Genanvendelse – hvorfor? ”Ved det moderne samfunds produktioner og forbrug er det helt normalt, at der bliver nogle restprodukter. Når øllene er drukket, er der tomme flasker tilbage. Når kraftværket har omdannet kul til elektricitet, er der slagger og flyveaske tilbage. Når gammelt jern er blevet til nyt stål, er der stålslagger tilbage. Restprodukter bliver til hele tiden. Om de giver os problemer afhænger af, hvordan vi tager os af dem. Lader vi dem bare ligge og flyde, får vi et forureningsproblem. Sender vi dem på losseplads, er det fordi vi synes, de er affald, som vi vil have styr på. Det bed-ste er naturligvis at bruge restprodukterne til noget nyttigt. Ølflaskerne kan fyldes igen mange gange. Andre restprodukter kan også genanvendes”. Ovenstående citat er hentet fra pjecen ”Alle veje fører til genbrug …” som Knud A. Pihl skrev for snart 10 år siden, og bortset fra at lossepladser har skiftet navn til affaldsde-poter, så er udsagnet lige aktuelt. Er genanvendelse og brug af alternative materialer til vejbygning en god ide? Jeg mener ja – under den forudsætning, at de har tekniske egenskaber, der gør, at de kan erstatte de naturlige materialer på forsvarlig måde. Fordelene er umiddelbare. Vi sparer på de naturlige ressourcer, men først og fremmest løser vi et deponeringsproblem. Danmark er et lille land, som vi nødigt skulle have pla-stret til med af affaldsdepoter, og selv om vi er mange, der er begejstret for de norske fjelde, så vil det aldrig blive det samme. Selvfølgelig er det ikke meningen, at vore veje skal fungere som affaldsdepoter. Anven-delse af de alternative materialer skal ske, fordi det er fornuftigt og forsvarligt. De krav, der må stilles til restprodukter og alternative materialer, falder i to hovedgrup-per: * de vejtekniske krav * de miljøtekniske krav. Hvad angår de vejtekniske krav forlanger vi generelt, at materialerne skal være lige så gode som de naturlige materialer, de erstatter. Men problemet er ofte, at de prøvnings-metoder, der anvendes, er udviklet til sand, grus og sten og er derfor ikke altid velegne-de til de alternative materialer; der foregår derfor løbende et forsknings- og udviklings-arbejde for at finde egnede metoder. Med hensyn til de miljøtekniske krav er der en tendens til at gå med både livrem og se-ler, f. eks. stilles der krav til meget lille udvaskning (bedømt ud fra resultatet af udvask-ningstest), samtidig med at anvendte materialer overdækkes med en fast/tæt belægning! Jeg synes det er vigtigt, at man vurderer, hvor materialerne skal anvendes – og her er anvendelsen i og under veje generelt en god idé: * materialerne bliver dækket af en fast belægning * materialerne kan anvendes i større samlede mængder * man ved hvor materialerne er. Genanvendelse skal ske ud fra samlede samfundsmæssige betragtninger. Men her ligger der en kæmpe barriere. Som vores samfundssystem er opbygget, arbejder vi økonomisk indenfor ”små kasser”, så det med at tænke samfundsmæssigt – både miljøteknisk, vejteknisk og økonomisk – kræver en stor indsats. Så i stedet for at springe over, hvor gærdet er lavest og gøre, som vi plejer, bør vi finde entusiasmen frem og få gang i genanvendelsen for vores alle sammens skyld.

Der er kommet en ny bekendtgørelse om genanvendelse af restprodukter og forurenet jord i bygge- og anlægsarbejder. Bekendtgørelsens krav kan medføre en mindre genanvendelse af forbrændings-slagge i vejsektoren end tidligere. Vejteknisk Institut har i mange år fulgt en forsøgsvej ved Skæl-skør, hvor der er forbrændingsslagge som bundsikring, og den har fungeret godt. Med udgangs-punkt i disse forhold vil Vejteknisk Institut ændre flere af sine anbefalinger i rapport 78 fra 1996.

I juni 2000 udsendte Miljøministeriet den længe ventede bekendtgørelse om genanvendelse af rest-produkter og jord i bygge- og anlægsarbejder som erstatning for bekendtgørelsen om slagger og flyveaske fra 1983. Den nye bekendtgørelse stiller eksakte krav til såvel miljødeklaration som til de tekniske forhold ved indbygning, hvorved der bør være skabt et ensrettet administrationsgrundlag på landsplan for genanvendelse af restprodukter og jord, blandt andet med det formål at øge gen-anvendelsen. Vejteknisk Institut stiller dog spørgsmål til bekendtgørelsens krav, da der er uklarhe-der og uhensigtsmæssigheder i bekendtgørelsen, som kan føre til en mindre genanvendelse end tid-ligere.

Det er nu blevet meget lettere at genanvende renset forurenet jord. Myndighederne understøtter med nye retningsliner, og jordrensningsvirksomhederne er parate til at levere jorden med den nødvendige miljømæssige dokumentation.