Virtual Reality (VR) er et spændende værktøj, som kan anvendes til direkte illustration og vurdering af nye belysningsløsninger og byrumsdesign. ÅF Lighting har sammen med Frederiksberg Kommune samlet erfaringer fra Frederiksberg Alle.

Klimaet i Danmark ændrer sig med hastige skridt i disse år. Temperaturen stiger, nedbørsintensiteten bliver kraftigere, og antallet af frostdøgn falder. Dette fremgår blandt andet af DMI’s analyser og prognoser.

Hvad skal vi med vintertjeneste med tanke på den igangværende globale opvarmning? Den offentlige hukommelse er sjældent ret lang. Efter sidste års varme og solrige sommer med efterfølgende skovbrande og andre uhyrligheder var der ikke mange, der talte om den temmelig våde en af slagsen året før. Og selvom vinteren 2018/2019 var historisk mild på vejene, skal vi også fremover – trods global opvarmning – have et beredskab, der sikrer fremkommeligheden og trafiksikkerheden i vinterhalvåret. Der er således ingen garanti for, at de ekstreme nedbørsmængder, der periodisk har ramt os, ikke også kan ramme os om vinteren. Tilsvarende vil vi med Danmarks geografiske placering også fremover opleve mange nulpunktspassager med heraf følgende risiko for glatte veje. Men at der er tale om en ændring i klimaet vil de færreste sikkert benægte. I Vejdirektoratet har vi i mange år systematisk bestræbt os på at reducere negative miljøpåvirkninger, når vi planlægger, anlægger og driver vores infrastruktur. Det fortsætter vi med og skærper desuden fokus på klima og biodiversitet. Et styrket fokus på disse områder er således en naturlig fortsættelse af miljøindsatsen. Som flere og flere kommuner benytter Vejdirektoratet FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling til at rammesætte mål og handling. Klima- og miljøindsatsen skal nedbrydes til konkrete initiativer. Denne proces omfatter, at vi: • Dokumenterer nuværende klima- og miljøbelastning bedst muligt • Identificerer initiativer • Opstiller mål • Igangsætter initiativer • Følger op på mål. Arbejdet hermed forventes at blive intensiveret de kommende år også mht. planlægning, udførelse og udvikling af vintertjenesten. Udviklingen af vintertjenesten i Danmark har i snart mange år været forankret i Vinterudvalget. Dette har til formål at koordinere og inspirere til et fælles grundlag for udførelse af vintertjenesten for vejmyndighederne i Danmark. Forankret i de 6 geografisk opdelte netværksområder, deltager repræsentanter fra kommunerne, Sund & Bælt samt Vejdirektoratet i udvalget. Tilsvarende har de enkelte politikredse mulighed for at deltage, bl.a. via de 2 årlige møder i hvert af de 6 netværk. Vinterudvalgets ad hoc-grupper arbejder med forskellige emner inden for planlægning, overvågning og varsling, samt udførelse af vintertjeneste, herunder drift og udvikling af systemerne VejVejr og Vinterman. Disse systemer anvendes af langt den overvejende del af de danske vejmyndigheder til overvågning af vejr og vejtilstand, hhv. til administration og styring af den praktiske udførelse af vintertjenesten. Vinterudvalget har de senere år tillige udgjort Vejregelgruppen for vintertjeneste, og som sådan fremsat forslag til hhv. udarbejdet vejregler inden for fagområdet vintertjeneste. Bl.a. er det med vejregelgruppens materiale vedr. Vinter- og renholdelsesregulativ (paradigme og vejledning) lykkedes at tilvejebringe et fælles grundlag for vejmyndighedernes regulativer, og med tilsvarende ensretning af de anvendte serviceniveauer for veje og stier. En række andre Håndbøger og Vejledninger er færdiggjort de senere år, og ligger tilgængeligt på vejregelportalen. Sidste skud på stammen er Håndbog for tømidler, og som forventes offentliggjort i endelig udgave senere i indeværende år. Supplerende hertil har vi i samarbejde med de øvrige nordiske lande, og i NordFoU regi (Nordisk Forskning og Udviklingssamarbejde), bl.a. arbejdet med eksterne påvirkninger under saltspredning (EPAS), restsalts-model (MORS) og overvågning af vejtilstand (ROSTMOS). Resultaterne herfra forventes fremover implementeret i den måde, vi styrer og udfører vintertjeneste på. Men alt ovenstående kommer ikke af sig selv. Det er således afgørende med vejmyndighedernes opbakning og ressourcer. For kun gennem bred deltagelse kan vi også fremadrettet sikre, at udviklingen koordineres og fremmes til fælles bedste. Et effektivt og løbende samarbejde kræver ressourcer, og her er vi måske ved udfordringernes kerne: Vejmyndighedernes skal se det løbende samarbejde som en investering. En investering der udover ryddede veje giver bedre fremkommelighed, færre trafikulykker, bedre miljø og ikke mindst mulighed for at optimere udbyttet rent økonomisk. Gennem et godt samarbejde sparer vi både tid og penge. Vi bliver mere effektive, og mon ikke vi også bliver mere attraktive for nye (og nuværende) medarbejdere, hvis vi kan tilbyde et spændende, velfungerende fagligt miljø, hvor der er stærkt fokus på samarbejde og læring. Hvor faget bliver taget alvorligt. Også set i dette lys er investeringen af ressourcer i ERFA-grupperne og i videndelingen givet rigtig godt ud.

