Vejdirektoratet har modtaget Kommunens spørgsmål af 8. januar 2013, hvor I ønsker at få oplyst, om der er direkte sammenhæng mellem meddelelse af vejret og retten til at anlægge en vej for at kunne udnytte vejretten. I ønsker at få oplyst om retsforliget eller en dom kan træde i stedet for vejmyndighedens godkendelse af et vejudlæg, jf. privatvejslovens [1] § 43, eller om kommunen skal godkende udlægget. Vejdirektoratet udtalelse: Privatvejslovens bestemmelser Ved ’private fællesveje’ forstås veje, gader, broer og pladser, der ikke er offentlige veje, jf. lovens § 10, nr. 1, der tjener som færdselsareal for en anden ejendom end den ejendom, som vejen ligger på. En vejret er den ret, som ejeren af en ejendom har over en privat fællesvej, der tjener som færdselsareal for ejendommen, jf. lovens § 10, nr. 5. En vejret stiftes typisk ved en privat aftale mellem ejerne af de berørte ejendomme. Men den kan også erhverves ved hævd, eller være tildelt af en myndighed efter bestemmelser i lovgivningen, f.eks. ved udlæg efter privatvejslovens § 26, stk. 2, eller ved ekspropriation. Kommunens godkendelse af vejudlæg af private fællesveje i by og bymæssige områder er beskrevet i privatvejslovens kapitel 8, §§ 26-35. Reglerne i §§ 26-32, jf. §§ 33 og 35, finder ikke anvendelse, i det omfang private fællesveje er udlagt ved lokalplan, ved beslutning truffet af en ekspropriationskommission efter reglerne i ekspropriationsprocesloven [2] eller beslutning truffet af kommunalbestyrelsen efter § 72, stk. 3 efter vejlovens [3] kapitel 5, hvorved vejens præcise beliggenhed og bredde er fastlagt, og der er opnået vejrettigheder til vejene. Det fremgår af privatvejslovens § 43, stk. 1. En udlagt privat fællesvej eller en strækning heraf må ikke anlægges eller tages i brug før udlægget er godkendt efter § 27 eller efter de regler, der er nævnt i § 43 og kommunen har godkendt et detailprojekt. Det fremgår af privatvejslovens § 41. Er et retsforlig eller en dom omfattet af § 43? Bestemmelsen i privatvejslovens § 43 er en undtagelsesbestemmelse til de almindeligt gældende udlægsbestemmelser i lovens §§ 26-32, jf. §§ 33 og 35. Bestemmelsen angiver de situationer, hvor en privat fællesvej, der er udlagt på et andet offentligretligt grundlag, ikke også skal udlægges efter privatvejslovens bestemmelser. Bestemmelsen i § 43 skal sikre, at der ikke sker dobbeltadministration. Bestemmelsen kan som udgangspunkt ikke fortolkes udvidende med mindre, der er særligt grundlag herfor. Et retsforlig, som det er beskrevet i jeres henvendelse, omfatter afklaringen af et privatretligt spørgsmål mellem vejejer og en vejberettiget, og er ikke omfattet af privatvejslovens § 43. Kommunen er derfor forpligtet til at godkende et udlæg efter privatvejslovens bestemmelser, når en domstol alene har taget stilling til vejretsspørgsmålet. Anlæg/ibrugtagning Spørgsmålet om hvem der kan anlægge og afholde udgifterne hertil er et privatretligt. Er der uklarhed om dette, skal spørgsmålet løses ved domstolene. At domstolene pålægger en vejret på en anden mands ejendom, er ikke det samme, som at der hermed er taget stilling til, hvornår og hvordan vejen skal anlægges. Ved uenighed er dette også et spørgsmål, der i sidste ende skal løses ved domstolene. For god ordens skyld kan vi oplyse, at kommunen har en særlig hjemmel til at bestemme, i hvilket omfang og hvornår en udlagt privat fællesvej, hvortil en eller flere grundejere har vejret, og som er optaget på vejfortegnelsen, skal anlægges som privat fællesvej af hensyn til udbygning af det samlede vejnet inden for et område. Det fremgår af privatvejslovens § 39. Kommunen kan således, uanset uenighed mellem parterne, bestemme, at en vej skal anlægges, når betingelserne i lovens § 39 er opfyldt. [1] Lov nr. 1537 af 21. december 2010 om private fællesveje, som ændret ved Lov nr. 379 af 2. maj 2011 [2] Lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom, jf. lovbekendtgørelse nr. 1161 af 20. august 2008 [3] Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1048 af 3. november 2011

