I denne måneds nyheder omtales tre afgørelser fra Vejdirektoratet. I den første afgørelse slår Vejdirekto-ratet fast, at der ikke er hjemmel i vejloven til at retablere et rabatareal på en grundejers regning. I den anden afgørelse er der taget stilling til, hvilke hensyn kommunen kan inddrage i vurderingen af, om en grundejer skal have tilladelse til at etablere adgang til en privat fællesvej. Den sidste afgørelse handler om et påbud om at fjerne nogle lyskasser, hvor der ikke kunne dokumenteres en tilladelse til at etablere lyskasserne. Retablering af ødelagt rabat på offentlig vej En kommune gav (uden klagevejledning) en grundejer påbud om at fjerne forskellige genstande fra det offentlige vejareal ud for grundejerens ejendom. Der var tale om indregistrerede trailere, haveaffald, en mandskabsvogn og murbrokker. Kommunen henviste i påbuddet til vejlovens §§ 80 og 81 for så vidt angår fjernelsen af genstandene og til § 73 for så vidt angår forandringer i vejarealet ved placering af murbrokker i rabatten. Da grundejeren ikke efterkom påbuddet, meddelte kommunen, at den ville fjerne genstandene for grundejerens regning. Kommunen mente, at rabatten skulle ryddes og retableres for grundejerens reg-ning. Grundejeren klagede herefter over afgørelsen, idet han ikke kunne godkende den tilsendte faktura. Vejdirektoratet konstaterede, at konsekvensen af den manglende klagevejledning alene var, at grund-ejeren ikke klagede for sent, og at Vejdirektoratet derfor kunne behandle klagen, selvom afgørelsen var næsten et halvt år gammel. Det fremgår af Vejdirektoratets vurdering i sagen, at kommunen lovligt kan træffe afgørelse om, at gen-stande, der er placeret på vejarealet uden tilladelse, skal fjernes for ejerens regning, jf. vejlovens § 81, stk. 2. Efter Vejdirektoratets vurdering var fjernelsen af murbrokkerne også omfattet af §§ 80 og 81, men den fejlagtige henvisning til § 73 var uden betydning, da der også var henvist til §§ 80 og 81 i afgørelsen. Derimod konstaterede Vejdirektoratet, at der ikke kunne træffes afgørelse om fjernelse af indregistrerede trailere efter §§ 80 og 81, da indregistrerede køretøjer ikke er omfattet af reglerne om råden over vejare-alet, men af parkeringsreglerne. Da grundejeren selv havde flyttet trailerne, havde Vejdirektoratet dog ikke yderligere bemærkninger til dette forhold. I afgørelsen konstaterer Vejdirektoratet, at vejlovens § 73 indebærer, at der skal søges tilladelse, inden der foretages forandringer, herunder opgravning m.v. på en offentlig vejs areal. Kravet om tilladelse gælder, uanset om vejarealet graves op, eller om der ændres i vejens befæstelse, hvilket vil sige fysiske ændringer i vejarealets udseende, f.eks. udlægning af asfalt eller grus. Bestemmelsen i § 73 giver derimod ikke vejmyndigheden hjemmel til at retablere efter et ulovligt udført arbejde for grundejers regning. Det er derfor Vejdirektoratets opfattelse, at kommunen muligvis har et erstatningskrav for en ødelagt rabat, men kommunen har ikke hjemmel til at retablere rabatten for grundejerens regning. Hvis kommu-nen mener, at den har et erstatningskrav for retablering af rabatten, kan kommunen rette kravet mod grundejeren ved domstolene, men den har ikke hjemmel i vejloven til at retablere rabatten for grundeje-rens regning. Kommunen kan derfor flytte genstandene for grundejerens regning med hjemmel i vejloven, hvorefter regningen er beskyttet efter vejlovens regler om pant og fortrinsret. Kommunen kan også som ejer af vejarealet retablere rabatten, men hvis kommunen vil have erstattet dens udgifter til retableringen, kan det ikke ske med hjemmel i vejloven, men kun ved at rejse kravet ved domstolene. (Vejdirektoratets j.nr. 18/08863) Afslag på lovliggørelse af adgang til privat fællesvej En grundejer fik afslag på at få lovliggjort en ulovlig adgang til en privat fællesvej. Samtidig afslog kom-munen at tildele grundejeren vejret til den private fællesvej og at meddele tilladelse til en ny adgang til den private fællesvej og til en offentlig vej. Grundejeren havde indgået en aftale med en af vejejerne om vejret til den sidste (blinde) del af den private fællesvej, mens vejejerne på den første del af vejen ikke ville give grundejeren vejret til