Vinterudvalget v/Vejdirektoratet og nogle kommuner, samarbejder med Teknologisk Institut om test og afprøvning af stispredere.

De seneste år er cykling og forholdene for cyklister blevet en tydeligere del af den igangværende diskussion omkring fremtidens mobilitet. Hvis det indgår i mobilitetsplanerne for kommuner og andre vejmyndigheder, at der skal sættes større fokus på cyklismen, er det nødvendigt at undersøge, hvor de penge, der investeres i cykelstier, bruges bedst. Dette kan både indebære en tælling af cyklister på de enkelte cykelstier og en bedømmelse af kvaliteten af overfladen på cykelstierne. Denne artikel beskriver overordnet, hvordan denne overfladebedømmelse kan foregå, og hvilke metoder, som kan overvejes i den sammenhæng.

Dårlig trafikafvikling på især indfaldsvejene til de største byer udgør et stort problem. Kan vejbelysning indgå som en del af værktøjskassen til at minimere dette problem på en samfundsøkonomisk måde? Og vil vejbelysning også kunne være et godt tiltag i fremtiden med mere og mere automatiseret kørsel?

Det er i dag mere end ti år siden, at vintervagten for Vejdirektoratet blev samlet i Aalborg. Dengang med en ny central, nye kollegaer og nye arbejdsgange. Efter mere end 10 år, har det igen været tid til at se på vintervagtarbejdet og få opdateret vagtcentralen i Aalborg. Et af fokuspunkterne har været at få de mange års erfaringer, som de nuværende vintervagter besidder, omsat fra tavs viden til instrukser og vejledninger. Herved minimeres risikoen for, at viden forsvinder ud af vagtcentralen, og samtidig gør det lettere at sætte nye vintervagter ind i arbejdet.

Hvornår giver det mening at bruge aluminiummaster. Hvilke krav bør vi stille, og hvilke fordele kan vi få ud af det. Kan masterne genanvendes?

DUG er en arbejdsgruppe, der er nedsat af Vinterudvalget. Gruppen har til formål at bidrage til optimal drift og udvikling af det danske glatførevarslingssystem VejVejr. Desuden skal gruppen samle erfaringer, tage initiativ til og koordinere en fortsat videreudvikling af systemet til gavn for alle vejmyndigheder og øvrige interessenter (f.eks. lufthavne og private entreprenører) i Danmark.

Denne måneds nyheder omtaler tre afgørelser fra Vejdirektoratet. Én af afgørelserne er interessant, fordi den er den første afgørelse fra Vejdirektoratets side om den nye bestemmelse i vejlovens § 50, stk. 4, hvorefter der kan træffes nye bestemmelser om benyttelsen af en adgang, hvis benyttelsen ændres markant. En anden afgørelse viser, at vejmyndigheden lovligt kan afvise at tillade mobilt gadesalg af alkohol. Endelig viser den sidste afgørelse, at en hel ejendom kan betragtes som udlagt til privat fællesvej eller privat fællessti, hvis det areal, hvor der er aftalt en færdselsret, ikke er nærmere beskrevet. Vilkår for tilladelse til ændret brug af overkørsel På en tidligere landbrugsejendom blev der etableret Bed & Breakfast. Kommunen vurderede, at den ændrede anvendelse af ejendommen betød, at kommunen som vejmyndighed med hjemmel i vejlovens § 50, stk. 4, kunne fastsætte vilkår for benyttelsen af ejendommens adgang til offentlig vej. Kommunen stillede derfor vilkår om ændring af belægningen i overkørslen til fast belægning og om tilvejebringelse af nødvendig oversigt. Ejeren var utilfreds med disse vilkår og klagede til Vejdirektoratet. Der var tale om etablering af Bed & Breakfast med 3-4 værelser på den tidligere landbrugsejendom. Kommunen ønskede fast belægning i adgangen for at undgå, at der med den øgede trafik fra ejendommen blev slæbt jord og sten ud på den offentlige vej til fare for trafikken på denne vej. Vilkåret om oversigt var stillet ud fra et ønske om at forbedre oversigtsforholdene, da der var en kurve på vejen, og da der var en tilladt hastighed på 80 km/t. Vejdirektoratet vurderede, at vilkårene efter en konkret, trafikal vurdering lå sagligt inden for rammerne af vejlovens § 50, stk. 4. Det er bemærkelsesværdigt, at Vejdirektoratet i afgørelsen bemærker, at ”det forhold, at der på ejendommen tidligere har været anden form for drift end beboelse, herunder landbrug, ændrer ikke på dette. Ved en konstatering af en ændret brug af en adgang efter § 50, stk. 4, må kommunen – som ansvarlig vejmyndighed – tage udgangspunkt i de nuværende faktiske forhold på stedet.” Dette er bemærkelsesværdigt, fordi vejlovens § 50, stk. 4, efter forarbejderne kun er tænkt at finde anvendelse, hvor tungtvejende hensyn til trafiksikkerheden eller trafikafviklingen taler for, at der træffes nye bestemmelser om benyttelsen af en adgang. Som eksempel nævnes, at det kan være tilfældet, hvor det konstateres, at adgangen anvendes markant mere trafikskabende, når man tager hensyn til den almindelige samfundsøkonomiske udvikling, end der med rimelighed kunne forventes på godkendelsestidspunktet. Med den nævnte bemærkning giver Vejdirektoratet tilsyneladende udtryk for, at bestemmelsen i § 50, stk. 4, kan anvendes, også når der er tale om, at brugen af adgangen ændres markant (til Bed & Breakfast) i forhold til brugen umiddelbart før ændringen (til nedlagt landbrug), selvom adgangstilladelsen er givet på et tidspunkt, hvor der måtte forventes en mere intensiv brug af adgangen (til landbrugsdrift). (Vejdirektoratets j.nr. 18/17320) Begrundelse for afslag på mobilt salg af alkohol Vejdirektoratet har behandlet en klage over et afslag på mobilt salg af alkohol. Ansøgeren var ifølge klagen forundret over afslaget, da ansøgeren ikke mente, at der var planer om salg af alkohol, men alene af drikkevarer med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder. Ansøgeren havde spurgt Erhvervsstyrelsen, om det var tilladt at sælge alkohol med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder fra en mobilbod. Erhvervsstyrelsen havde oplyst, at det er tilladt, og at der af tilsyns- og afgiftsmæssige årsager ikke må sælges alkohol med 2,8% eller derover ved mobilt