Vejdirektoratet gennemførte i efteråret 2017 en screening for nedsat og dårlig fremkommelighed på strækninger, lokaliteter og kryds på statsvejnettet. Formålet er at få et opdateret og generelt kendskab til fremkommeligheden på statsvejnettet. Siden den første screening blev gennemført i 2001, er metoden til screening og monitoreringssystemet FremkomGIS videreudviklet og forbedret, vurderingskriterierne er revideret, og nyere teknologier som fx GPS og lign. gør det i dag lettere og hurtigere at indhente aktuel viden om fremkommeligheden på Statsvejnettet.

Vejdirektoratet har udarbejdet en vejledning til udtræk af data for trafikulykker i vejman.dk. Målgruppen for vejledningen er bred: Den henvender sig til dig, som ikke har så stor erfaring på området, til dig som fx gerne vil opdateres på funktionerne i kort- og uheldsmodulet samt til dig, som ønsker at lave avancerede udtræk af ulykkesdata.

Midt i hjembyen for en af verdens største bilfabrikanter BMW er blikket rettet mod delebiler, smart mobility samt bedre kapacitet og øget robusthed for S-banen.

Nyt fra Vejreglerne Af Anna Laurentzius Vejdirektoratet. Medlem af Trafik & Veje’s fagpanel. alau@vd.dk Opdateret håndbog om afmærkningsmateriel Håndbogen ”Afmærkningsmateriel” er blevet revideret. Den har været i offentlig høring og er nu endelig publiceret. Den reviderede håndbog beskriver projekteringen af jordtavler, standere og master, portaltavler samt portaler inklusive dimensioneringsdiagrammer for de mest almindeligt forekomne jordtavler monteret på rørstander af stål. Håndbogen erstatter de tidligere vejregler om projektering af afmærkningsmateriel ekskl. tavleportaler og vejreglerne for projektering af tavleportaler. Den er udvidet med et afsnit omkring projekteringen af stopportaler for at imødekomme det behov, der er opstået efter alvorlige uheld med påkørsel af stilladser, hvor den tilladte højde af køretøjet var overskredet, og føreren af køretøjet ikke respekterede de opsatte advarsler for ”højt læs”. Udbudsforskrifterne i tilknytning til håndbogen er ligeledes blevet opdateret. Du finder håndbogen og udbudsforskrifterne på http://vejregler.lovportaler.dk/ Ny håndbog og udbudsforskrift for Armerede Jord Konstruktioner Armerede Jord Konstruktioner er en relativ ny konstruktionstype i Danmark, og nu er der udarbejdet udbudsforskrift for at give et fælles grundlag for Byggeherre, Rådgivere, Entreprenører samt Leverandører. Udbudsforskriften omhandler projektering af, udførelse af og tilsyn med armerede jordkonstruktioner. Den første udgave af håndbogen, og tilhørende udbudsforskrifter, er begrænset til at omfatte armerede jordkonstruktioner for lodrette støttevægge, hvor der anvendes betonelementer kombineret med armeringsbånd af stål med ribber eller syntetiske armeringsbånd. Håndbogen er udarbejdet med henblik på at opstille projekteringsgrundlag for dimensionering af armerede jordkonstruktioner i Danmark. Håndbogen indeholder krav til materialer, dimensionering, udformning samt konstruktive detaljer, således at konstruktionen har den fornødne kvalitet med hensyn til styrke, funktion, robusthed og holdbarhed i hele dens forudsatte levetid. Tilsynshåndbogen og tilhørende kontrol skemaer er udarbejdet for at sikre, de armerede jordkonstruktioner udføres korrekt. Derudover er der udarbejdet AAB, SAB-P, TAG-P og TBL-P for armerede jordkonstruktioner. Da der ikke tidligere har været et fælles projekteringsgrundlag og udbudsforskrifter for udførelse af armerede jordkonstruktioner i Danmark, vil udgivelsen af disse dokumenter være til stor gavn for alle i branchen. Du finder håndbogen og udbudsforskrifterne på http://vejregler.lovportaler.dk/ Håndbogen ”Autoværn” er blevet opdateret og udvidet med et kapitel om Rækværk Den opdaterede håndbog indeholder nu anbefalinger for rækværker langs arealer med almindelig offentlig adgang, såvel som rækværker langs arealer med begrænset adgang kun for vedligeholdelsespersonel. Der er ligeledes indarbejdet vejledninger og anbefalinger for opsætning af brorækværker, såvel som alene-stående rækværker. Herunder er der indarbejdet krav fra DS/CEN/TR 16949 dateret 2016 samt suppleret med relevante krav fra tidligere DS/EN 1317-6. Håndbogen indeholder kriterier for opsætning, valg af funktionskrav og vejledning i valg af autoværn og tilhørende udstyr, samt rækværker. Derudover gives anbefalinger for retablering, udskiftning og fjernelse af autoværn og rækværker. Udbudsforskrifterne i tilknytning til håndbogen er ligeledes blevet opdateret. Du finder håndbogen og udbudsforskrifterne på http://vejregler.lovportaler.dk/