denne del af vejen. Grundejeren havde uden at få tilladelse etableret adgang til den sidste del af vejen. En tilladelse til at etablere en adgang til en privat fællesvej i byzone er en såkaldt offentligretlig tilladelse. Som det fremgår af privatvejslovens § 56, stk. 1, betyder det, at kommunens tilladelse alene er udtryk for, at almene offentligretlige hensyn ikke er til hinder for tilladelsen. En tilladelse indebærer derimod ikke, at grundejeren får nogle rettigheder i forhold til vejejeren og de vejberettigede, som grundejeren ikke har i forvejen. Når en grundejer søger om tilladelse til at etablere en adgang, skal kommunen derfor vurdere, om alme-ne offentligretlige hensyn taler imod at meddele tilladelse. Der vil her først og fremmest være tale om trafikale og vejtekniske hensyn. Hvis sådanne hensyn taler imod, kan kommunen meddele afslag. Er der ikke offentligretlige hensyn, der taler imod, kan kommunen foretage en afvejning af ansøgerens interes-se i at få tilladelsen over for vejejerens interesser. Grundejeren havde som nævnt ved aftale fået vejret til den sidste del af vejen, men havde ikke vejret til den første del af vejen. Grundejeren havde derfor også bedt kommunen om at få tildelt vejret til den første del af vejen, men kommunen afslog dette, fordi der allerede var adgang til en offentlig vej fra grundejerens ejendom. Formålet med at tildele vejret ville derfor være at sikre ejendommen yderligere en adgang. Der var ikke umiddelbart almene offentligretlige hensyn, der talte imod at meddele den nødvendige tilla-delse med henblik på at lovliggøre adgang, og kommunen skulle derfor som udgangspunkt meddele tilladelsen. Kommunen vurderede imidlertid, at grundejeren ikke havde den nødvendige interesse i en tilladelse, da han på grund af den manglende vejret til den første del af vejen ikke kunne få adgang til offentlig vej. Hvis adgangen blev lovliggjort, ville grundejeren kun kunne udnytte adgangen til at køre ud på den sid-ste (blinde) del af vejen, som grundejeren havde vejret til, og derefter køre tilbage til ejendommen. En lovliggørelse ville indebære en risiko for, at grundejeren også brugte den første del af vejen, som grundejeren ikke havde vejret til. Kommunen vurderede på den baggrund, at hensynet til at imødegå denne risiko vejede tungere end grundejerens interesse i at få lovliggjort en adgang, hvorfra han ikke lovligt kunne komme til offentlig vej. Vejdirektoratet mente, at kommunens afvejning af disse hensyn var saglig, og Vejdirektoratet opretholdt på den baggrund kommunens afslag på lovliggørelse af adgangen. (Vejdirektoratets j.nr. 18/04998) Sædvanlige vilkår for en tilladelse Vejdirektoratet har behandlet en klage over et påbud til en ejerforening om at fjerne nogle lyskasser, der ikke længere var i brug og nu var fyldt op. Ejerforeningen mente ikke, at kommunen kunne påbyde den at fjerne lyskasserne, men at det måtte være kommunen selv, der som ejer af vejarealet måtte fjerne lyskasserne. Ejerforeningen gjorde gæl-dende, at den ikke havde begået overtrædelsen, og at forholdene havde eksisteret i mere end 20-30 år. Kommunen mente, at der var tale om en bygningsdel, som ved etableringen havde fået tilladelse til pla-ceringen i vejarealet. Lyskasserne var formentlig blevet etableret i forbindelse med byggeriet af ejen-dommen med tilhørende kælder. Afgørelsen var begrundet med, at kommunen ikke ønskede unødven-dige bygningsdele efterladt i vejarealet, idet de kunne fordyre en eventuel senere ombygning af vejen. Det interessante er, at der tilsyneladende ikke kan dokumenteres en tilladelse til at etablere lyskasserne, men at Vejdirektoratet ikke desto mindre lægger til grund, at der er meddelt en tilladelse, og at det efter direktoratets opfattelse ville være et sædvanligt vilkår for en sådan tilladelse, at modtageren af tilladel-sen skulle retablere vejarealet, når tilladelsen ikke længere blev udnyttet. På den baggrund mente Vejdirektoratet, at kommunen lovligt kunne påbyde forholdene lovliggjort, når tilladelsen ikke længere blev udnyttet. Vejdirektoratet har således indfortolket et sædvanligt vilkår i en ikke dokumenteret tilladelse. (Vejdirektoratets j.nr. 18/04376) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk

Et unikt videomateriale har gjort det muligt at sammenholde politiregistrerede ulykkesdata fra vejman.dk med tilsvarende ulykkesdata observeret ud fra videomateriale. Artiklen giver et indblik i omfanget af usikkerheden på en række af de vigtige ulykkesparametre i vejman.dk fx stedfæstelse, som anvendes i det traditionelle ulykkesanalysearbejde. Usikkerheden begrænser sig ikke til ekstrauheld, men ser ud til at være lige så stor for person- og materielskadeulykker.

Efter 12 års norsk jobeventyr ved Transportøkonomisk institutt (TØI), som er et af de førende trafiksikkerhedsforskningsmiljøer i verden, vender jeg nu hjem til Aarhus igen. Jeg vil her berette om udvalgte udviklingstræk og status for trafiksikkerhedsforskningen og -arbejdet i verdens mest trafiksikre land, Norge, de sidste 12 år, herunder drøfte hvad Danmark kan lære herfra.

I forbindelse med vejarbejder er det nødvendigt at regulere trafikken. Det indebærer ofte, at vejtavler og anden vejafmærkning skal aneres midlertidigt, mens vejarbejdet udføres. Vejdirektoratet har undersøgt trafikanters forståelse og adfærd relateret til konkrete eksempler på anerede vejtavler med og uden samtidig brug af GPS for at finde frem til de bedst mulige løsninger.

Ved drift og anlæg af veje frembringer store mængder overskudsjord, som ikke altid bliver håndteret optimalt. Der vil ofte være tale om jord, som er affald, og som derfor – som det klare udgangspunkt – er omfattet af de kommunale regulativer for jord, som er affald. Alligevel ses det ofte, at jorden kører uden om de kommunale affaldsordninger, fordi der er penge at spare ved kreative løsninger, hvor jorden måske ikke ligefrem er et forureningsmæssigt problem. Jorden bør imidlertid i langt højere grad tænkes som et produkt – en ressource. Hvis overskudsjorden allerede inden, at den frembringes, bliver tænkt i en ny anvendelse, vil det være muligt uden, at kommunen behøver at blive blandet ind i det. Artiklen forklarer de mest centrale regler med henblik på at gøre læseren i stand til at navigere velovervejet og lovligt – og samtidig skulle jorden helst blive anvendt billigere og fornuftigere end hidtil.

Viden om trafikulykker er en grundlæggende forudsætning for at kunne arbejde målrettet med trafiksikkerhed. Det er vigtigt, at vi kan undersøge, hvor og hvorfor ulykkerne sker, og at vi kan følge med i udviklingen. De mest aktuelle kilder til ulykkesdata er de politiregistrerede ulykker, data fra akutmodtagelser, ambulancedata og data fra Landspatientregistret. De indeholder alle forskellige typer af informationer og kan bruges til at belyse forskellige aspekter af trafiksikkerhed. Samtidig har de hver især en række styrker og svagheder.

Autoværn og rækværk er noget af det vigtigste sikkerhedsudstyr på de danske veje. Den nye håndbog Autoværn og tilhørende udstyr indeholder som de øvrige håndbøger en række gode råd til projekterende, leverandører og driftsfolk.

Er et fodgængerfelt uden signalregulering falsk tryghed eller en sikker krydsning? Læs videre og døm selv. En tragisk ulykke i et flersporet fodgængerfelt i 2011 og nærulykker i lignende fodgængerfelter fik undertegnede til at se nærmere på sikkerheden i fodgængerfelter uden signalregulering – særligt flersporede fodgængerfelter og fodgængerfelter uden støttehelle. Artiklen har til formål at skabe omtanke ved etablering eller fjernelse af fodgængerfelter uden signalregulering, men ikke at konkludere for eller imod fodgængerfelter generelt.

På trods af kontinuerlig indsats for at bekæmpe spirituskørsel er spirituskørsel stadig et af de mest fremtrædende trafiksikkerhedsproblemer. I højindkomstlande har ca. 15-20% af de dræbte bilister en for høj promille, mens det i lande med lav- og mellemindkomster kan være så højt som 69%. I Danmark er de årlige omkostninger ved spiritusuheld 1.994.800.000 DKK, hvilket gør spirituskørsel til både et alvorligt samfundsmæssigt og økonomisk problem.

Vejdirektoratet har i december 2018 offentliggjort en ny vejledning om trafiksikkerhed og lysreklamer. Vejledningen skal gøre det nemmere for vejmyndigheder og politi at håndtere sager, hvor lysreklamer ønskes opsat langs vejnettet. Baggrunden er en stigende efterspørgsel efter lysreklamer langs vejene, samtidig med at forskning viser, at lysreklamer kan påvirke trafiksikkerheden i negativ retning. Hensigten med hjælpeværktøjet er ikke at forbyde reklamer langs vejen, men at forsøge at sætte en overlægger for, hvornår en reklame er for opmærksomhedskrævende i forhold til at få trafikanterne nemt og sikkert frem.