Scanning af Dansk Vejtidsskrift maj 2006

Renæssancen - det danske vejnet

Tal fra USA viser, at 20-28% af bilister, der dømmes for spritkørsel, på et senere tidspunkt igen dømmes for spritkørsel. Bilister, der er dømt for spritkørsel mere end en gang, har større risiko for involvering i dødsulykker. Bilister, der gentagne gange dømmes for spritkørsel, er således et væ-sentligt trafiksikkerhedsproblem. I USA har der i de senere år været en stigning i interventionsprogrammer med tilknytning til dom-stolene. I Oregon har man lavet en undersøgelse af effekten af deltagelse i et sådant program. Del-tagelse i programmet var frivillig. Incitamentet var en reduktion i fængselsstraffen fra 60 til højst 3 dage. Programmet strakte sig over 3 år og omfattede en række sanktioner herunder elektronisk overvågning, alkoholbehandling, alkoholtest, test i løgnedetektor, opfølgende samtaler med fore-byggelseskonsulent samt fængselsstraf, hvis programmet ikke blev overholdt. Hvis alt blev over-holdt det første år, blev kontrollen mindsket i de to sidste år af programmets varighed. Forud for re-duceret kontrolintensivitet skulle de spritdømte dog gennem en løgnedetektortest, hvor de blev spurgt om alkohol, euforiserende stoffer og bilkørsel. Alle undersøgelsens deltagere var dømt for spritkørsel af mere eller mindre alvorlig karakter, og alle var dømt for spritkørsel mindst to gange. I undersøgelsen indgik 460 spritdømte, der deltog i interventionsprogrammet, og en kontrolgruppe på 497 spritdømte, som ikke deltog. Undersøgelsen viste, at forekomsten af alle former for færdselsovertrædelser i den 3-årige program-periode var signifikant lavere blandt deltagerne i interventionsprogrammet end i kontrolgruppen. Deltagelse i programmet førte til et fald i genanholdelse for spritkørsel på 48%, et fald i genanhol-delse for kørsel uden gyldigt kørekort på 54%, samt en reduktion på 39% for alle øvrige færdsels-overtrædelser. Køn, alder og antal overtrædelser var de bedste prædiktorer for tilbagefald. Således var tilbagefaldet størst blandt mænd, de unge samt dem med mange tidligere overtrædelser. Undersøgelsen giver ikke mulighed for at konkludere, hvilke elementer af interventionsprogrammet der bidrog mest til den positive effekt. Endvidere giver undersøgelsen ikke mulighed for at vurdere den mere langsigtede effekt. Titel: Impaired-driving recidivism among repeat offenders following an intensive court-based inter-vention Forfatter: S. C. Lapham, L. R. Kapitula, J. C’de Baca, G. P. McMillan Publikation: Accident Analysis and Prevention, 2006, Vol. 38, pp. 162-169 Referent: Mette Møller, Danmarks TransportForskning. Emneord: USA, trafiksikkerhed, spritkørsel

Forsøg med in-situ cementstabilisering har vist, at det med moderne udstyr er muligt at lave homogene belægninger. Optimering af fræser med hensyn til online justering af fugtindhold kan forbedre kvaliteten yderligere. In-situ cementstabilisering er kost-effektiv og åbner derfor for udstrakt brug på veje og pladser. Et halvstift bærelag kan mindske tykkelsen af en overliggende belægning og dermed reducere sporkøring i asfaltslidlag.

DS/EN 1338, 1339, 1340 og en vejledning. Hvad giver de nye standarder os på betonbelægningsområdet?

Artiklen omtaler 2 taksationskendelser, gengivet i KfE 1/2000 side 236 og 276 samt en utrykt, upåanket dom, afsagt af Østre landsret den 16. marts 2005 (22. afd. nr. B2645-99). Heri fastslås, at der alene er hjemmel til fradrag i ekspropriationserstatning for specielle fordele og ikke generelle fordele, som hidtil antaget af ekspropriationskommissionerne, samt at det påhviler de takserende myndigheder selvstædigt at vurdere og kritisk efterprøve, om der virkelig foreligger en sådan værdiforøgende fordel, der kan fratrækkes i erstatningen.