Vejdirektoratet har behandlet klagerne over kommunens afgørelse af 22. december 2011 om betaling for vejbelysning på private fællesveje. Kommunen har besluttet, at grundejerne skal deltage i betalingen for vejbelysningen på de private fællesveje i kommunen. Vores afgørelse Jeres beslutning af 22. december 2011 om at overdrage ansvaret og betalingen for vejbelysningen på de private fællesveje, er lovlig. Den del af jeres afgørelser af 22. december 2011 der omhandler udgiftsfordeling for betaling for vejbelysning på de private fællesveje er ulovlig. En uddybning af vores afgørelse følger nedenfor. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til? Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen (Vejloven, privatvejsloven, vejbidragsloven og vintervedligeholdelsesloven), her privatvejsloven (Lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008). Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af privatvejslovens § 7, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Privatvejslovens regler om vejbelysning og udgiftsfordeling Jeres afgørelser har hjemmel i den tidligere privatvejslov, da jeres sagsbehandling blev påbegyndt før ikrafttræden af den nye lov den 1. januar 2012. Vedligeholdelse og istandsættelse Det er ejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej, som skal holde vejen i en god og forsvarlig stand i forhold til færdslens art og omfang. Det fremgår af privatvejslovens § 57, stk. 1. Kommunen kan bestemme, at en privat fællesvej i by eller bymæssigt område skal holdes belyst af ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen. Den kan også bestemme, at en eksisterende vejbelysning skal forbedres (istandsættes), og at den selv står for belysningen, men for grundejernes regning. Det fremgår af privatvejslovens § 45, stk. 1 og 2. Udgifterne til nyanlæg, forbedring og drift af vejbelysningen fordeles efter reglerne om samlede arbejder. Det fremgår af privatvejslovens § 45, stk. 3. Udgiftsfordelingen til et samlet arbejde I forbindelse med istandsættelse af en privat fællesvej som et samlet arbejde skal kommunen fordele udgifterne efter reglerne i vejbidragslovens (Lov om grundejerbidrag til offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1104 af 16. september 2010) §§ 11-12. Udgifterne fordeles blandt ejerne af de ejendomme, som grænser til den del af vejen, der istandsættes og som har vejret til vejen. Det fremgår af privatvejslovens § 62, stk. 1. Kommunen skal fordele vejbidraget mellem grundejerne på grundlag af: 1. ejendommens facade mod vejen, 2. størrelsen af ejendommens arealer, og 3. måden, hvorpå ejendommen benyttes eller forventes at blive benyttet, eller ejendomsværdien, 4. jf. vejbidragslovens § 11, stk. 1. Hvis en ejendom ikke er ansat til ejendomsværdi, skal benyttelsesmåden anvendes. Det første kriterium, facadelængden, skal indgå i fordelingen med en faktor på mindst 10%, mens de to øvrige kriterier hver skal indgå med en faktor på mindst 25%. Fordelingen af de resterende 40% mellem de ovennævnte, lovbundne kriterier afhænger af kommunens skøn, jf. vejbidragslovens § 11, stk. 2. Ejere af ejendomme, der grænser til anden vej end de veje, der er omfattet af kendelsen, har krav på et passende reduceret bidrag. Dette gælder dog ikke, hvis ejeren er fritaget for at skulle bidrage til den anden vej efter bestemmelsen i vejbidragslovens § 6, stk. 1. Dette fremgår af vejbidragslovens § 11, stk. 5. Kommunen kan fordele udgifterne til vejens istandsættelse i henhold til en aftale herom, fx fastsat i servitutter, vedtægter for grundejerforeninger eller lignende. Men kommunen har ikke pligt til at anvende en sådan aftalt fordeling. Det fremgår af privatvejslovens § 62, stk. 1, 3. punktum. Hvis der blandt grundejerne ikke er enighed om, hvem der har vejret, skal kommunen henvise grundejerne til at indbringe dette spørgsmål for domstolene. Herefter skal kommunen fordele udgifterne mellem ejerne af samtlige de ejendomme, som grænser til den private fællesvej efter §§ 11- 12 i vejbidragsloven. Det fremgår af privatvejslovens § 62, stk. 2. Baggrund for sagen Det fremgår af sagen, at kommunen i brev af 8. november 2011 har varslet kommunens beslutning om, at grundejerne skal betale for vejbelysningen på de private fællesveje i kommunen. Kommunen har i brev af 22. december 2011 truffet afgørelse om betaling for vejbelysning på de private fællesveje i kommunen. Kommunen har henvist til privatvejslovens § 45, stk. 1-3. Vores vurdering Beslutning om at overdrage ansvaret for vejbelysning I har med hjemmel i privatvejslovens § 45, stk. 1 besluttet, at grundejerne skal holde den private fællesvej U vej belyst. I har partshørt grundejerne over denne beslutning i brev af 8. november 2011. I har besluttet, at kommunen vil udføre belysningen for grundejernes regning, jf. privatvejslovens § 45, stk. 2. I har i jeres afgørelse af 22. december oplyst, at det er besluttet, at de private fællesveje fortsat skal være belyst på det niveau der er tilfældet nu. Det er efter kommunens skøn et niveau, der efter en konkret vurdering er afpasset den lokale færdsel til og fra ejendommene på vejen, bebyggelsens karakter og i sidste ende de ressourcemæssige muligheder. Vi mener derfor, at jeres beslutning efter privatvejslovens § 45, stk. 1 og 2 er begrundet i lovlige hensyn, og at jeres skøn ligger inden for lovens rammer. Opgørelsen af udgifterne til vejbelysning Kommunen kan efter privatvejslovens § 45, stk. 2 bestemme, at vejbelysningen skal udføres ved kommunens foranstaltning, men for grundejernes regning. De udgifter der kan opkræves af grundejerne er alene de dokumenterede udgifter til vejbelysning på vejen. I har i jeres afgørelser af 22. december 2011 til grundejerne oplyst følgende: ”Udgiften til belysning er i kommunen beregnet til 503 kr./lampe pr. år for 2011. Prisen er eksklusiv moms. Beløbet er et gennemsnit for samtlige lamper i kommunen, både på offentlige og private veje. Ældre belysningsanlæg vil reelt have en højere pris, mens nye moderne anlæg reelt vil have en lavere pris. Prisen vil kunne ændre sig fra år til år i takt med ændrede elpriser og udskiftning af ældre belysningsanlæg.” Det er ikke i overensstemmelse med privatvejsloven, at der opkræves en betaling på baggrund af rene gennemsnitsberegninger af strømforbruget og vedligeholdelsesomkostningerne for al vejbelysningen i kommunen. Kommunen skal fordele udgifterne til belysningen efter reglerne om samlede arbejder i privatvejsloven. Samlet arbejde skal forstås, som det samlede arbejde for hver enkelt privat fællesvej, eller private fællesveje der indgår i en færdselsmæssig enhed. Udgifterne til vejbelysning skal derfor udregnes for det konkrete samlede arbejde, det vil sige for den eller de omfattede private fællesveje. I modsat fald vil der ikke blive taget højde for, at der på de forskellige private fællesveje kan være forskel på belysningsanlæggets stand, energiforbrug m.v. Flere private fællesveje kan behandles som samlede arbejder, hvis disse udgør en færdselsmæssig enhed. Det fremgår af privatvejslovens § 57, stk. 4. Det forudsætter, at de private fællesveje rent faktisk udgør en færdselsmæssig enhed. Men da de private fællesveje normalt altid vil være adskilt af offentlige veje, og da kommunen ikke kan pålægge grundejerne på de private fællesveje udgifterne til vejbelysningen på kommunevejene, vil det normalt ikke være muligt at anse samtlige private fællesveje i kommunen som én færdselsmæssig enhed. Partshøring over vores udkast til afgørelse Vi har modtaget jeres bemærkninger af 2. juli 2012 til det udkast til afgørelse af sagerne, som vi fremsendte pr. mail den 16. maj 2012. Vi har noteret os jeres bemærkninger om kompleksiteten af, at overholde privatvejslovens krav om, at der sker en individuel beregning af omkostningerne til vejbelysning for hver enkelt samlede arbejde. Der er ikke i privatvejsloven mulighed for, at dispensere fra dette krav. Kommunens tilrettelæggelse af udbuddet kan derfor ikke føre til en tilsidesættelse af privatvejslovens regler. I har henvist til anden kommunes afgørelser om betaling for vejbelysning på private fællesveje. Vi kan hertil anføre, at den anden kommune under vores behandling af klagerne over denne kommunes afgørelser, oplyste, at der ikke var tale om, at grundejerne skal betale gennemsnitspriser for vejbelysningen – gennemsnitsprisen var alene anvendt for at give et bud på, hvad omkostningen for grundejerne forventedes at blive. Vi mener derfor ikke, at der er tale om sammenlignelige situationer. Konklusion Vi mener derfor ikke, at I kan administrere belysningen på samtlige private fællesveje efter en metode, der alene er baseret på gennemsnitlige beregninger for udgifterne til vejbelysning på alle de offentlige veje og private fællesveje i kommunen. Vi mener på den baggrund, at den del af jeres afgørelser af 22. december 2011 der vedrører udgiftsfordelingerne er ulovlige. Vi skal derfor bede jer trække udgiftsfordelingerne tilbage, og træffe nye, lovlige afgørelser. Jeres beslutning efter privatvejslovens § 45, stk. 1 og 2, om at overdrage ansvaret og betalingen for vejbelysningen, er lovlig.

