Kører man en halv snes kilometer mod vest ad landevejen fra Stubbekøbing retning Nørre Alslev, dukker der en ny og egentlig praktisk anbragt skiltepark op. Venstre halvdel er skrevet med blå seværdighedsfarve, den anden fortæller, at man også kommer til Tårup og Gundslevmagle, hvis man drejer til venstre ned ad Blichersvej, og fortsætter man lidt længere endnu bliver det Torkilstrup, en perle af koncentreret Danmarkshistorie.

Vejdirektoratet har igennem foråret og sommeren 2018 gennemført udbud af Vintertjeneste 2018-2022. Udbuddet må betegnes som en succes, og der er indgået kontrakter på samtlige 147 delaftaler, og nu venter et spændende samarbejde med leverandørerne i de kommende fire år.

Report in closing Session at ITS World Congress, Copenhagen – September 2018.

Med adaptiv signalstyring opsamles løbende trafikdata via spoler, der bearbejdes, og herudfra beregnes automatisk nye signalplaner, som implementeres i styreapparater ved kryds, der indgår i den adaptive signalstyring. Det giver en mere glidende trafikafvikling, og den samlede ventetid reduceres med op til 20%. Adaptiv signalstyring erstatter typisk tidsstyrede grønne bølger i samordnede signalanlæg. Khattak et al. (2018) har udført en før-efter uheldsevaluering af adaptiv signalstyring ved brug af Empirical Bayes metoden. 41 signalregulerede kryds i Pennsylvania, USA, fik etableret adaptiv signalstyring, hvoraf 9 kryds fik et system kaldet SURTRAC, og 32 kryds fik systemet InSync. Der indgik 620 uheld i evalueringen, heraf 280 personskadeuheld. Evalueringen viste, at der indtraf et statistisk signifikant fald på 36% i personskadeuheld, og det har ledt til et signifikant fald i alle uheld på 13%. Effekterne af de to systemer, SURTRAC og InSync var nogenlunde ens, og effekterne var også ens i hhv. 3- og 4-benede kryds. Adaptiv signalstyring er et forholdsvist nyt tiltag. Der findes kun to tidligere studier af tiltagets effekter på trafiksikkerheden. Ma et al. (2016) fandt, at installering af InSync systemet i 47 kryds resulterede i et fald i personskadeuheld på 8% og et fald i alle uheld på 17%. Dutta et al. (2010) fandt, at installering af SCATS systemet i 9 kryds gav en stigning i personskadeuheld på 20% og en stigning i alle uheld på 7%. Titel: Estimating safety effects of adaptive signal control technology using the Empirical Bayes method Forfattere: Zulqarnain H. Khattak, Mark J. Magalotti og Michael D. Fontaine Kilde: Journal of Safety Research, vol. 64, side 121-128, 2018 Nøgleord: Trafiksikkerhed, adaptiv signalstyring Referent: Søren Underlien Jensen

The City of Copenhagen has been successful in creating a physical infrastructure that makes cycling the most efficient mode of transport for commuting in the city. The City of Copenhagen is developing and implementing ITS solutions that promote cycling and thereby the quality of life of citizens in general. By adding a digital layer on the existing cycling infrastructure, we continue to increase cyclists' mobility and road safety, as well as improve the city’s daily traffic management.

SIRWEC - et internationalt mødested hvor meteorologer og vejfolk udveksler erfaringer. Denne artikel beskriver ideen bag SIRWEC samt nogle af de nyeste forskningsområder.