Fremtidens mobilitet kræver et stærkt transporterhverv Af Michael Møller Nielsen, adm. direktør Danske Busvognmænd (fra 1. januar 2019 - Dansk PersonTransport) Denne udgave af Trafik & Veje sætter fokus på, hvem der skal sikre fremtidens mobilitet. Region Hovedstaden peger på helhedstænkning og Movia i en central rolle på Sjælland i en ny forretningsplan, DSB er klar til at påtage sig en stor rolle godt hjulpet af ny infrastruktur og togmateriel, og fjernbustrafikken kan under de rette forudsætninger også fortsætte den store positive udvikling, vi har set de seneste år. Og oven i dette bliver MaaS nævnt af flere som jokeren, der kan få flere passagerer over i den kollektive trafik, delebiler, samkørsel og andre mobilitetsformer på ”grænsen” til kollektiv trafik. Hvem har så ret? Alle, selvfølgelig. Opgaven for den kollektive trafik i fremtiden består i at udviske grænserne mellem transportformerne. Her vil jeg dog supplere med endnu en vigtig forudsætning for, at vi når i mål med ambitionerne – et stærk transporterhverv. Langt størstedelen af busserne i den kollektive trafik drives af private operatører på baggrund af udbud fra trafikselskaberne. Konkurrenceudsættelsen af driften af offentlig servicetrafik er en model, der har vist sit værd gennem årtier, men også en model, der skal justeres og i fremtiden kræver meget af operatørerne: Omstilling til nye, grønnere energiformer, digitalisering og stadig større krav om, at kunderne får en ren, komfortabel, sikker og serviceminded rejseoplevelse om bord på bussen. Taxierhvervet vil udvikle sig inden for rammerne af en ny lovgivning, der trådte i kraft ved årsskiftet, men opgaven med at være den sidste livline for mange rejsende i nogle dele af landet og den vigtigste leverandør til trafikselskabernes fleksible og individuelle transporttilbud til borgerne forbliver den samme og er fundamental for fremtidens mobilitet. Fjernbusselskaberne kan se tilbage på år med betragtelig passagervækst, men også fremad mod nye udfordringer, hvor det også bliver nødvendigt for sektoren at påtage sig et socialt og samfundsmæssigt ansvar i forhold til f.eks. betjening af udkantsområder og en tilvejebringelse af en rejseform, der er økonomisk tilgængelig for også studerende, pensionister og børn. Med disse opgaver for øje er der brug for et stærkt persontransporterhverv, der kan gå i dialog med myndigheder, trafikselskaber og andre samarbejdspartnere om rammerne for og samarbejdet om fremtidens mobilitet – på tværs af transportformer! Derfor er jeg også glad for, at vi fra 1. januar 2019 kan samle hele det danske persontransporterhverv på vej i foreningen Dansk PersonTransport, der samler bus, taxi, offentlige servicetrafik, sygetransport og bestillingskontorer.

Hjørring Kommune og Hjørring Vandselskab har igennem de seneste to år arbejdet tæt sammen med beboerne på fire villaveje i Bjergby. Det gode samarbejde har resulteret i, at der i juni måned 2018 blev holdt indvielse på ”Fremtidens villavej”, en vej der er designet sammen med beboerne langs vejen.

Samkørsel er efterhånden ikke et ukendt begreb. De fleste af os har prøvet at køre sammen i bil med en nabo, en kollega og måske endda med en komplet fremmed via eksempelvis GoMore. I takt med deleøkonomiens indtog på diverse markeder, en mindre lyst til at eje og øget lyst til at dele og leje, spås samkørsel stor succes. Men hvad skal der til for, at private bilejere åbner deres biler for fremmede og for andre at hoppe ind i en andens bil? Hvorfor er samkørsel som en mobilitetsform i det hele taget så interessant?