Den nye privatvejslov, lov nr. 1537 af 21. december 2010, træder i kraft den 1. januar 2012 og afløser den gældende lov. Den nye lov skal anvendes ved behandling af sager, der påbegyndes efter denne dato. Sager, der verserer pr. 1. januar 2012, færdigbehandles efter den nugældende lov. Vi får hermed en sproglig og lovteknisk mere moderne lov, som er udbygget med en række relevante regler fra vejloven, vejbidragsloven og vintervedligeholdelsesloven. Loven viderefører i alt væsentligt den gældende lov, men indeholder samtidig en række indholdsmæssige ændringer, hvoraf de væsentligste omtales kort nedenfor.

Vejdirektoratet har modtaget jeres klage af 18. oktober 2010 over Københavns Kommunes beslutning af 21. september 2010 om placering af cykelstativ ud for V-gade 3. Vores afgørelse Vi kan ikke tage stilling til jeres klage, fordi Københavns Kommunes beslutning om at opsætte et cykelstativ på en del af det offentlige fortov ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Hvad kan vi tage stilling til Vi kan afgøre, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse efter vejloven, (Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 893 af 9. september 2009) jf. lovens § 4, stk. 1. Vi har derimod ikke mulighed for at tage stilling til kommunens beslutning om driften af dens veje (faktisk forvaltningsvirksomhed), fordi denne beslutning ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Faktisk forvaltning For at vi kan tage stilling til en klage, er det en forudsætning, at der er tale om en forvaltningsretlig afgørelse truffet efter vejlovgivningens bestemmelser. Det vil her sige en afgørelse, hvor kommunen i forhold til en bestemt adressat eller en afgrænset kreds af adressater ensidigt fastsætter, hvad der er eller skal være ret i det konkrete tilfælde. Uden for det forvaltningsretlige afgørelsesbegreb falder sagsbehandlingen i forbindelse med faktisk forvaltningsvirksomhed. Faktisk forvaltning kan bedst beskrives som udførelse af de praktiske opgaver, kommunen skal varetage. Et eksempel på en kommunes faktiske forvaltning er pasning og vedligeholdelse af kommunens veje med udstyr, herunder træer, skilte, vejbelysning mv. Kommunen skal holde sine veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræver. Kommunen bestemmer, om den skal udføre arbejder, og hvilke arbejder den skal udføre på sine veje, jf. vejlovens § 10. Det er derfor Københavns Kommune, der bestemmer, hvordan dens veje og fortove skal indrettes. Kommunen kan derfor bestemme, om der skal opsættes cykelstativer på dens færdsarealer. Vi mener ikke, at Københavns Kommunes brev af 21. september 2010 er en forvaltningsretlig afgørelse. Der er derimod tale om faktisk forvaltningsvirksomhed, hvor kommunen har vurderet, at placeringen af cykelstativet foran V-gade 3 indgår som et tiltag til udmøntning af kommunens Cykelpakke II, der skal udvikle nye løsninger for parkering af cykler. Om placeringen af cykelstativet i forhold til V-gade 3 Det fremgår af sagen, at cykelstativet er placeret på fortovet, der er en del af den offentlige vej. Som sagen er oplyst, betyder cykelstativet ikke, at adgangen til ejendommen bliver ændret. Hvis I mener, at I lider et økonomisk tab på grund af forringede muligheder for at udleje ejendommen som følge af cykelstativet, vil det i sidste ende være domstolene, der skal tage stilling til dette, hvis der ikke kan opnås enighed mellem parterne. Konklusion Vi kan ikke tage stilling til jeres klage, fordi Københavns Kommunes beslutning om at opsætte et cykelstativ på en del af det offentlige fortov ikke er en afgørelse i forvaltningsretlig forstand. Vejdirektoratet, 29. oktober 2010 (Dok. 10/13194-2)

Vejdirektoratet har behandlet jeres klage af 15. november 2009 over Randers Kommunes afgørelse af 5. oktober 2009 om afvandingsforhold langs O-vej 26 – 28, som I ikke mener er tilstrækkelig. I skriver blandt andet, at kommunen vidste, at vejprojektet i forbindelse med kommunens tilladelse til udstykning af O-vej 26 var behæftet med vanskeligheder vedrørende afvandingen. Kommunen burde have sørget for, at der blev etableret tilfredsstillende afvanding. Vores afgørelse Kommunens afgørelse af 5. oktober 2009 truffet efter privatvejslovens bestemmelser om behovet for istandsættelse af O-vej af hensyn til afvanding af vejen er lovlig. Baggrund Randers Kommune meddelte i 2005 tilladelse til en udstykning af O-vej 26 i 3 parceller. Som et vilkår for tilladelsen stillede kommunen krav om at det eksisterende udlæg blev udvidet fra 4 til 6 meter. Kommunen har ikke stillet krav om yderligere anlæg af den eksisterende vej. Kommunen har stillet krav om en større udlægsbredde af hensyn til en fremtidig udvidelse af vejanlægget. Kopi af telefonnotat af 21. juni 2010 er vedlagt. Ved en besigtigelse den 11. august 2008 mente kommunen, at vejen var i god og forsvarlig stand i forhold færdslen på vejen. Kommunen afholdte vejsyn den 10. september 2009, hvor den konstaterede, at vejen var i god og forsvarlig stand. Hvad kan Vejdirektoratet tage stilling til Vi kan tage stilling til, om kommunen har truffet en lovlig afgørelse (retlige spørgsmål) efter vejlovgivningen (Vejloven, privatvejsloven, vejbidragsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven), her privatvejsloven. Men vi kan ikke tage stilling til kommunens vurderinger (skøn) inden for lovens rammer. Det følger af privatvejslovens (Lov om private fællesveje, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. maj 2008) § 7, stk. 1. Det betyder, at vi kan vurdere, om kommunen i forbindelse med en sådan afgørelse har fulgt vejlovgivningen og almindelige forvaltningsretlige regler. Men vi kan ikke tage stilling til, om kommunens afgørelse er rimelig eller hensigtsmæssig. Vi kan heller ikke tage stilling til, om kommunen har iagttaget god forvaltningsskik. Endelig kan vi ikke tage stilling til afgørelser, der er truffet med hjemmel i anden lovgivning eller privatretlige spørgsmål, herunder aftaler. Privatvejslovens bestemmelser Kommunen kan i forbindelse med tilladelse til udstykning forlange, at der bliver foretaget ændringer af en privat fællesvej, som færdslen begrunder. Det frem går af privatvejslovens § 29, stk. 2. Som betingelse for en udstykningstilladelse kan kommunen endvidere forlange, at der udlægges yderligere privat fællesvej. Det fremgår af lovens § 29, stk. 3. Privatvejsloven indeholder ikke bestemmelser om, at der skal ske en overdragelsesforretning i forbindelse med en udstykkers overdragelse af private fællesveje eller udlagte private fællesveje til grundejerne. En privat fællesvej eller en strækning heraf må ikke anlægges eller tages i brug som færdselsanlæg, før vejudlægget er godkendt af kommunen. Kommunen skal endvidere have godkendt detailprojekt for vejanlægget, herunder længde- og tværprofil, befæstelse og afvanding m.v. Det fremgår af privatvejslovens § 41. Hvis en privat fællesvej er taget i brug, og det efterfølgende viser sig, at vejen ikke er udført i overensstemmelse med et godkendt detailprojekt, og denne uoverensstemmelse efter kommunens opfattelse medfører, at vejen ikke er i god og forsvarlig stand, kan kommunen kræve vejen sat i stand efter bestemmelserne i privatvejslovens §§ 57 – 62. Det er grundejerne af de ejendomme, der grænser til en privat fællesvej i by eller bymæssigt område, der skal holde vejen i en god og forsvarlig stand under hensyn til færdslens art og omfang. Vejen skal forsynes med forsvarligt afløb. Det fremgår af privatvejslovens § 57, stk. 1. Kommunen (jf. privatvejslovens § 6) bestemmer, i hvilket omfang og på hvilken måde private fællesveje med tilhørende afløb skal vedligeholdes. Det fremgår af lovens § 57, stk. 2. Vores vurdering Randers Kommune har på baggrund af en besigtigelse den 11. august 2008 og et vejsyn den 10. september 2009 vurderet, at O-vej er i god og forsvarlig stand i forhold færdslen på vejen med den eksisterende afvanding. I det omfang vejen med den nuværende belægning og uden særlige foranstaltninger til vejafvanding efter kommunens opfattelse er i god og forsvarlig stand i forhold til den færdsel, som foregår og skal foregå på vejen, må de anførte problemer vurderes at være af miljømæssig, naboretlig og/erstatningsretlig karakter. Hverken i forarbejderne til privatvejslovens bestemmelser om istandsættelse og vedligeholdelse af private fællesveje eller i Vejdirektoratets praksis ses der at være holdepunkter for, at en beslutning i medfør af bestemmelserne i privatvejslovens kapitel 10 (§§ 57-62) udelukkende