I brev af 7. februar 2006 har Roskilde Kommune anmodet om en udtalelse vedrørende ovennævnte emne. Kommunen har henvist til, at den i forbindelse med en matrikulær sammenlægningssag efter bekendtgørelse om udstykningskontrollen (Bekendtgørelse nr. 880 af 6. december 1999) skal udstede en erklæring om, at den matrikulære forandring ikke er i strid med vejlovgivningen. Kommunen er i tvivl om dens kompetence i forbindelse med en konkret sag, hvor tre ejendomme i forbindelse med en kommende byggesag skal sammenlægges matrikulært. I overensstemmelse med lokalplanen for området skal den sammenlagte ejendom have adgang til den offentlige vej B-vej over en privat fællesvej nord for ejendommen. I den forbindelse kræver vejmyndigheden, at eksisterende overkørsler mod B-vej nedlægges. Disse forhold er afklarede. Problemet er, at der fra en af ejendommene for relativt kort tid siden er etableret en kørende adgang fra ejendommens vestskel til naboejendommen og dermed adgang til en vest for sidstnævnte ejendom beliggende privat fællesvej, der er tilsluttet den offentlige vej E-vej. Denne adgang er etableret uden kommunens godkendelse/kendskab, og vil ikke umiddelbart kunne godkendes. Kommunen spørger herefter: • Hvis kommunen godkender den matrikulære sammenlægning med en eksisterende ikke lovlig overkørsel uden at påtale dette i forbindelse med denne sag, vil det da betyde, at kommunen godkender og dermed lovliggør det ulovlige forhold? • Kan kommunen som vejmyndighed på denne baggrund efter bekendtgørelsen om udstykningskontrollen nægte at godkende den matrikulære sag til det ulovlige forhold er berigtiget? • Eller skal sagen om den ulovlige overkørsel køres selvstændigt efter vejlovgivningen uden hensyn til den aktuelle matrikulære sag? Vejdirektoratet skal indledningsvis oplyse, at Vejdirektoratet alene kan påtage sig at besvare spørgsmål på grundlag af den lovgivning Vejdirektoratet administrerer, det vil her sige lov om offentlige veje. Vejdirektoratet kan således ikke udtale sig om andre regelsæt herunder reglerne om udstykningskontrol. Overkørsler og overgange til offentlig vej må ikke uden vejbestyrelsens tilladelse benyttes til adgang for andre ejendomme end dem, for hvilke de er anlagt og en bestående overkørsel eller overgang må ikke uden vejbestyrelsens tilladelse benyttes for ejendomme, der fremkommer eller ændres ved udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, jf. vejlovens (Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) § 71, stk. 1 og 3. Disse bestemmelser finder tilsvarende anvendelse vedrørende adgang til private fællesveje, jf. privatvejslovens (Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) § 48, stk. 1. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at nævnte bestemmelser giver vejbestyrelsen for de offentlige veje B-vej og E-vej og vejmyndigheden for den private fællesvej tilsluttet E-vej hjemmel til at kræve eksisterende såvel lovlige som ulovlige adgange nedlagt i forbindelse med den matrikulære sammenlægning af de omtalte ejendomme. Kommunen kan derfor i forbindelse med sin godkendelse af den matrikulære sag stille vilkår om, at også den ulovlige adgang skal nedlægges og efter § 112, stk. 2, i lov om offentlige veje og § 65 a i privatvejsloven kan kommunen lade vilkåret tinglyse på ejendommen på ejerens bekostning. Kommunen bør sikre sig, at ejeren tiltræder vilkåret. Ansøgerens tiltræden samt tinglysning af vilkår bør sikres før sammenlægningssagen er gennemført. Når vilkåret er tinglyst, må den matrikulære sag anses for at være i overensstemmelse med vejlovgivningen. Kommunens godkendelse af sammenlægningssagen kan næppe anses for en godkendelse af den ulovlige adgang, medmindre det udtrykkeligt fremgår af den matrikulære sag, at denne adgang agtes bibeholdt for den nye ejendom. Hvis kommunen godkender den matrikulære sag med kendskab til den ulovlige adgang og også efterfølgende undlader at tage skridt til at lovliggøre forholdene, kan der ikke ses bort fra, at adgangen på et tidspunkt ud fra passivitetsbetragtninger vil blive anset for at være godkendt at kommunen. Vejdirektoratet, den 13. marts 2006

