Håndtering af klimaudfordringen står højt på den politiske dagsorden. Regeringen ventes i løbet af 2012 at fremlægge en klimaplan, der beskriver, hvordan klimaudfordringen skal håndteres for den ikke-kvoteomfattede del af økonomien, som ud over husholdningerne og landbruget, tæller transportsektoren.

Trængslen omkring de store byer, især Hovedstaden, består. Men der findes gode alternativer til privatbilismen – disse skal blot udbygges. På kortere sigt kan busbetjeningen forbedres, kapaciteten i eksisterende S-tog, regionaltog og metro kan øges, og cykelinfrastrukturen kan forbedres. Der kan satses på kombination af cykel og kollektiv trafik mellem hjem og arbejdsplads. På længere sigt skal udbygges med mere metro og/eller letbane.

Det er positivt, at regeringen nu vil bruge afgifter til at regulere transportsektorens miljø- og klimabelastning. Men herudover er der ikke meget konkret fastlagt i investeringsplanen, på trods af at der nu har været et forløb på 2 år siden man nedsatte en Infrastrukturkommission, der skulle komme med en langsigtet plan for infrastrukturudbygningen. Der er meget lidt nyt under solen, hvad angår kollektiv trafik – som påstås at være hovedprioriteten. Og selv regeringen postulerer, at den med denne plan vil styrke den kollektive trafik, vil den investere i flere og udvidede motorveje, som om der ikke skulle flyttes rejsende fra bil til kollektiv trafik.

Reduktion af CO2-udslippet fra bilerne er en prøve, som virkelig vil vise, om Anders Foghs nye grønne image er andet og mere end ord.

Hvis transportsektoren skal yde sit bidrag til beskyttelse af klimaet, er det nødvendigt både at begrænse biltrafikken og at reducere CO2-udslip fra det enkelte køretøj. I denne artikel vil jeg koncentrere mig om det sidste. Igen er der to måder at gøre det på – at skifte til andre drivmidler og at fremme køretøjer, der har lavere brændstofforbrug, selv om de stadig bruger benzin eller diesel. Igen er det nødvendigt at satse på begge strategier parallelt, idet lavere brændstofforbrug kan virke på kortere sigt, mens vi på længere sigt skal have andre drivmidler. Der kan være en tendens til, at det er mere ”sexet” at tale om eldrift, brint og biobrændstoffer end at indføre mekanismer, som kan fremme køretøjer med mindre brændstofforbrug. Men det ene kan ikke erstatte det andet.

Ved at satse meget mere på cykling kan vi både forbedre miljøet og samtidig nedbringe en række af de folkesygdomme, som er knyttet til mangel på motion. Samfundsøkonomisk vil det være blandt de allermest fordelagtige investeringer på trafikområdet - og også for de nye kommuner vil der være et plus på bundlinien.