Vil trafikplanlægning, trafiksikkerhedsarbejdet og den koordinerede indsats på vejområdet fortsætte den positive udvikling efter den første januar 2007? Siden den nuværende regeringen trådte til, har der for alvor været fokus på den offentlige sektor. Målet har været at skabe en mere forandringsorienteret sektor og et mere effektivt offentligt system, hvor kvaliteten af arbejdet samtidig skulle forbedres. Derudover var det hensigten at komme tættere på borgerne og skabe en større gennemskuelighed for offentligheden. Efter strukturkommissionen fremlagde deres forslag, tog regeringen fat. Den tog sit eget afsæt og fik udarbejdet et oplæg til det kommende Danmarkskort. Der kom samtidig en tidsplan for, hvornår kommunalreformen skulle træde i kraft, og som alle ved, blev det den første januar 2007. Mange sad rundt om i kommuner og amter som store spørgsmålstegn og tænkte, ”hvor er vi på vej hen?” Forslagene blev læst igennem igen og igen, for der var arbejdsområder, der overhovedet ikke var nævnt (med ét ord) - et af dem var trafiksikkerhed og trafikplanlægning. De mange medarbejdere, der gennem de seneste 10 - 15 år havde viet deres arbejdsliv til et så væsentligt arbejdsområde, troede simpelthen ikke på, at det var rigtigt. Men som tiden gik og de første udmeldinger kom, stod det klart, at trafikplanlægning og trafiksikkerhedsarbejdet skulle deles mellem stat og kommuner. Så rejste der sig en række spørgsmål. Er forandring altid vækstdannende - eller er der snarere tale om en forandringspsykose Det første spørgsmål er der stor uenighed om. For at skabe vækst er der forudsætninger, der skal arbejdes med, inden forandringen i værksættes, som en analytisk- og teoretisk tilgang for at kunne skabe den nødvendige handlingskompetence. Det ser ikke ud til at være tilfældet her, hvorfor der kan sættes spørgsmålstegn ved, om den forestående forandring vil skabe den tilsigtede vækst. Til gengæld er der stor enighed om, at vi oplever det som en psykose, at der uanset hvad skal ske en ændring - uden at man tager hensyn til opgavens karakter. Set i helikopterperspektiv er det svært at se, hvor grænsefladerne mødes i det fremlagte lovforslag. Det opleves som om, at bare opgaverne bliver lagt ud til kommunerne, vil opgaverne blive løst tættere på borgerne og derved blive løst bedre. Dette kan ikke være det eneste kvalitetsmål, når vi ser tilbage på de mål, der har været arbejdet ud fra tidligere og med meget gode resultater til følge. Samtidig vil mange af de faglige- og kreative miljøer og netværksgrupper, der gennem de seneste mange år er opbygget, og som har givet trafiksikkerhedsarbejdets og trafikplanlægningen styrke, forsvinde ud i uvished. I forandringens navn vil prioriteringerne ske ud fra de problemstillinger, der aktuelt er mest synlige, og her kommer det forebyggende arbejdet bagest i køen. Derfor er det vigtigt at beskrive de opgaver, der i dag varetages af amterne og skabe grundlag for, hvorledes opgaverne fremover kan løses bedst. Det har vist sig, at mange af opgaverne ikke bare uden videre kan overdrages til kommunerne eller Vejdirektoratet. En af hovedårsagerne til dette er den forankring arbejdet har i amterne i dag. Der arbejdes på mange niveauer, i mange forskellige faggrupper, ude i lokalsamfundet. Og her er koordineringen, et af de meget vitale arbejdsområder. En anden væsentlig årsag er de forskellige interesser, der er lokalt hos de enkelte kommuner i forhold til den lokale og regionale udvikling. Så hvad skal der til for, at det fremtidige arbejde kan fortsætte og gerne styrkes efter den første januar 2007 For at løse de fremtidige opgaver bør der etableres en række fælles-sekretariater/videncentre, der kan koordinere arbejdet mellem kommunerne og andre samarbejdsparter. Desuden vil det være nødvendigt at styrke videnopbygningen med afsæt i den organisation, der har været tidligere og ikke splitte ressourcerne op i kommuner og stat. Sekretariaterne/videncentrene bør ikke nødvendigvis følge de nye regioner, men kan eventuelt følge de kommende politikredse, eller måske en helt anden struktur alt efter, hvor trafikområdet fremover skal placeres. Den offentlige sektor er faktisk parat til udvikling og vækst, og vi har et stort videns- og erfaringsgrundlag. Det vil styrke den kommende proces og medvirke til et kvalitativt løft, hvis denne viden forankres i forandringen.