kan baseres på miljømæssige, naboretlige eller erstatningsretlige hensyn. En vejmyndighed kan i forbindelse med en afgørelse efter privatvejslovens § 57, stk. 1 og 2, efter Vejdirektoratets opfattelse, ikke udelukkende varetage miljømæssige eller privatretlige hensyn, f.eks. kræve en privat fællesvej istandsat med yderligere afløb udelukkende for at forhindre at vand og lignende flyder fra vejen og ud på naboejendommene. Krav om afhjælpning af miljømæssige gener fra spildevand fra vejarealet må stilles efter miljølovgivningen, i det omfang denne indeholder hjemmel hertil, og andre privatretlige (nabo- og erstatningsretlige) problemer henhører under domstolene i tilfælde af uenighed mellem parterne. Om kommunen har levet op til sin pligt som bygge- eller udstykningsmyndighed eller har handlet ansvarspådragende som følge af manglende tilsyn for så vidt angår vilkårene i udstykningstilladelsen og dermed er erstatningsansvarlig, er ikke reguleret i vejlovgivningen. Dette spørgsmål skal afgøres efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Vi kan derfor ikke tage stilling til det. Hvis I ikke kan opnå en løsning med kommunen, må vi henvise jer til at indbringe spørgsmålet for domstolene. Konklusion Kommunens afgørelse af 5. oktober 2009 truffet efter privatvejslovens bestemmelser om behovet for istandsættelse af O-vej af hensyn til afvanding af vejen er lovlig. Vi foretager os ikke mere i sagen. Frist for anlæg af sag ved domstolene Hvis I ønsker, at domstolene skal tage stilling til kommunens afgørelse eller til vores afgørelse i klagesagen, skal søgsmål være anlagt inden 6 måneder efter modtagelsen af denne afgørelse, jf. privatvejslovens § 7, stk. 6, 2. pkt. Vejdirektoratet, 22. juni 2010 (Dok. 09/15233-8)

I e-mail af 17. juni 2009 har du bedt Vejdirektoratet om en udtalelse om, hvem der skal afholde udgifterne til en nedklassificering af en offentlig vej. Du har oplyst, at grundejerne har ønsket en offentlig vej lukket, men ikke nedklassificeret. Byrådet har efter en lang og grundig proces besluttet at lukke vejen, men har som en af betingelserne bestemt, at vejen skal nedklassificeres. Derudover skal grundejerne betale udgifterne ved den fysiske lukning samt udgifterne til udmatrikulering og tinglysning. Du ønsker at få oplyst, om det er lovligt at kræve, at grundejerne skal betale udgifterne til udmatrikulering og tinglysning. Vejdirektoratets udtalelse Kommunen kan som vejbestyrelse stille saglige vilkår i forbindelse med en ansøgning af lukning af en offentlig vej (kommunevej) for gennemgående trafik. Et vilkår om nedklassificering af vejen til privat fællesvej vil være sagligt, hvis afspærringen medfører, at vejen ikke længere har betydning for den almene, offentlige færdsel, men fremover fortrinsvis skal betjene ejendommene langs vejen. Det vil i dette tilfælde også være sagligt at stille krav om, at afspærringen og nedklassificeringen skal være uden udgift for vejbestyrelsen. Når en offentlig vej nedlægges, sørger vejbestyrelsen for, at de fornødne ændringer i matriklen gennemføres. Det fremgår af vejlovens § 89, stk. 2. Efter samme lovs § 90, stk. 4, skal vejbestyrelsen ved nedklassificering sørge for, at bestemmelser om vejret og adkomst til vejen tinglyses. På denne baggrund mener vi, at det i et tilfælde som det beskrevne vil være sagligt og dermed lovligt at kræve, at ansøgerne betaler de udgifter, der er forbundet med de ændringer i matriklen og de tinglysninger, som loven kræver i forbindelse med nedklassificering af vejen. Vejdirektoratet, 30. juni 2009 (Dok. 09/07285-5)

I e-mail af 12. februar 2008 har Horsens Kommune bedt os om en udtalelse om ovennævnte emne. Kommunens spørgsmål: I spørger om ”udstrækningen” af de krav, som kan stilles i medfør af vejlovens (lov om offentlige veje - lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) § 70, stk. 3, eller § 71, stk. 6. I har henvist til et tilfælde, hvor en dagligvareforretning ønsker at etablere sig på en hjørnegrund - fx som vist på et medsendt oversigtskort. Forretningen skal have adgang til en kommunevej (Ø-vej), som tilsluttes en anden og væsentlige mere trafikeret kommunevej (V-vej). I er ikke i tvivl om, at kommunen har mulighed for at stille krav om fx kanaliseringsanlæg