salg. Kommunen begrundede afslaget med, at kommunen ikke i forbindelse med en ordning for mobilt gadesalg tillod salg af alkohol. Kommunen fandt det ikke hensigtsmæssigt trafikalt, at der sælges alkohol på gaden på grund af risiko for fest og længerevarende ophold i gaden. Det vil kunne give anledning til trafikfarlige situationer og blokere for den daglige trafik. Hertil kommer risikoen for støj og uro m.v. Under klagesagen uddybede kommunen sit afslag med, at drikkevarer med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder er en alkohollignende vare, der også kan tilskynde til drikkeri og fester i gaden til ulempe for trafikken og ikke mindst trygheden. Vejdirektoratet vurderede, at kommunen ikke havde varetaget usaglige hensyn i forbindelse med afslaget, og at kommunens skøn lå inden for saglige og trafikale rammer. Kommunens afslag var derfor sagligt begrundet. Det gjorde efter Vejdirektoratets opfattelse ikke nogen forskel, at ansøgeren ikke mente, at drikkevarer med en alkoholprocent på 2,7% eller derunder var alkohol. Forskellen mellem drikkevarer med en alkoholprocent på henholdsvis 2,7% og 2,8% består i næringslovens forstand alene i hensyn til tilsyn og afgifter. Det ændrede heller ikke på de saglige rammer for kommunens afslag, at ansøgeren anså drikkevarer på 2,7% eller derunder for et sundere alternativ, eller at ansøgeren agtede at lukke mobilsalget ved fest i gaden. (Vejdirektoratets j.nr. 18/16101) Privat fællessti på grundlag af færdselsret til et ubestemt areal En kommune traf afgørelse om ikke at optage en privat fællessti på kommunens vej- og stiregister, idet kommunen ikke vurderede, at der var grundlag for at administrere stien efter privatvejsloven. En række grundejere klagede over kommunens afgørelse. Baggrund Baggrunden for sagen var, at der i 1950 var tinglyst en servitut om færdselsret på en strandgrund. Servitutten havde følgende ordlyd: ”Som et led i handelen har jeg derhos indrømmet køberen ret til frit og uhindret ophold og færdsel paa og over den del af den mig tilhørende matr.no. æ af by og sogn [..] som er beliggende mellem den herved overdragne parcel og stranden, ligesom jeg har forpligtet mig til ingensinde at lade det nævnte areal beliggende mellem matr.no. ah og stranden bebygge, i hvilken henseende nærværende bestemmelse tillige vil være at tinglyse på matr.no. æ med den til enhver tid værende ejer af matr.no. ah som paataleberettiget. [..] Det bemærkes udtrykkeligt, at den forannævnte færdsels- og opholdsret er fælles med andre parceller der maatte blive udstykket fra min ejendom.” Kommunen spurgte forud for afgørelsen ejerne af strandgrunden, om de kunne anerkende, at der forelå en gyldig aftale om vejret, og om et stiforløb midtover strandgrunden kunne anerkendes som en privat fællessti. Ejernes svar forstod kommunen således, at de anerkendte, at der er tinglyst ret til at færdes over arealet men ikke anerkendte, at denne ret skal udmøntes i en privat fællesti med en bestemt linjeføring, da servitutten ikke nærmere definerer placering, bredde, udformning, beliggenhed m.v. Det fremgår af sagens oplysninger, at der oprindeligt var en sti (et spor) midt på strandgrunden, men at ejerne i 2014 havde slået en ny sti langs skellet til naboejendommen. Samtidig havde ejerne sat et mindre hegn på tværs af stien midt på ejendommen. På de øvrige dele af strandgrunden var der bevoksning. I forbindelse med retssag om servitutten i 2017 afviste retten at tage stilling til, om stien på strandgrunden havde status af privat fællessti, men henviste til, at det er et spørgsmål, som vejmyndigheden måtte tage stilling til. Da kommunen ikke havde truffet afgørelse om stien, forelå der ikke for retten en forvaltningsakt til