I denne måneds nyheder omtales i alt fire afgørelser fra Vejdirektoratet. I én af afgørelserne nåede Vejdirektoratet frem til, at en fotograf ikke var klageberettiget i forhold til en tilladelse til at inddrage to parkeringspladser til vareudstilling. Den anden af afgørelserne handler om kommunens manglende mulighed for at administrere et areal som privat fællesvej. De sidste to afgørelser handler begge om udskiftning af vejbelysning og betalingen af udgifterne hertil. Parkeringspladser og partsstatus En kommune gav en butiksejer lov til at benytte en del af en (smal) parkeringsbane foran butikken til vareudstilling. Lige over for det parkeringsareal (svarende til to pladser), som ved afgørelsen blev inddraget til vareudstilling, lå der en fotograf, der også solgte tryksager og gasflasker. Fotografen klagede til Vejdirektoratet over, at kommunen havde givet butikken tilladelse til at inddrage parkeringsarealet. I klagen blev det blandt andet gjort gældende, at fotografen skulle have været partshørt inden afgørelsen, fordi fotografen bortset fra butikken var den, der var nærmest parkeringsarealet. Muligheden for at benytte parkeringsarealet havde stor betydning for fotografens forretning, da i gennemsnit én kunde om dagen var enten ældre eller handicappet. Derudover var der brug for parkeringsmulighederne ved afhentning af tryksager og gasflasker. Vejdirektoratet afviste klagen fra fotografen, fordi fotografen efter Vejdirektoratets opfattelse ikke var klageberettiget. Fotografens interesse i sagen var således ikke tilstrækkelig væsentlig og individuel. I forhold til afgørelser efter vejlovens § 80, stk. 1, konstaterer Vejdirektoratet, at det som udgangspunkt kun er den, der har søgt om en tilladelse, der er klageberettiget, men i sjældne tilfælde kan de umiddelbare naboer til den plads, som ansøgeren har fået tilladelse til at råde over, være klageberettigede. I det konkrete tilfælde vurderer Vejdirektoratet, at det forhold, at fotografens kunder hidtil har haft mulighed for at parkere på den modsatte side af vejen, ikke betyder, at fotografen er så intensivt berørt, at fotografen bliver klageberettiget. Fotografen havde således ikke før tilladelsen til butikkens vareudstilling en særlig beskyttet ret til, at kunderne kunne parkere på de to parkeringspladser. Dertil kommer, at parkeringspladserne kunne være optaget af køretøjer, som ikke havde ærinde til fotografen. Vejdirektoratet bemærker, at man som handelsdrivende i centrum af en by med pres på tilgængeligheden af parkeringspladser, ikke kan forvente eller have krav på, at ens kunder kan parkere på offentlig vej lige ved sin butik. Det bliver ikke anderledes på grund af sammensætningen af fotografens kundegruppe eller de tunge varer, som fotografen også handler med. Endelig konstaterer Vejdirektoratet, at der ses at være rigeligt med parkeringsmuligheder inden for en kort distance fra fotografen. Det forhold, at fotografen efter Vejdirektoratets opfattelse ikke er klageberettiget, er navnlig interessant i lyset af den afgørelse, som Rigspolitiet tidligere har truffet, og som blev omtalt i Trafik og Veje i november 2013. I den sag anså Rigspolitiet en fiskehandler som part i forhold til nedlæggelsen af nogle parkeringspladser over for fiskehandlerens butik. Vejdirektoratet synes dermed at lægge en noget anden linje end Rigspolitiet. (Vejdirektoratets j.nr. 18/00077) Hvornår kan et areal administreres som privat fællesvej En kommune meddelte en grundejer, at den som vejmyndighed kun kan træffe afgørelse om forhold, der er reguleret i privatvejsloven. Da kommunen ikke mente, at den havde grundlag for at administrere et areal som privat fællesvej, når ejeren ikke anerkendte dette, kunne kommunen ikke tage stilling til lovligheden af anbragt materiel på arealet. Der var tale om en del af en ejendom, hvor der ikke var registreret et vejudlæg. Arealet var heller ikke