ved overkørslen til Ø-vej, hvis det i øvrigt er trafikalt begrundet. Spørgsmålet er, om kommunen kan udstrække sine krav til også at omfatte foranstaltninger, fx signalregulering, i krydset mellem Ø-vej og V-vej, hvis kommunen vurderer, at det primært er trafikken til og fra forretningen, som nødvendiggør en signalregulering. Vil svaret være anderledes, hvis der allerede nu er begyndende kapacitetsproblemer i krydset mellem V-vej og Ø-vej - dog uden at der er planer om signalregulering, hvis dagligvareforretningen ikke etableres. Vejdirektoratets svar: Vi kan oplyse, at vejbestyrelsen efter vores opfattelse kun kan stille krav, der omfatter arbejder, som er en del af den nye overkørsel eller som skal imødegå færdselsmæssige eller vejtekniske ulemper ved færdslen mellem den pågældende offentlige vej og den pågældende ejendom. Det kunne fx være et kanaliseringsanlæg. Kravene kan efter vores opfattelse ikke udstrækkes til at omfatte regulering af færdslen mellem flere offentlige veje i nærheden af overkørslen. Der kan således ikke i det omtalte eksempel stilles krav om lysregulering af krydset mellem Ø-vej og V-vej. Hvis V-vej er hovedlandevej vil Vejdirektoratet som vejbestyrelse have hjemmel til at stille et sådant krav, hvis overkørslen anlægges i en afstand på mindre end 50/100 meter fra hovedlandevejen, jf. vejlovens § 70, stk. 2. Adgangen til at pålægge dagligvareforretningen udgifterne til ombygning af den offentlige vej er desuden begrænset til særlige tilfælde. Et eksempel herpå er etablering af adgang fra særligt trafikskabende virksomheder, hvor kravene til står i rimeligt forhold til fordelene for virksomheden. Vejdirektoratet, 20. februar 2008 (Dok. 08/02070-3)

Svendborg Kommune har i e-mail senest af 20. august 2008 bedt Vejdirektoratet om en udtalelse om U Vandværks vandledning i et 2 meter bredt og 230 m langt areal, som kommunen har købt af ejeren af en tilgrænsende ejendom til vejformål.. U Vandværk har i mail af 3. september 2008 ligeledes bedt Vejdirektoratet om en udtalelse i sagen. Det fremgår af sagen, at der i det erhvervede areal ligger en vandledning, og at der er tinglyst en deklaration om, at ledningen skal ligge uforstyrret. Ledningen ligger i det fremtidige rabatareal. Kommunen har oplyst, at det ikke er nødvendigt at flytte ledningen, men blot at lave en interrimsledning, imens kommunen laver vejudvidelsen. En landinspektør har målt at der er fra 99 cm til 87 cm jorddækning. Kommunen har supplerende oplyst, at der bortset fra ganske få steder ikke graves af i forbindelse med vejarbejdet. Visse steder i landet anså man tidligere en dybde på 90 cm til bunden af ledningen for tilstrækkelig (frostfri). Vandværket oplyser, at vejprojektet vil medføre, at jorddækningen over ledningen reduceres fra 1,1 meter til ca. 0,85 meter. På grund af ledningens nærhed til vejen, frygter vandværket, dels at asfalten vil medvirke til at forøge temperaturen på vandet i ledningen om sommeren og dermed forringe drikkevandskvaliteten, dels at tung færdsel ved kørsel i rabatten vil beskadige ledningen. Vandværket har derfor meddelt kommunen, at vandledningen bør flyttes ind på marken igen, og at kommunen skal afholde udgifterne hertil. Kommunen har afslået dette. Vejdirektoratets udtalelse Indledningsvis skal vi oplyse, at vi ikke opfatter henvendelsen fra U Vandværk som en klage. Vandværket beder Vejdirektoratet om ”vejledning vedrørende en uoverensstemmelse i forståelsen af en tinglyst deklaration”. Vejdirektoratet kan afgive generelle udtalelser om fortolkningen af vejlovgivningens (Vejloven, vejbidragsloven, privatvejsloven og vintervedligeholdelses- og renholdelsesloven) bestem¬melser og afgøre konkrete klager truffet af kommunerne efter disse bestem¬melser. Vores udtalelser skal derfor være af generel karakter, således at de ikke fremstår som en forhåndsgodkendelse af et konkret projekt. Vi forbereder endvidere tvister mellem en ledningsejer og en kommune om ledninger i og over vejareal, jf. vejlovens (Lov om offentlige veje, jf. lovbekendtgørelse nr. 432 af 22. maj 2008) §§ 101, 106. Disse tvister afgøres af transportministeren. Det fremgår af vejlovens § 5, stk. 2. Denne begrænsning af vores kompetence medfører bl.a., at vi ikke kan udtale os om andre regelsæt, fx privatretlige og aftaleretlige forhold som erstatningsret, almindelige ejendomsretlige spørgsmål og tekniske forhold vedrørende ledningers tilstedeværelse i jorden. Som sagen er oplyst, er der ikke truffet en afgørelse af kommunen om vandledningen med hjemmel i vejlovens §§ 101 og 106. Vejlovens regler er ikke til hinder for, at der ligger en ledning i et ubefæstet rabatareal til vejen. Når arealet er erhvervet i almindelig handel og ikke ved ekspropriation overtager kommunen samme pligter som den tidligere ejer, herunder pligten til at respektere deklarationen. Spørgsmålet om ledningsejeren som følge af deklarationen kan kræve ledningen flyttes ind på marken for kommunens regning, må afhænge af en fortolkning af den tinglyste deklaration. Hvis parterne – her vandværket og kommunen – ikke kan blive enige om fortolkningen af deklarationen, må uenigheden afgøres ved domstolene. Hverken Vejdirektoratet eller transportministeren kan efter loven tage stilling hertil. Det er således ikke korrekt, hvis kommunen har anført Vejdirektoratet som klagemyndighed for sin afgørelse. Vejdirektoratet, 9. september 2008 (Dok. 08/10122-3)

I e-mail af 12. marts 2008 har kommunen bedt os om en udtalelse om ovennævnte emne. I har oplyst, at kommunen ønsker at slippe for vedligeholdelsen af nogle skråninger og rabatarealer langs offentlig vej. Arealerne er udskilt sammen med det egentlige vejareal. Fx hvor arealet består af en skråning med en støttemur ned mod fortov. Naboen er ikke indstillet på at vedligeholde arealet, og kommunen må jævnligt klippe, slå, rive og pusle. I går ud fra, at arealer som disse kan nedlægges som offentlig vej uden at anvende proceduren i vejlovens (lov om offentlige veje - lovbekendtgørelse nr. 671 af 19. august 1999) kap 9, idet selve vejen ikke ændres. Jeres spørgsmål Kan kommunen med hjemmel i vejloven tilpligte naboen at overtage et areal som nævnt ovenfor? Hvis § 91, stk. 4, er relevant i denne sammenhæng, så skal der vel laves en forudgående nedlæggelsesprocedure efter § 90? Hvad forstås ved ”særlige tilfælde” i § 91, stk. 4? Vejdirektoratets udtalelse Højesteret oplyser i en dom af 20. september 1984 (UfR 1984.972 H), at vejlovens kap. 9 om nedlæggelse af offentlige og almene veje forudsætter, at der er tale om anlagte veje, og at bestemmelserne efter deres indhold alene tager sigte på tilfælde, hvor en offentlig vej eller vejstrækning nedlægges i hele dens bredde. I dommen er det dog tilføjet, at det findes naturligt at anvende lovens regler om nedlæggelse af veje analogt i det omfang, hvori det er muligt. Det sidste forstår vi således, at bestemmelserne i lovens kap. 9 bør anvendes analogt, hvis nogen har en relevant retlig interesse i, at de omtalte bestemmelser finder analog anvendelse. Dette vil naboen have, hvis der ikke kan opnås enighed om prisen for vejarealet, idet en grundejer har krav på, at dette spørgsmål afgøres af taksationsmyndighederne. Det fremgår af lovens § 91, stk. 2. Vi mener derfor, at et vejareal som det omtalte kan nedlægges uden at anvende proceduren i vejlovens kap. 9, hvis ejerne af de tilgrænsende ejendomme ikke har en retlig interesse i, at proceduren anvendes. Kommunen kan alene tilpligte ejeren af en tilgrænsende ejendom at overtage et nedlagt vejareal i særlige tilfælde. Det fremgår af lovens § 91, stk. 4. Vi kan oplyse, at formålet med § 91, stk. 4, er at skabe en løsning på det problem, at nedlagte vejarealer kommer til henligge uden vejadgang som følge af, at ejerne af de tilgrænsende ejendomme ikke ønsker at overtage arealet. Ordlyden ”i særlig tilfælde” omfatter derfor de tilfælde, hvor et nedlagt vejareal ikke grænser til en vej, således at der fysisk kan skabes vejadgang til arealet. Dette er ikke tilfældet i den skitserede situation, hvor det nedlagte areal fortsat grænser til vejen. Uanset om det pågældende vejareal nedlægges med eller uden anvendelse af proceduren i vejlovens kap. 9, vil kommunen derfor ikke i det nævnte tilfælde kunne påtvinge en grundejer arealet. Vi kan ikke svare entydigt på, om samtlige tilfælde omfattet af § 91, stk. 4, også vil være omfattet af proceduren for nedlæggelse i § 90. Dette afhænger af de konkrete omstændigheder. Vejdirektoratet, 28. marts 2008 (Dok. 08/03414-4)