I denne måneds nyheder omtales to nye domme fra Vestre Landsret og en enkelt afgørelse fra Vejdirek-toratet. Den ene af dommene handler om vejmyndighedens ansvar for niveauforskelle i belægningen i en gågade, mens den anden dom pointerer vejmyndighedens kompetence til at træffe afgørelser om vedligeholdelse af private fællesveje. Afgørelsen fra Vejdirektoratet handler om de hensyn, som vejmyn-digheden skal og kan lægge vægt på ved vurderingen af, om grundejerne ved private fællesveje skal have lov til at etablere færdselsregulering. Vejmyndighedens ansvar for niveauforskelle i gågade En klar og solrig lørdag eftermiddag i september var en kvinde på vej i biografen, da hun faldt i byens gågade på grund af en niveauforskel mellem to fliser. Ved faldet pådrog kvinden sig et brud på en håndrodsknogle i højre hånd, og hun udviklede herefter nervesmerter. Efterfølgende blev hun på grund af sygefravær afskediget fra sit job som sekretær på et sygehus. Der blev rejst et erstatningskrav mod kommunen, og retten skulle derfor tage stilling til, om kommunen var erstatningsansvarlig på grund af niveauforskellen, herunder om kommunen havde ført et tilstrække-ligt tilsyn, og om niveauforskellen var under en bagatelgrænse for, hvad fodgængere må tåle i forhold til vejbelægningens beskaffenhed. Kvindens advokat gjorde under retssagen gældende, at netop belægningen i en gågade bør være uden opspring, så fodgængerne ikke behøver at have særlig fokus på belægningen, og at trafikkens art og størrelse i en gågade må medføre et skærpet krav til tilsynet med vedligeholdelsen. Han mente også, at kommunen havde sat skøn under regel ved at fastlægge en generel grænse på 3 cm, og at kommu-nen som følge heraf ikke havde foretaget en konkret vurdering. Kommunen havde efterfølgende oprettet flisebelægningen, og det var derfor ikke muligt at foretage en besigtigelse. Det fremgik af fotos, som kvinden og hendes søn havde taget, at niveauforskellen var ble-vet målt til ca. 2,8 cm. Kommunen bestred ikke, at faldet var sket det pågældende sted. Kommunen havde en arbejdsbeskri-velse, der indebar, at der mindst 1 gang om måneden skulle føres tilsyn med alle veje, og at der løben-de skal føres tilsyn med fortove og registreres opspring på over 3 cm, så fliser kan omlægges hurtigt. Kommunens driftschef havde desuden forklaret, at der blev ført tilsyn med belægningen i gågaden hver 14. dag, og at man konkret ikke havde vurderet, at opspringet havde en karakter, der krævede omlæg-ning. Byretten fandt herefter ikke grundlag for at fastslå, at kommunen ikke havde tilrettelagt eller gennemført et fornødent og forsvarligt tilsyn, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte kommunens vurdering af, at der skulle en niveauforskel på over 3 cm til, før det var nødvendigt at foretage en omlægning. Retten lagde på baggrund af kvindens fotos til grund, at opspringet var under 3 cm på det sted, hvor kvinden snublede og faldt. På den baggrund var det ikke godtgjort, at opspringet havde en højde eller karakter, som gik ud over, hvad en fodgænger måtte være forberedt på i en gade af den pågældende art. For landsretten blev der gennemført syn og skøn. Det fremgik af skønsmandens besvarelse af de stille-de spørgsmål, at flisernes overflade kunne give anledning til en øget risiko for faldulykker, hvorfor den ansvarlige bør udvise øget opmærksomhed på vedligeholdelsen. Desuden mente skønsmanden, at der burde være skærpede krav til opretning af niveauspring i en gågade, hvor det i modsætning til gang på almindelige fortove må forventes at fodgængernes syn er rettet mod butiksrudernes udstilling. Skønsmanden afgav desuden forklaring i retten og gav her udtryk for den opfattelse, at forholdet skulle have været udbedret, fordi fodgængere i gågader er mere fokuserede på andre ting. Han mente derfor, at der ikke skulle så store niveauforskelle til, før der burde udbedres i gågader. I landsrettens dom blev det lagt til grund, at de kriterier for udbedring af niveauforskelle, som kommunen anvendte, svarede til den sædvanlige praksis i andre kommuner, og at der ikke var grundlag for at anta-ge, at kommunens ansatte ikke havde den fornødne viden og erfaring. Landsretten var herefter enig med byretten i, at det ikke var