retlig prøvelse. Retten lagde til grund, at formålet med servitutten var at sikre sommerhusejere, der ikke havde direkte adgang til stranden, mulighed for at færdes til og fra stranden og opholde sig ved stranden. Retten konstaterede endvidere, at servitutten efter en naturlig sproglig forståelse hvilede på hele strandgrunden. Vejdirektoratets afgørelse Vejdirektoratet bemærker i afgørelsen, at definitionen på en privat fællessti er et færdselsareal, der fortrinsvis er forbeholdt gående, cyklende eller ridende færdsel, og som fungerer som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, når ejendommene ikke har samme ejer. Derudover bemærker direktoratet, at der ikke i privatvejsloven er krav om, at arealet skal være udlagt som vej (eller sti) for at have status af privat fællessti. Vejdirektoratet konstaterer i afgørelsen, at stiejeren anerkender, at der er ejere af andre ejendomme, som har vejret, men ikke at vejretten skal udøves med en bestemt linjeføring på strandgrunden. På baggrund af servituttens ordlyd, rettens konstatering af at servitutten hviler på hele strandgrunden samt stiejerens anerkendelse heraf, lægger Vejdirektoratet til grund, at der er udlagt en privat fællessti i hele strandgrundens bredde og længde. Der er med andre ord reserveret færdselsareal på hele strandgrunden. Strandgrunden opfylder dermed privatvejslovens definition på en privat fællessti, idet den fungerer som færdselsareal for de servitutberettigede, dvs. anden ejendom end den ejendom, som færdselsarealet ligger på, og ejendommene har ikke samme ejer. Da der på det tidspunkt, hvor den private fællessti blev udlagt (i 1950), ikke var bestemmelser i lovgivningen om, at et vej- eller stiudlæg skulle godkendes af vejmyndigheden, er det Vejdirektoratets vurdering, at kommunen kan administrere arealet på strandgrunden som udlagt privat fællessti efter privatvejsloven. Der var heller ikke krav om godkendelse af anlæg eller ibrugtagning af dele af det udlagte areal i 1950, men anlæg eller ibrugtagning, som er sket efter kommunens beslutning i 1983 om, at de private fællesveje og -stier i området skal behandles efter privatvejslovens afsnit III, har krævet vejmyndighedens godkendelse. Det kan ud fra forholdene i marken konstateres, at den udlagte private fællessti har været benyttet ned midt gennem strandgrunden, men det fremgår ikke, hvornår denne sti blev taget i brug. Hvis stien blev taget i brug inden kommunens beslutning i 1983, har ibrugtagningen ikke skullet godkendes af vejmyndigheden. Kommunen må efter Vejdirektoratets vurdering på baggrund af ovenstående tage stilling til, om den som vejmyndighed har grundlag for at antage, at den udlagte private fællessti (lovligt) har været taget i brug som privat fællessti ned midt gennem strandgrunden. Hvis det er tilfældet, må vejmyndigheden vurdere, om afspærringen foran stien ned midt gennem strandgrunden er udtryk for, at det ibrugtagne areal ønskes nedlagt eller omlagt eller færdselsreguleret og derefter søge afspærringen lovliggjort. I forhold til den nye sti langs skellet til naboejendommen, som ejerne har etableret på strandgrunden i 2014, er det Vejdirektoratets vurdering, at vejmyndigheden skal tage stilling til, om dette kan godkendes som anlæg og ibrugtagning af en del af den udlagte private fællessti, idet en privat fællesvej (eller sti), eller en strækning heraf, ikke må anlægges eller tages i brug som privat fællesvej, før kommunalbestyrelsen har godkendt detailprojekt for vejanlægget, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding m.v. (Vejdirektoratets j.nr. 18/14422) Videndeling Hvis du har en afgørelse, dom eller lignende, som du synes, at andre skal have kendskab til, så send den til rag@le34.dk