1. januar var en skelsættende dato for den danske vejsektor. Efter mange år med 3 vejbestyrelser er der nu 2. Amterne er væk og hjørnestene i vejsektoren er nu kommunerne og Vejdirektoratet. Kommunalreformen har betydet nye arbejdspladser for næsten alle, der var ansat i vejsektoren i amter og kommuner. Ligesom der har været mange overvejelser i Vejdirektoratet og i kommunerne om den fremtidige organisering, så har vi også i Dansk Vejtidsskrift haft mange overvejelser gennem det seneste år. For bladets ejer gennem de seneste 25 år, Amtsvejingeniørforeningen, bliver jo også nedlagt. Mange modeller har været overvejet, men det er nu besluttet, at det bliver en fond med en bestyrelse med 2 personer fra henholdsvis Vejdirektoratet, kommunerne og vejsektorens leverandører og rådgivere. Denne nye bestyrelse skal vælges på en stiftende generalforsamling i slutningen af maj, og den afgående bestyrelse for Amtsvejingeniørforeningen er interimbestyrelse frem til generalforsamlingen. Vi har ved konstruktionen lagt meget vægt på, at bladet fortsat skal være centralt placeret i vejsektoren. For Dansk Vejtidsskrift kan ikke stå alene. Det er og bliver et nicheblad for den danske vej- og trafiksektor, hvor der er afgørende at hele sektoren er med. Vi kan ikke levere et så stort og flot blad, hvis ikke alle i vejsektoren bakker op om bladet. Det være som forfatter, abonnent eller annoncør. Bladets redaktionelle linie vil ikke umiddelbart blive ændret, men det er klart, at bladet skal videreudvikles sammen med den nye bestyrelse. De organisatoriske omlægninger betyder også en større ændring af bladets abonnenter. De 300 amtskommunale abonnementer er der ikke mere. Jeg håber og tror på, at disse abonnementer vil blive overtaget af de nye medarbejdere i Vejdirektoratet og kommunerne. For at sikre, at de mange nye medarbejdere i kommunerne får Dansk Vejtidsskrift her fra starten af året, har vi besluttet at levere 15 blade gratis til alle kommuner i januar og februar. Hermed får kommunerne tid til at få abonnementerne på plads. Også tillykke til vores søsterblad, der i anledning af den nye struktur har ændret navn fra Stads- og havneingeniøren til Teknik og Miljø. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde, hvor vi tilsammen kan dække den kommunale vejsektor. Den danske vejsektor er ikke ret stor set i forhold til vore nabolande. Det er derfor tvingende nødvendigt, at vi står sammen, hvis vi skal skabe synergi. Det er vi blevet bedre til gennem de senere år. Et eksempel herpå er Vejforum, der for sjette gang blev gennemført med meget stor succes i begyndelsen af december. Jeg er sikker på, at alle i den nye vejsektor igen skal mødes om et års tid. Dansk Vejtidsskrift blev stiftet i 1924 og har gennem årene afspejlet den danske vejsektor. Den har haft forskellige ejere undervejs, men bladet har altid haft et højt fagligt niveau. Det har været et blad, hvor teknikere har skrevet for teknikere, og det skal det skal det vedblive at være. Jeg er sikker på, at bladet fortsat vil være et aktiv for den danske vejsektor, og at det vil være et samlende element i årene fremover. Rigtig godt nytår til jer alle.