optaget som privat fællesvej på kommunens vejfortegnelse, og kommunen havde ikke tidligere truffet afgørelse efter privatvejsloven om arealet. En grundejer klagede til Vejdirektoratet og oplyste, at grundejeren tidligere havde haft adgang til sin nu nedlagte garage ved at køre over arealet. Grundejeren havde imidlertid en anden direkte vejadgang, og arealet var derfor ikke den eneste adgangsvej til grundejerens ejendom. Grundejeren mente ikke, at man bare kunne ignorere, at hans hus havde haft garage og indkørsel over arealet siden 1956. Vejdirektoratet konstaterede imidlertid, at det er et privatretligt spørgsmål mellem grundejeren og naboen, om grundejeren har en vejret over naboens ejendom. Der var derfor efter Vejdirektoratets opfattelse ikke grundlag for at administrere arealet som privat fællesvej, når naboen ikke anerkendte, at arealet var privat fællesvej, når kommunen ikke tidligere havde truffet afgørelse efter privatvejsloven vedrørende arealet, og når arealet ikke var den eneste adgangsvej til grundejerens ejendom. Vejdirektoratets j.nr. 18/02254) Belysning på private fællesveje Vejdirektoratet har behandlet to sager vedrørende udskiftning af vejbelysning på private fællesveje. Begge sager involverede spørgsmålet om kommunens afholdelse af udgifter til udskiftning og driften af vejbelysningen. I den ene sag klagede en grundejer blandt andet over en kommunes afslag på at afholde udgifterne til anlæg og forbedring af vejbelysningen på en privat fællesvej. Vejdirektoratet konstaterer i afgørelsen, at kommunen med hjemmel i privatvejslovens § 59, stk. 6, kan vælge at afholde udgifter til anlæg, forbedring og drift af vejbelysningen, hvis almene, offentlige hensyn taler for. Bestemmelsen i § 59, stk. 6, indebærer alene en mulighed for, at kommunen kan afholde udgifterne. Kommunen er således ikke forpligtet til at afholde udgifter, som det er tilfældet med bestemmelsen i § 59, stk. 5. Efter denne bestemmelse skal kommunen afholde anlægsudgifterne og en dertil svarende andel af driftsudgifterne, hvis kommunen kræver forbedringer i vejbelysningen af hensyn til den almene færdsel på vejen. Med begrebet ”almen færdsel” menes trafik, der ikke har vejret til vejen eller ærinde til ejendommene langs den pågældende vej. Kommunen havde krævet vejen belyst af trafiksikkerhedsmæssige årsager, fordi fodgængerne var henvist til kørebanen på grund af manglende fortove langs vejen. Desuden ønskede kommunen af tryghedsmæssige årsager vejbelysning på vejen, der uden belysning ville blive meget mørk. Dette var ikke hensyn til den almene færdsel på vejen, og kommunen var derfor ikke forpligtet til at bidrage til belysningen. I den anden sag havde en anden kommune besluttet, at grundejerne alene skulle betale for udskiftningen af armaturer og lyskilder, mens kommunen ville stå for den løbende drift og vedligeholdelse af vejbelysningen. Kommunen havde truffet denne beslutning ud fra økonomiske hensyn, idet der var betydelige administrative omkostninger for kommunen forbundet med at fordele og opkræve driftsudgifterne løbende. I afgørelsen konstaterer Vejdirektoratet, at kommunen efter § 59, stk. 6, kan afholde udgifter til vejbelysning, hvis almene offentlige hensyn taler derfor. Kommunen kan fortsat afholde udgifterne, når kravet om vejbelysning skyldes andre saglige hensyn, som kommunen kan varetage, f.eks. arkitektoniske, tryghedsmæssige eller kriminalpræventive hensyn. Også hensynet til en forsvarlig økonomisk forvaltning kan begrunde, at kommunen afholder udgifter til vejbelysning. Vejdirektoratet konstaterer herefter, at det må bero på en fortolkning af kommunalfuldmagtsreglerne, om kommunen har hjemmel til alene at opkræve etableringsudgifterne til renoveringen af vejbelysningen, og dette kan Vejdirektoratet ikke tage stilling til. (Vejdirektoratets j.nr. 17/05976 og 17/06183) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk.