Vejdirektoratet søgte i 2000 om tilladelse til at oplagre afhøvlet rabatjord i motorvejssløjfen ved Kolding. I maj 2001 gav Vejle Amt en § 19 tilladelse efter Miljøbeskyttelsesloven, til oplag af 55.000 m3 lettere forurenet jord. I tilladelsen var stillet krav om miljømæssig overvågning af den udlagte jord samt af den nedbør der gennemsiver jordoplaget.

Med udgangspunkt i erfaringer fra Vejdirektoratet sættes der spørgsmålstegn ved kvaliteten af analyseresultater på jordprøver. Vejdirektoratet lægger derfor op til udarbejdelse af en specifik prøvningsinstruks for analyser på jordprø-ver fra vejarealer, samt til etablering af en kontrolordning for laboratorier der udfører analyser på jordprøver fra vej-arealer.

I juni 2000 udsendte Miljøministeriet den længe ventede bekendtgørelse om genanvendelse af rest-produkter og jord i bygge- og anlægsarbejder som erstatning for bekendtgørelsen om slagger og flyveaske fra 1983. Den nye bekendtgørelse stiller eksakte krav til såvel miljødeklaration som til de tekniske forhold ved indbygning, hvorved der bør være skabt et ensrettet administrationsgrundlag på landsplan for genanvendelse af restprodukter og jord, blandt andet med det formål at øge gen-anvendelsen. Vejteknisk Institut stiller dog spørgsmål til bekendtgørelsens krav, da der er uklarhe-der og uhensigtsmæssigheder i bekendtgørelsen, som kan føre til en mindre genanvendelse end tid-ligere.

Med udgangspunkt i erfaringer fra Vejdirektoratet sættes der spørgsmålstegn ved kvaliteten af analyseresultater på jordprøver. Vejdirektoratet lægger derfor op til udarbejdelse af en specifik prøvningsinstruks for analyser på jordprøver fra vejarealer samt til etablering af en kontrolordning for laboratorier, der udfører analyser på jordprøver fra vejarealer.

I slutningen af august kunne man i radio og tv høre om fund af høje koncentrationer af tjærestoffer i en halv meters dybde under asfaltbelægninger på to amtsveje på Bornholm. Pressen var af den opfattelse, at forureningen stammede fra trafikken, og at denne forurening var sivet ned i vejens bærelag gennem huller i asfalten.

Den vejtekniske side af dansk lovgivning er ikke reguleret med ret mange love og bekendtgørelser. I modsætning hertil er kulturen på miljøområdet meget anderledes styret af love, cirkulærer, be-kendtgørelser og vejledninger i en lind strøm, og i de senere år er råstofforbrug, energiforbrug og affaldsbortskaffelse tillige reguleret ved regulær beskatning. I 1971 blev Ministeriet for Forureningsbekæmpelse oprettet. Indtil dette tidspunkt havde Danmark kun få miljøretlige regler. Som navnet antyder, var strategien på dette tidspunkt at bekæmpe forure-ning snarere end en egentlig forebyggende beskyttelse af miljøet. I starten af 70´erne blev begrebet miljø udvidet til også at omfatte naturen som omgivelse, og langsomt opstod der i befolkningen en forståelse for, at naturen kunne lide varig skade, såfremt vi ikke passer på den. I 1973 skiftede Mi-nisteriet for Forureningsbekæmpelse navn til det mere positivt ladede ord Miljøministeriet og i 1974 fik Danmark sin første Miljøbeskyttelseslov, og siden er det gået stærkt med vedtagelse af nye mil-jøregler. Først i 1975 blev miljø i den udvidede form registreret i Dansk Sprognævn. Vejsektoren har stor vilje til efterlevelse af disse regler, om end det ofte kan være vanskeligt at overskue den efterhånden omfattende regelsamling, det er blevet til. Ved indgangen til det nye årtusinde blev lov om affaldsdepoter erstattet af Jordforureningsloven. Loven har været flere år undervejs og mangler fortsat nogle bekendtgørelser og vejledninger som administrationsgrundlag. Loven sætter øget fokus på grunde som kan være forurenet, samt på håndteringen af den jord som betragtes som potentielt forurenet. Et af hovedformålene med loven er at forhindre, at forurenet jord flyttes til et ikke forurenet sted, hvorved forureningen bliver ude af kontrol. Ansvaret for at lovgivningen overholdes ligger hos alle involverede parter: Bygherren, råd-giveren, entreprenøren og den, som modtager jorden. Der ligger altså et ansvar hos bygherren og rådgiveren for at undersøge hvorvidt den jord som ønskes håndteret skal håndteres efter jordforure-ningslovens bestemmelser. Og der ligger et ansvar hos entreprenøren i at sikre sig, at alle nødvendi-ge oplysninger og eventuelle tilladelser foreligger før jordflytningen foretages. Såfremt det viser sig, at der mangler oplysninger eller tilladelser fra miljømyndigheden, kan jordflytning nægtes, hvorved der må regnes med, at der opstår forsinkelser i anlægsarbejdet. Offentlige veje betragtes ifølge jordforureningsloven som potentielt forurenede og alle jordflytnin-ger fra offentlige vejarealer skal altså håndters efter de nye regler uanset jorden er forurenet eller ej. At fortolke miljøregler i relation til helt specifikke opgaverkan ofte være forbundet med stor usik-kerhed, hvilket også er tilfældet i forbindelse med fortolkning af Jordforureningsloven. Det forventes, at offentlige myndigheder arbejder konstruktivt, for at alle landets love overholdes, og specielt stilles skærpede forventninger til den offentlige, professionelle bygherre. Det må således forventes, at landets vejbestyrelser i den kommende tid gør en koordineret aktiv indsats, for at der etableres enkle og miljømæssigt forsvarlige rutiner for jordhåndtering. Det må i første omgang være bygherren, som forestår alle nødvendige forundersøgelser og myndighedsbehandling, og indarbej-der alle nødvendige oplysninger i udbudsmaterialet. Det må dernæst forventes af entreprenøren, at han med omhu følger givne anvisninger og i øvrigt er opmærksom på alle ikke kendte tegn på jord-forureninger, og at han samarbejder aktivt med byherrens tilsyn om dette. Opgaven vil kun kunne løses fornuftigt i et aktivt konstruktivt samarbejde mellem alle involverede parter. Udover det miljømæssige ansvar, ligger der også et fælles ansvar mellem bygherre og entre-prenør i ikke at gøre problemstillingen til en unødig økonomisk byrde for én af parterne. Løsning af sådanne nye opgaver kræver ny viden hos alle involverede medarbejdere, så alle er nøje bekendt med den enkelte arbejdsgivers politik og rutiner på området. Vejsektoren har vist sin aktive interes-se ved at løfte opgaven ansvarligt, og der er flere initiativer i gang. Initiativerne har til formål at lette fortolkningen af reglerne og at ensrette administrationspraksis og at øge medarbejdernes viden og agtsomhed overfor problemstillingen.

I forbindelse med bygge- og anlægsarbejder fokuseres der mere og mere på miljøforholdene, og den nu ikrafttrådte ”Lov om forurenet jord” stiller nye krav til håndtering af potentielt forurenet jord, herunder jord fra offentlige vejarealer. Her redegøres for især bygherrens rolle i forbindelse med projektering og udbud.

Med den nye lov om forurenet jord stilles øgede krav til dokumentation af jordens forureningsgrad, og dermed til omfanget af kemiske analyser. Her redegøres for, hvordan jordprøver udtages, hvilke analyser der skal vælges, og hvordan analyseresultaterne skal tolkes.

Med jordforureningslovens vedtagelse er alle offentlige vejarealer udlagt som potentielt forurenede, og jorden skal håndteres efter de nye retningslinier. Jordforureningsloven giver anledning til mange fortolkningsmuligheder, og for at lette vejbestyrelsernes arbejde og skabe grundlag for en ensrettet praksis på landsplan fremsatte Vejdirektoratet i 1998 et projektforslag, som inddrager alle vejbestyrelser og alle miljøforvaltninger. Miljøstyrelsen sikrer, at vejledningen ikke er i modstrid med gældende regler. Arbejdet blev forankret i Vejregelrådet og sommeren 1999 kunne arbejdet sættes i gang.