Du har i brev af 2. april 2006 bedt Vejdirektoratet om at oplyse nærmere om anvendelsen af privatvejslovens (Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) § 58, stk. 1, om andre brugeres forpligtelse til at bidrage til istandsættelse og vedligeholdelse af en privat fællesvej. Du oplyser, at N-Vej er en privat fællesvej (stamvej) med en række sideveje, hvor der ligger ca. 100 ejendomme. En del af disse sideveje har kun adgang til offentlig vej via N-Vej, mens andre sideveje kan komme til offentlig vej på anden vis. Vejlauget for N-Vej, der omfatter 30 ejendomme, har siden 1995 forestået al reparation af denne vej. På grund af øget færdsel, herunder færdsel hele året og færdsel med tunge køretøjer, trænger vejen dog nu til en gennemgribende istandsættelse. Vi kan oplyse følgende: Vi går i vores svar gå ud fra, at N-Vej er en privat fællesvej, der er omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit III om private fællesveje i byer og bymæssige områder. Vedligeholdelse og istandsættelse af disse veje er nærmere reguleret i privatvejslovens kap. 10, §§ 57-62. Bestemmelserne i kap. 10 fastlægger først og fremmest, hvem der har pligt til at vedligeholde en privat fællesvej, og kommunens ret til at kræve vejen vedligeholdt eller istandsat og bestemme, hvem der skal udføre arbejdet eller at fastlægge en udgiftsfordeling for arbejdet. Således har ejeren af en ejendom, der grænser til en privat fællesvej, pligt til at sørge for, at vejen er i god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang, jf. privatvejlovens § 57, stk. 1. Hvis en borger påstår, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand, eller kommunen selv bliver opmærksom på vejens tilstand, afgør kommunen, om vejen er i god og forsvarlig stand. Hvis den ikke er det, afgør kommunen, hvordan den skal istandsættes eller vedligeholdes, herunder af hensyn til den almindelige færdsel på vejen. Kommunen bestemmer, om arbejdet skal udføres som et samlet arbejde under kommunens kontrol, eller om de enkelte grundejere hver skal udføre en nærmere angiven del af arbejdet ud for deres ejendomme, jf. privatvejslovens § 57, stk. 2. Kommunen kan kun undtagelsesvist pålægge andre grundejere end de ejere, der grænser til vejen, at bidrage til vejens vedligeholdelse og istandsættelse. Disse undtagelser er: • Kommunen kan bestemme, at flere veje, der udgør en færdselsmæssig enhed, skal behandles som én vej også i bidragsmæssig henseende, jf. privatvejslovens § 57, stk. 4. Dette forudsætter dog, at der konkret udføres arbejder på alle de inddragne veje, og at disse arbejder udføres som et samlet arbejde under kommunens kontrol. • Hvis andre end ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen, i henhold til tinglyste servitutter har pligt til at vedligeholde en privat fællesvej, kan kommunen forlange, at disse personer udfører eller afholder udgifterne til et påbudt arbejde, i stedet for at anvende reglerne i §§ 57 og 58, stk. 1, jf. privatvejslovens § 60. • Hvis andre brugere af en privat fællesvej end ejerne af de tilgrænsende ejendomme bruger vejen på en sådan måde, at det efter kommunens skøn medfører et særligt slid på vejen, kan kommunen bestemme, at de skal deltage i udgifterne ved vedligeholdelsen eller istandsættelsen, jf. privatvejslovens § 58, stk. 1. Det er endvidere et krav, at hver enkelt af de grundejere, der inddrages efter denne bestemmelse, udøver et særligt slid. Kommunen kan selv være forpligtet til at bidrage til vejens vedligeholdelse eller istandsættelse, jf. privatvejslovens § 58, stk. 2, hvis følgende betingelser er opfyldt: 1. Kommunen (men ikke politiet) skal have afslået en ansøgning om indførelse af forbud mod gennemgående færdsel, jf. lovens § 44, stk. 3. 2. Den gennemgående trafik skal efter kommunens opfattelse have medført ’et særligt slid’ på vejen. 3. Der skal efter kommunens opfattelse foreligge et konkret og aktuelt behov for et istandsættelses- eller vedligeholdelsesarbejde på vejen. 4. Dette konkrete istandsættelsesarbejde skal udføres som et samlet arbejde under kommunens kontrol, jf. privatvejslovens § 57, stk. 2, og 3. Ved ’særlig slid’ forstås som udgangspunkt slid fra trafik af en anden karakter, end den som de, der har pligt til at vedligeholde vejen efter lovens § 57, stk. 1, selv udøver, f.eks. tung erhvervstrafik på villa- eller sommerhusveje. Der foreligger således ikke særlig slid i lovens forstand, blot fordi en stor kreds af brugere benytter vejen på samme måde, som ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen. Bestemmelserne om at inddrage andre brugere af vejen, og om kommunens deltagelse i udgifterne, jf. lovens § 58, finder ikke anvendelse på den vedligeholdelse eller istandsættelse, som grundejerne eller deres vejlaug løbende udfører for at opfylde pligten i lovens § 57, stk. 1. Kommunen kan heller ikke efterfølgende inddrage sådanne arbejder i en kendelse. Hvis den enkelte grundejer eller dennes vejlaug mener, at andre brugere har påført dem et tab i forbindelse med den løbende vedligeholdelse af vejen, vil en eventuel uenighed om kravet skulle afgøres af domstolene. Hverken kommunen eller Vejdirektoratet kan efter privatvejslovens bestemmelser tage stilling til dette spørgsmål. Til slut vil vi henvise til vores informationstekst om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige områder: http://www.vejsektoren.dk/wimpdoc.asp?page=document&objno=98808 ….. Vejdirektoratet, den 3. maj 2006 j.nr. A01-D0303-207

I e-mail af 31. maj 2006 har du som rådgiver for Haslev Kommune fremsendt en forespørgsel om ovennævnte. Du har oplyst, at den eksisterende adgangsvej S i forbindelse med byggemodning/udstykning af et boligområde i Haslev Kommune skal forlænges med ca. 250 m. Haslev Kommune har besluttet, at ejerne af de ejendomme, som bliver betjent af dette vejanlæg, skal pålignes vejbidrag i henhold til vejbidragsloven (Lov om grundejerbidrag til offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 713 af 11. september 1997). Området er omfattet af en lokalplan. I lokalplanen er det oplyst, at område VI forbliver i landzone. Lokalplanen beskriver, at området senere skal have udarbejdet en lokalplan i forbindelse med byggemodning og udstykning. Området er udlagt til boligområde. Du har fremsendt et bilag fra lokalplanen, hvoraf fremgår, at område VI vil få vejadgang fra S via område IV og II. Der kan ikke opkræves vejbidrag fra område VI nu, da området ligger i landzone. På den baggrund stiller du følgende spørgsmål: • Kan der opkræves vejbidrag fra område VI på det tidspunkt, hvor området vil blive byggemodnet? Området vil sandsynligvis blive byggemodnet inden for 5 år. • Hvilke tiltag skal der i bekræftende fald gøres på nuværende tidspunkt, for at det kan lade sig gøre? Skal der gøres noget nu for at bevare retten til opkrævning af vejbidrag? Vejdirektoratet kan oplyse følgende: Kommunen kan som udgangspunkt kun pålægge ejerne af de ejendomme, der grænser til den kommende vejstrækning, vejbidrag til vejens anlæg, jf. vejbidragslovens § 3, stk. 1. Det betyder, at kun ejerne af de ejendomme i område II – VI, der grænser til den kommende forlængelse af den offentlige vej S, som udgangspunkt kan pålægges vejbidrag til anlægget. Kommunen kan dog beslutte, at samtlige veje i lokalplanen skal anlægges under ét, hvis vejene udgør en færdselsmæssig enhed, jf. vejbidragslovens § 10. Dette kan ud fra det fremsendte kortbilag være tilfældet. Dette er muligt, selvom ikke alle vejene skal anlægges som offentlige veje, fordi der også i privatvejslovens (Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 670 af 19. august 1999) §§ 39, 57, stk. 4, og 62 er hjemmel til at kræve flere veje, som udgør en færdselsmæssig enhed, anlagt med bidrag fra ejerne af de ejendomme, der grænser til vejene. Hvis enkelte veje skal anlægges som private fællesveje, er det dog en forudsætning, at vejene enten er udlagt som private fællesveje efter privatvejslovens § 14 eller §§ 23 og 24 eller endeligt udlagt som private fællesveje i lokalplanen, jf. lovens § 43. De udlagte veje skal også være optaget på kommunens fortegnelse over private fællesveje, jf. privatvejslovens § 39. Vi kan ikke ud fra det oplyste vurdere, om vejene i lokalplanområdet er udlagt til private fællesveje eller er endeligt udlagt i lokalplanen. Særlig for så vidt angår område VI er det tvivlsomt, jf. oplysningen om, at der senere skal udarbejdes lokalplan for dette område. For så vidt angår område VI skal vi for god ordens skyld bemærke, at kommunen kun kan kræve vejene i dette område anlagt som private fællesveje, hvis den forinden har besluttet, at vejene i området skal være omfattet af bestemmelserne i privatvejslovens afsnit I, III og IV. Det kan besluttes med hjemmel i privatvejslovens § 13, stk. 2. Beslutningen skal offentliggøres i stedlige blade, før den er gyldig, jf. privatvejslovens § 13, stk. 5. Når kommunen har truffet en sådan beslutning, vil den også kunne pålægge ejerne af de ejendomme, der grænser til vejene, bidrag til vejene, hvis de anlægges som offentlige veje, jf. vejbidragslovens § 2. I det omfang kommunen efter ovenstående kan pålægge ejerne af ejendommene i område VI vejbidrag til vejenes anlæg, kan den opkræve vejbidraget i forbindelse med vejenes anlæg. I det omfang vejene anlægges som offentlige veje, vil ejerne dog have krav på udsættelse i de tilfælde, der er nævnt i vejbidragslovens § 16. Vejdirektoratet har ikke hermed udtalt sig om forhold, der er omfattet af planloven (Lov om planlægning, jf. lovbekendtgørelse nr. 883 af 18. august 2004). …… Vejdirektoratet, den 21. juni 2006 (j.nr. A01-D0302-10)

Et moderne fritliggende signalanlæg er et kompliceret system bestående af mange komponenter, funktioner og kontroller. Denne kompleksitet er et tveægget sværd, der kan vise sig at blive meget farlig, hvis der ikke længere tages vare om den.

Trafikken stiger – også i Nuuk i Grønland – hvor trafikken gennem de seneste år er nået et niveau, der øger behovet for mere fokus på trafiksikkerhed. De særlige klimatiske forhold, typografien, hensynet til rydning af meget store snemængder samt den trafikale tradition medfører, at mange af de værktøjer, vi normalt anvender i Danmark, ikke umiddelbart kan overføres til Grønlandske forhold.

Hvert nummer af Dansk Vejtidsskrift indeholder normalt to forskellige temaer. Dette nummer udgør imidlertid en undtagelse, idet der i form af temaet ”Trafiksikkerhed” kun er ét tema. Baggrunden for dette er, at mange har ønsket at bidrage med en artikel om temaet. Dette vidner om stor aktivitet og engagement i den danske trafiksikkerhedssektor, hvilket både er glædeligt og en særdeles væsentlig forudsætning for, at den gode udvikling med færre dræbte og alvorligt tilskadekomne kan fortsætte. Stor aktivitet og engagement gør det dog ikke alene. Således er det afgørende, at arbejdet er fokuseret og målrettet, så der opnås mest trafiksikkerhed for pengene. Det er især essentielt, idet der desværre ofte er afsat relativt begrænsede økonomiske ressourcer til arbejdet. En forudsætning for at kunne gennemføre et målrettet og effektivt trafiksikkerhedsarbejde er, at arbejdet baseres på et dækkende datagrundlag. Dette er beklageligvis ikke tilfældet. I den officielle uheldsstatistik, som trafiksikkerhedsarbejdet typisk baseres på, er der således kun en lav og skæv dækningsgrad på under en femtedel af samtlige tilskadekomne i trafikken. I takt med at antallet af uheld og tilskadekomne generelt er faldet i de sidste 35 år, får den lave og skæve dækningsgrad større og større betydning for trafiksikkerhedsarbejdets gennemførlighed og effektivitet. Vi er således efterhånden nået til et punkt, hvor statistikken indeholder information om så få uheld, at flere dele af trafiksikkerhedsarbejdet er vanskeligt at gennemføre i praksis på fornuftig vis. Et illustrativt eksempel er sortpletarbejdet. Dette arbejde har i mange år været en god og effektiv del af vejbestyrelsernes stedbundne trafiksikkerhedsarbejde, men inden for de seneste 5-10 år er arbejdet blevet udsat for større og større kritik blandt fagfolk. Kritikken retter sig både mod udpegningen og den efterfølgende analysefase. Således er udpegningen nu baseret på så få uheld, at enkelte tilfældige uheld, som ikke har noget med vejen at gøre, kan medføre, at en lokalitet fejlagtigt bliver udpeget som sort. Samtidig forbigås andre sande sorte pletter, idet uheldene på disse ikke er blevet registreret af politiet. Endelig er det grundet de få uheld vanskeligt at identificere uheldsmønstre på de udpegede lokaliteter og således få klarlagt, om der er noget galt på lokaliteten og i givet fald, hvad der er galt. Hvis sortpletarbejdet og andre dele af trafiksikkerhedsarbejdet også i fremtiden skal få succes i form af fortsat fald i antal og alvorlighed af uheld, er det derfor på tide at få suppleret den officielle uheldsstatistik med informationer fra andre datakilder. Her vil det i første omgang være oplagt at supplere med skadestueregistrerede uheld. Sådanne supplerende registreringer af trafikuheld på skadestuerne er allerede blevet foretaget i mange år på Fyn og i de sidste 2-7 år er fem andre amter også påbegyndt den supplerende registrering. I forbindelse med kommunalreformen og oprettelsen af sygehusregioner i stedet for amter er det derfor af vital betydning, at dette arbejde fortsætter i de nye regioner, som det eksempelvis ses i region Midtjylland. Samtidig er det vigtigt, at erfaringerne med de allerede eksisterende og meget forskellige systemer opsamles med henblik på at udvikle et fælles og landsdækkende system.

Scanning af Dansk Vejtidsskrift januar 2007

Der er meget store forskelle mellem kommuner i Politiets dækningsgrad af personskader i vejtrafikulykker. Forskellene skyldes primært, at ulykkernes alvorlighed reelt er forskellig. I Nord- og Vestjylland er der få personskader, men desværre er de ofte meget alvorlige. I tre bælter udgående fra København til Randers, Esbjerg og Gedser sker der rigtig mange lette personskader, men meget få dræbte.

Vejdirektoratet deltager i det internationale samarbejde om trafiksikkerhed. Denne artikel handler om den del af arbejdet, der udføres i regi af den såkaldte PIARC organisation – Verdens vejforening.