Østre Landsret fastslog i en dom af 19. maj 2005, at en vejbestyrelse var bundet af sit tilsagn til grundejerne om, at de kunne bevare låger, der var anbragt på en privat fællessti, efter stiens overtagelse som offentlig. Forfatteren diskuterer afgørelsen og dens konsekvenser for vejbestyrelserne.

Spørgsmålet om privates ret til at råde over offentlige vejes arealer er behandlet i en landsretsdom af 1. marts 2001 og i en senere højesteretsdom af 23. januar 2003 (U 2003.814 H). I en tidligere artikel er peget på, at de to domme bygger på manglende kendskab til tankegangen bag ved lov om offentlige veje. I denne artikel kritiserer forfatteren Højesterets argumentation i dommen og anfører, at denne næppe bør være det sidste ord vedrørende vejbestyrelsens rådighedsret over vejarealet.

Spørgsmålet om privates ret til at råde over offentlige vejes arealer er behandlet i en landsretsdom af 1. marts 2001 og i en efterfølgende ankesag, afgjort af Højesteret den 23. januar 2003 (U 2003.814 H). Højesteret fastslår, at vejbestyrelsens rådighedsret over vejarealer er begrænset i forhold til private (og offentlige) ledningsarbejder i vejarealet. Dette resultat skyldes en fejlagtig opfattelse af vejlovens grundlæggende principper og en fejlfortolkning af vejlovens særregler om ledninger.

Vedligeholdelse og istandsættelse af private fællesveje volder ofte hovedbrud i kommunens tekniske forvaltning. Der er der dog trøst at hente: Der er grænser for, hvad grundejerne kan kræve af kommunen, og vejmyndigheden har mange strenge at spille på.

På baggrund af en konkret sag om fordeling af udgifter til vedligeholdelse af en privat fællesvej gør forfatteren rede for de to principper for lovfortolkning, som henholdsvis jurister fra Folketingets Ombudsmand og jurister fra Vejdirektora-tet anvender. De har vidt forskellige konsekvenser for borgernes retssikkerhed.

I artiklen gør forfatteren rede for vejbestyrelsens juridiske muligheder for at holde styr på det ka-belkaos, der især knytter sig til den seneste udvikling på teleområdet og foreslår, at det samarbejde mellem vejvæsenet og ledningssektoren, der resulterede i Trafikministeriets standardregulativ fra 1995, bliver genoptaget.

I artiklen gør forfatteren rede for vejbestyrelsens forpligtelser og rettigheder for så vidt angår brugen af vejarealet til henholdsvis trafikale og ikke trafikale formål.

I artiklen gør forfatteren rede for Københavns Kommunes nye parkeringsregler i Københavns brokvarterer og betvivler ordningens hjemmel i gældende lovgivning.