I e-mail af 19. december 2005 har Tranekær Kommune anmodet Vejdirektoratet om at besvare et spørgsmål om en privat fællesvej på landet. Kommunen har oplyst, at der langs vejen ligger seks ejendomme, som pri¬mært anvendes som fritidshuse, og alle ejendomme har vejret. Vejen er smal, og der er hegn på begge sider af vejen. Træer og buske i disse hegn gør vejen svær at passere med andet end en almindelig personbil. For enden af vejen ligger en ejendom, hvis ejer er bange for, at brandvæse¬net ikke vil kunne slukke en brand på ejendommen, da det ikke vil kunne køre helt frem til ejendommen. Beredskabschefen på Langeland har meddelt, at beplantningen langs vejen vil gøre det vanskeligt for brandvæsenet at komme frem til ejendommen. Ejeren af den pågældende ejendom har anmodet om et vejsyn. Kommunen er i tvivl om, hvorvidt denne sag skal løses med et vejsyn, eller om det er en privat sag mellem ejerne langs vejen. Vejdirektoratet kan oplyse følgende: Kommunen skal afholde vejsyn, såfremt en vejberettiget gør gældende, at vejen ikke holdes i en stand, der er god og forsvarlig i forhold til færdslens art og omfang, og at eksisterende bestemmelser om vejens vedligeholdelse m.v. er utilstrækkelige til dette formål, jf. privatvejslovens (Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) § 15. Vejmyndigheden kan bestemme, i hvilket omfang mangler skal udbedres, herunder om vejen skal istandsættes, således at der sker en forbedring af denne, jf. privatvejslovens § 16, stk. 3, nr. 1 og 2. Efter disse bestemmelser kan kommunen bestemme, på hvilken måde en privat fællesvej på landet skal istandsættes eller vedligeholdes af hensyn til en forsvarlig trafikafvikling. Kommunen kan desuden skønne over, hvordan vejen skal indrettes – herunder hvilken frihøjde/bredde vejen skal have – af hensyn til færdslens art og omfang. Kommunen er ved fastsættelse af kørebanebredde og fribredde alene bundet af bredden af vejudlægget. Hvis den omtalte beplantning er vokset ud i eller over vejudlægget, vil kommunen således i forbindelse med et vejsyn kunne kræve beplantningen fjernet eller beskåret således, at der inden for det aner¬kendte vejudlæg opnås den fribredde, der efter kommunens skøn er nødven¬dig for, at redningsberedskabets køretøjer uden problemer kan komme frem til de enkelte ejendomme. Hvis der ved vejsynet opstår tvist om udlægsbreddens omfang og beliggenhed, er dette et privatretligt anliggende, som kommunen ikke kan tage stilling til. En sådan uenighed må derfor henvises til domstolenes afgørelse, inden kommunen træffer afgørelse vedrørende vejens vedligeholdelse, herunder om hvilken fribredde vejen skal have. I det beskrevne tilfælde skal kommunen afholde vejsyn for at få afklaret om betingelserne for, at kommunen kan løse problemerne, er til stede, og i givet fald træffe afgørelse om, hvad der skal gøres. Vejdirektoratet, den 20. januar 2006

I brev af 27. februar 2006 har Nørager Kommune anmodet Vejdirektoratet om en udtalelse vedrørende ovennævnte. Støvring, Skørping og Nørager Kommuner skal sammenlægges til Rebild Kommune. Ved udredningsarbejdet i den forbindelse har man blandt andet konstateret, at gadebelysningen på kommunale veje i Støvring drives og vedligeholdes af kommunen, medens gadebelysningen i Skørping og Nørager Kommuner drives og vedligeholdes af private gadelysforeninger. Kommunen spørger i den forbindelse, om det i henhold til vejlovgivningen er tilladt, at private gadelysforeninger driver og vedligeholder gadebelysning på kommunale veje. Efter Vejdirektoratets opfattelse må et vejbelysningsanlæg betragtes som en del af en offentlig vejs almindelige udstyr. Anlæg, drift og vedligeholdelse af vejbelysningsanlæg er således omfattet af vejlovgivningens almindelige regler om anlæg, drift og vedligeholdelse af veje. Vejbe¬styrelsen bestemmer selv, hvilke arbejder – herunder vejbelysningsanlæg – der skal udføres på dens veje, jf. vejlovens (Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) § 10, stk. 2. Udgifterne til anlæg, drift og vedligeholdelse afholdes af vejbestyrelsen selv, medmindre andet er bestemt. Vejloven indeholder ikke bestemmelser, hvorefter vejbestyrelsen kan pålægge en privat gadelysforening udgifter til drift og vedligeholdelse af vejbelysningsanlæg. Loven er dog ikke til hinder for, at vejbestyrelsen indgår aftale med f.eks. en grundejerforening, et forsyningsselskab eller en privat gadelysforening om anlæg, drift og vedligeholdelse af vejbelysningsanlæg. Vejbestyrelsen bør dog ved indgåelse af sådanne aftaler sikre sig, at dens beføjelser til at bestemme, hvilke veje der skal belyses, og hvor længe belysningen skal være tændt, består uforandret efter aftalens indgåelse, således at der ved aftalen ikke overdrages myndighedskompetence til aftalens anden part. Vejdirektoratet, den 20. marts 2006.