godtgjort, at opspringet havde en højde eller karakter, som gik ud over, hvad en fodgænger måtte være forberedt på i en gågade. Både byretten og landsretten afviste således tilsyneladende, at der skulle gælde et skærpet ansvar for belægninger i gågader, som påpeget af kvindens advokat og skønsmanden. Dette er interessant i sammenligning med en tidligere dom fra Vestre Landsret (UfR 2005.49 V), hvor en kommune blev pålagt ansvar for en lunke i kørebanens asfaltbelægning. Denne lunke var ganske vist på det dybeste sted 4,5 cm, men havde til gengæld ikke skarpe kanter. Retten fandt dengang, at lun-ken var dybere, end den skadelidte fodgænger måtte forvente, selvom det var tydeligt, at der kunne være niveauforskelle. Retten lagde vægt på, at kommunen måtte være bekendt med, at der var mange fodgængere på strækningen, og at kommunen måtte være klar over, at lunken kunne udvikle sig. (Vestre Landsrets dom af 15. januar 2018 – UfR 2018.1612 V) Vejmyndigheden skal tage stilling til vedligeholdelse En grundejer (A) ved en privat fællesvej mente, at en anden grundejer (B) ikke havde udført den vedli-geholdelse, som kommunen havde pålagt B at udføre i en vejsynskendelse fra 2014. Det fremgik af vejsynskendelsen, at B skulle betale 10,78 pct. af udgifterne til den istandsættelse, der blev udført i forlængelse af kendelsen. Derudover traf kommunen afgørelse om den fremtidige vedligeholdelse af vejen og bestemte, at B skulle vedligeholde et nærmere angivet stykke vej med en længde på 54 meter. A’s advokat rettede i 2015 flere gange henvendelse til kommunen, fordi B efter A’s opfattelse ikke hav-de udført den krævede vedligeholdelse. Kommunen mente, at vejen var vedligeholdt i overensstemmel-se med kendelsen, når der blev sikret en grusbelægning på 3 meters bredde, fordi kommunen ikke var bekendt med køretøjer, der i givet fald ikke kunne passere. Der var efter kommunens opfattelse ikke grund til at kræve vejen vedligeholdt ind i en skråning ved B´s have, fordi der var forbundet en relativ stor omkostning med en udvidelse. A gjorde under retssagen gældende, at sagen ikke vedrørte en tvist mellem ham og kommunen, men en tvist mellem sagens parter. Kommunen havde ved et uformelt syn og skøn tilkendegivet, at vejen ikke havde de dimensioner, som var angivet i vejsynskendelsen. Kommunen havde imidlertid samtidig hen-vist til, at tvisten var en ren naboretlig tvist, som skulle løses uden inddragelse af kommunen. Det må bero på en uvildig sagkyndig vurdering, om vejen er i overensstemmelse med vejsynskendelsen. B gjorde modsat gældende, at der efter privatvejsloven ikke er mulighed for at klage over skønsmæssige spørgsmål. Som konsekvens heraf har kommunen fået mulighed for at udføre arbejder, som en grund-ejer er blevet pålagt, hvis grundejeren ikke udfører arbejderne. Vurderingen af, om arbejderne er udført, er en skønsmæssig afgørelse, som ikke kan indbringes for domstolene. B’s advokat gjorde sammenfattende gældende, at B ikke var rette sagsøgte, fordi der var tale om en tvist mellem A og kommunen, og at tvisten vedrørte en skønsmæssig afgørelse, som ikke kan indbringes for domstolene. Byretten, hvis dom blev stadfæstet af landsretten, slog fast, at kompetencen til at afgøre, om B havde udført de nødvendige arbejder, og om der var grundlag for at pålægge ham yderligere arbejder, var hos kommunen. Kommunen havde skønnet, at B havde udført de pålagte arbejder, og at der ikke var grundlag for at pålægge ham yderligere arbejder. Dette kunne B ikke få prøvet ved at anlægge sag mod A. Det skal afslutningsvis tilføjes, at A formentlig ikke vil være udelukket fra at få prøvet kommunens skøns-mæssige afgørelse af, om arbejderne er udført, herunder om vejen er i god og forsvarlig stand, af dom-stolene. Dette kan ikke ske ved en sag mod B, men må kunne ske ved at anlægge sag mod kommunen til prøvelse af kommunens skønsmæssige afgørelse. Da den skønsmæssige afgørelse ikke kan påklages til Vejdirektoratet, må den kunne indbringes direkte for domstolene. (Vestre Landsrets dom af 8. februar 2018 – UfR 2018.1890 V) Offentligretlige hensyn ved grundejeres ønske om færdselsregulering En kommune havde meddelt afslag på en grundejerforenings ansøgning om trafiksanering af vejene i grundejerforeningen. Vejene var beliggende i et sommerhusområde, og grundejerforeningen havde for at få nedbragt hastigheden i området fået udarbejdet et trafiksaneringsprojekt. Projektet indebar, at der skulle skiltes med 30 km/t ved indfaldsvejene til sommerhusområdet, og at der skulle etableres ni vej-bump i området. Kommunen meddelte afslag på grundejernes ansøgning om trafiksanering blandt andet med henvisning til, at der ikke var lavet forudgående undersøgelse herunder trafiktællinger, og at der ikke var gennem-ført høring af ejerne af ejendommene ud for foranstaltningerne. Grundejerne klagede herefter over kommunens afslag og gjorde i den forbindelse gældende, at der ikke kan stilles krav om trafiktælling på private fællesveje, at forholdene taler for sig selv med 3 m brede sommerhusveje med begrænsede oversigtsforhold og højre vigepligt, at der køres for stærkt på indfalds-vejene med en tilladt hastighed på 50 km/t, og at projektet var godkendt ved flertalsbeslutning på gene-ralforsamlingen. Af Vejdirektoratets afgørelse i sagen fremgår, at kommunen skal foretage en vurdering af, hvilke alme-ne, offentligretlige hensyn herunder færdselsmæssige og vejtekniske forhold, der taler imod at give en tilladelse. På baggrund af kommunens udtalelse og bemærkninger i sagen, mente Vejdirektoratet ikke, at kommunen havde vurderet, om der var færdselsmæssige eller vejtekniske forhold, der talte imod, men at kommunen i stedet havde taget udgangspunkt i, om færdselsmæssige og vejtekniske forhold talte for f.eks. ved at kræve trafiktælling. Vejdirektoratet konstaterede i forlængelse heraf, at privatvejslovens § 57, stk. 1, ikke kræver, at en an-søger skal kunne dokumentere, at der er et færdselsmæssigt problem. Hvis kommunen mener, at der skal gennemføres en trafiktælling for at belyse, om der er færdselsmæssige og vejtekniske forhold, der taler imod løsningen, kan kommunen udsætte sagsbehandlingen for på denne måde at få sagen belyst. Det vil dog i givet fald som udgangspunkt være kommunen, der skal afholde udgifterne til tællingen. Hvad skal kommunen være opmærksom på? Det er således vigtigt for kommunen at være opmærksom på, at den som vejmyndighed ikke kan afvise en ansøgning om færdselsregulering med henvisning til, at det problem, som grundejerne ønsker at af-hjælpe ikke er stort nok, eller at almene, offentligretlige hensyn i øvrigt ikke taler for. Dette kan kun bety-de, at kommunen ikke selv skal afhjælpe problemet. Hvis grundejerne mener, at der er et problem, som de gerne vil afhjælpe, kan kommunen som vejmyndighed som udgangspunkt kun afvise, hvis almene, offentligretlige hensyn taler imod. Kommunen kan heller ikke kræve, at grundejerne er enige, eller at grundejerne forud for en ansøgning skal have hørt alle grundejere. Hvis der er uenighed om projektet blandt grundejerne, er dette ikke et offentligretligt hensyn, som kommunen kan varetage. Om de grundejere, der ønsker projektet i forhold til de øvrige grundejere, har ret til at gennemføre det, er et privatretligt spørgsmål mellem grundejerne, som kommunen ikke kan tage stilling til. Kommunen kan – og skal efter omstændighederne – foretage en partshøring, før kommunen træffer afgørelse. Det er Vejdirektoratets opfattelse, at en vejberettiget ikke er part i kommunens sag, så længe den vejberettigedes mulighed for at udnytte sin vejret, herunder benytte vejen som adgang til sin ejen-dom, ikke berøres af foranstaltningerne. En vejberettiget vil derimod kunne være part, hvis foranstaltningerne indebærer indskrænkninger i ved-kommendes lovlige adgang til sin ejendom, hvis vedkommende har særlige rettigheder over vejarealet, som ikke er forenelige med foranstaltningerne, eller hvis foranstaltningerne i øvrigt kan få indgribende og personlige konsekvenser for vedkommende. Vejdirektoratet bemærker i den sammenhæng, at der ikke er tale om almene, offentligretlige hensyn, der taler imod projektet, hvis den vejberettigede alene har generelle indsigelser imod projektet. Heller ikke mere specifikke indsigelser, som f.eks. at den vejberettigede ikke ønsker et vejbump ud for sin ejendom, udgør et alment, offentligretligt hensyn, der taler imod et trafiksaneringsprojekt. (Vejdirektoratets j.nr. 17/18504) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk