Her på bagkanten er det min opfattelse, at IT’s indtog i sektoren på afgørende områder ændrede dansk vejvæsen; vores måde at tænke og arbejde og samarbejde på. Udviklingen blev anført af Vejdatalaboratoriet (VDL), der fungerede som en innovativ kraft(katalysator) for udvikling og samarbejde i sektoren. Et arbejde, der frigjorde ny energi og kreativitet i Vejdirektoratet og i amterne, så dansk vejvæsen flyttede sig fra en placering i 2. division til Champions League.

Om 10-15 år vil vi opleve en meget synlig ændring i trafikmønstre og -vaner i Danmark; ja på globalt plan. Det er åbenbart for enhver, at Infrastrukturkommissionens prognose om en vækst i vejtrafikken på 70-90 pct. slet ikke hænger sammen med de samtidige klima- og energiproblemer. Trafiksektoren er storforbruger af fossile brændstoffer og må holde for og bidrage markant til løsning af klimaproblemerne og ønsket om en større uafhængighed af olie, kul og gas. Tomme tønder... Det er sagt før; flere gange. Det er ikke svært at finde skriftsteder i officielle rapporter, der har sagt: ”NU skal der satses på kollektiv trafik; og biltrafikken skal på slankekur”. Men så skete der ikke mere. Biltrafikken fortsatte med at vokse markant, og bus/tog fortsatte med at miste markedsandele. Mest på landet, men også i de store byer inkl. hovedstaden. Forklaringen er enkel: Vi ønsker frihed og uafhængighed. Det tilbyder bilen. Der er ingen køreplaner og afhængighed af andre. Vi går ud i carporten, starter bilen og så er vi kørende. Og så er det ikke så dyrt at køre i bil. Vi kan i hvert fald alle lave en beregning, der viser at det oven i købet er billigere end at tage toget. Så valget er enkelt: Vi tager bilen. Nu sker der noget Det er let at sidde og være profet, når Statsministeren netop på Venstres årsmøde har været meget klar i spyttet. Alle har hørt hans udmelding, at vi om 40 år skal være uafhængige af fossile brændstoffer, og at det er nødvendigt at orientere trafikinvesteringerne mod den kollektive trafik, hvis målet skal nås. Vi har nu en helt ny situation. Hvor den slags kættersk tale tidligere var forbeholdt den venstre side af folketingssalen, så har synspunktet nu bredt sig. Ikke fordi kærligheden til den frihed, bilen giver, er ændret, men fordi det nu er klart, at det er nødvendigt med en kursændring. Og man er derfor klar til at sætte handling bag ved ordene. Der er ingen vej tilbage, hvis regeringen og oppositionen skal bevare sin troværdighed. Her er der et tema, der bør kunne samle hele Folketinget. Nu venter vi alle spændt på regeringens udspil. Hvor radikalt vil man gå til værks? Vil nogle af de hellige køer – som road pricing – blive slagtet? Eller vil man bruge andre økonomiske virkemidler? Uden økonomiske incitamenter når vi ikke i mål. Alternativerne skal fungere Det er ikke nok at svinge krabasken og ”tvinge” os over i bus og tog. Det kollektive alternativ skal være der, men det er ikke helt tilfældet endnu. Kapacitet, pålidelighed og kvalitet er ikke alle steder på et niveau, der kan tilbyde en erstatning for bilen. I den kollektive trafik står vi over for en stor og spændende udfordring, hvis paradigmeskiftet skal lykkes denne gang. Nu har vi i årevis efterlyst politisk mod og beslutsomhed. Hvis det virkelig kommer nu, må vi levere varen. Vi kender opskriften. Den kendes fra flere lande og storbyer. Vi skal arbejde videre på skuldrene af de erfaringer, de har høstet, og række et par grene højere. De rejsende skal opleve en sektor, der har evne og vilje til at levere et produkt af en kvalitet, så vi ikke står og græder ved carporten hver morgen, når vi skal med bussen til stationen. Det skal der til Der skal arbejdes i flere dimensioner. Her vil jeg blot i overskrifter nævne nogle af de væsentligste temaer, der trænger sig på: 1. Transportsektoren skal ud af den organisatoriske kravlegård. Sektoren er – godt hjulpet af lovgivningen – præget af for megen suboptimering og konkurrence mellem bus, tog, metro og vejtrafik. Vi siger, vi samarbejder, men det sker kun halvhjertet. Vi skal stilles over for et krav om at præsentere en SAMLET trafikløsning i balance. Det vil kun lykkes, hvis vi udsættes for et massivt politisk pres. Det vil ikke ske af frivillighedens vej, men samarbejdet er en forudsætning for, at vi udnytter det samlede potentiale i sektoren. Vi skal levere transportløsninger, ikke tog, bus og vejløsninger. 2. Vi skal fortsætte udviklingen af teknologiske løsninger på informationssiden. Det er nødvendigt, at det til stadighed bliver lettere for folk at bruge den kollektive trafik. Tilgængeligheden skal optimeres, og kunderne skal være sikre på at få ordentlig information ved driftsuregelmæssigheder. 3. Vi skal være bedre til at præsentere de projekter, der giver fuld udnyttelse af samspilsmulighederne mellem transportmidlerne bil, cykel, bus og tog. Det skal være nemt og trygt at stille sin bil eller cykel ved stationen og tage toget resten af vejen, ligesom busser og tog skal præsentere helhedsløsninger for den samlede rejse. 4. Der skal arbejdes med den kollektive trafiks image. Den er helt i bund sammenlignet med andre europæiske lande. Det hænger givetvis sammen med kvaliteten, men det er ikke hele forklaringen. Det er nødvendigt, at vi taler den kollektive trafiks sag med andet end nødvendighedens stemme. Det skal være hipt at køre kollektivt. Det er en stor udfordring, men det er også en fantastisk mulighed, der åbner sig for os, der arbejder med løsningen af den vigtige transportopgave. Vi har fået det brede politiske fundament, vi har efterlyst i mange år. Mandatet/opgaven er forankret i en global klimaudfordring. Nu skal vi levere. Det bliver spændende; god arbejdslyst.

Så kom den endelig; bogen om kollektiv trafik. Niels Melchior Jensen har samlet sine noter og optegnelser fra et langt og aktivt liv som konsulent og underviser ved AUC i en ny lærebog: ”Kollektiv Trafik, forudsætninger, planlægning og eksempler.” I forordet udtrykker forfatteren håbet om, at bogen udover brug i civilingeniøruddannelsen på Aalborg Universitet også vil blive til hjælp og inspiration i kommuner, trafikselskaber og hos konsulenter.

Det begyndte i 1972 – inspireret af svenskerne i NVF’s udvalg 23. ”Fotogrammetri og databehandling” – ja det hed udvalget i de dage.