens veje. Foreningen gjorde gældende, at den private ejendomsret krænkes, når der graves i foreningens veje uden aftale med foreningen, og at det efter grundlovens § 73 kun kan ske under visse betingelser. For-eningen mente desuden, at kommunen kunne stille som betingelse, at kablet kun kunne nedgraves efter aftale med vejejeren (foreningen). På den måde kunne vejejeren få indflydelse på, hvor kablet blev placeret. Derudover fremgår det af Vejdirektoratets afgørelse, at kommunen havde partshørt grundejerforeningen. Grundejerforeningen fremsendte bemærkninger, hvorefter kommunen traf afgørelse, som dog ikke blev sendt til foreningen. Kommunen svarede efterfølgende på foreningens indsigelser og meddelte i den forbindelse en klagevejledning. Kommunen erkendte, at den ikke havde efterlevet forvaltningslovens krav til begrundelse i forbindelse med den oprindelige afgørelse, men Vejdirektoratet konstaterede, at kommunen havde repareret denne fejl i den efterfølgende korrespondance med foreningen. De oprindelige begrundelsesmangler kunne derfor ikke føre til, at afgørelsen var ugyldig. I forhold til selve afgørelsen og gravetilladelsen konstaterede Vejdirektoratet, at en privat fællesvej er privat ejendom, og at vejejeren er part i sagen og skal partshøres, inden kommunen træffer en afgørel-se. Partshøringen skal sikre, at der er et tilstrækkeligt oplyst beslutningsgrundlag, inden der træffes afgø-relse. Reglen om partshøring indebærer derimod ikke, at en part har krav på at kunne stille betingelser til en offentligretlig tilladelse. Efter privatvejslovens § 68, stk. 4, kan vejejeren ikke modsætte sig, at en ledningsejer udfører de grave-arbejder, som kommunen har meddelt tilladelse til. Lovgiver (Folketinget) har således taget udtrykkelig stilling til spørgsmålet om ejendomsrettens ukrænkelighed, jf. grundlovens § 73. De lovpligtige vilkår, som kommunen skal stille efter § 68, stk. 2 (om erstatning for skader, retablering af vejarealet og underret-ning af kommunen om retableringen), sikrer, at hverken vejejeren eller vedligeholdelsespligtige lider tab gravearbejdet. Kommunen kan som myndighed fastsætte saglige vilkår i forbindelse med den skønsmæssige afgørelse om gravetilladelsen. Kommunen kan derfor også stille andre (saglige) vilkår end de vilkår, der er lovbe-stemt i § 68, stk. 2, men det betyder ikke, at kommunen skal stille sådanne krav. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at det ikke vil være sagligt at stille et generelt vilkår om indgåelse af en aftale med vejejer. Når kommunen ikke har kendskab til indholdet af en sådan aftale, kan kommunen ikke foretage den lovpligtige vejtekniske og færdselsmæssige vurdering, og det kan også i sidste ende forhindre kommunen i at varetage det offentliges interesser f.eks. i at sikre, at infrastruktur kan placeres i vejnettet. Endelig bemærker Vejdirektoratet, at kommunen som vejmyndighed skal føre tilsyn med, at de stillede vilkår overholdes. Det betyder blandt andet, at det er kommunens ansvar at føre tilsyn med retablerin-gen efter gravearbejdet. Sagen viser, at det er vigtigt at være opmærksom på, at vejejeren skal partshøres, før der meddeles en gravetilladelse, at vejejeren ikke har ret til at stille krav, at der efter privatvejsloven skal stilles bestemte vilkår, og at der kan stilles andre vilkår. (Vejdirektoratets j.nr. 18/11106) Trafikspejle – Faktisk forvaltning og politiets kompetence En kommune besluttede at fjerne to trafikspejle på en offentlig vej, hvilket fik to borgere til at klage til Vejdirektoratet. De to borgere oplyste, at spejlene havde hængt på vejen i mange år, og at de var nød-vendige for at få tilstrækkeligt udsyn. Vejdirektoratet konstaterede i afgørelsen, at kommunen ikke havde truffet en forvaltningsretlig afgørelse med beslutningen om at fjerne de to spejle. Da Vejdirektoratet kun kan tage stilling til en klage, hvis der er truffet en forvaltningsretlig afgørelse, afviste Vejdirektoratet klagen. I afgørelsen bemærker Vejdirektoratet, at kommunens beslutninger og handlinger med henblik på at vedligeholde og i øvrigt holde sine veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver, ofte er udtryk for faktisk forvaltningsvirksomhed og derfor falder uden for det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb. Det-te gælder også opsætning af trafikspejle. De to borgere kunne derfor ikke som daglige brugere klage over kommunens beslutning, som ikke berør-te dem anderledes og mere intensivt end andre trafikanter. Beslutningen om at fjerne – eller opsætte – trafikspejle træffes af kommunen med hjemmel i vejlovens § 8. Beslutningen kræver imidlertid samtidig politiets samtykke, idet det fremgår af færdselslovens § 100, at afgørelser om vejanlæg, der kan have væsentlig betydning for færdslens sikkerhed og afvikling træf-fes af vejmyndigheden med samtykke fra politiet. Bestemmelsen i færdselslovens § 100 indebærer, at kommunen skal have politiets samtykke til mange beslutninger om arbejder på vejene. I praksis ses denne bestemmelse at blive administreret meget for-skelligt i de forskellige politikredse. (Vejdirektoratets j.nr. 18/13040) Hvornår er et brev kommet frem? Tidligere var det normalt et forholdsvis simpelt spørgsmål at besvare, men på trods af alle teknologiske fremskridt – eller måske netop derfor – er det i dag mere kompliceret at slå fast, hvornår et brev må for-ventes at være nået frem. Dette spørgsmål var omdrejningspunktet for en kendelse fra Østre Landsret, som ikke havde noget med vejforhold at gøre, men som kan få betydning på vejområdet i de tilfælde, hvor det stadig er nødvendigt at sende et fysisk brev. Det kan f.eks. være i forbindelse med lovbestemte frister til at fremsende be-mærkninger, men kan også være i forhold til en klagefrist. Den konkrete sag, der blev afgjort af Østre Landsret, drejede sig om, hvornår et brev fra skifteretten sendt som almindeligt brev kunne anses for at være kommet frem til modtageren, og om kærefristen var overskredet. Landsretten inddrog i den forbindelse det servicekrav, der var stillet i tilladelsen til postbefordring, hvoref-ter et almindeligt brev skulle være omdelt senest fem hverdage efter indlevering. Kvalitetsmålinger fore-taget af et uafhængigt analyseinstitut viste, at det var tilfældet for ca. 95-96 pct. af brevene. Derudover inddrog landsretten Justitsministeriets vejledning om klagefrister og lagde på den baggrund til grund, at skifterettens brev var kommet frem senest seks omdelingsdage (lørdag og søndag er ikke om-delingsdage) efter afsendelsen, idet der ikke forelå oplysninger om, at der på det konkrete tidspunkt var almindeligt forekommende forsinkelser i postgangen. Hvis kommunen f.eks. behandler en sag om vedligeholdelse af en privat fællesvej, hvor der skal fastsæt-tes en frist på mindst 3 uger til at fremkomme med indsigelser, kan det betyde, at fristen reelt skal sættes til mere end 4 uger, hvis en af grundejerne skal have et fysisk brev. (Kendelsen er trykt i Ugeskrift for Retsvæsen som UfR 2019.1540 Ø) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk