I Vejjura besvarer vi en del henvendelser fra kommunerne om fortolkning af vejlovgivningen. Antallet af disse forespørgsler er stigende og vidner om, at der er et stort behov for videndeling og erfaringsudveksling på området – en videndeling der vil være til gavn for både kommunerne og staten. Behovet for en sådan videndeling kom klart frem på den række af møder, som Vejdirektoratet og kommunerne holdt i efteråret 2006 i anledning af kommunalreformen.

Det har givet Hans Faarup ”anledning til overvejelser om klagemyndighedens uvildighed”, at Vejdirektoratets Vejjuraafdeling har oprettet et rejsehold, der holder temamøder for kommunerne på vejcentrene. Jeg går ud fra, at Hans Faarup sigter til begrebet myndighedsinhabilitet. En sådan situation kan opstå, hvis en myndighed fx rådgiver en part i en konkret sag, som myndigheden senere træffer afgørelse i. Men rejseholdets opgave er slet ikke partsrådgivning. Formålet med temamøderne er i al sin enkelhed at udbrede kendskabet til vejlovgivningen, der som bekendt er ret kompliceret. Det er således Vejdirektoratets forpligtelse at informere og vejlede de kommunale vejbestyrelser om generelle problemstillinger inden for vejlovgivningen. Hans Faarup skriver, at det er betænkeligt, at Vejdirektoratet holder møder med den ene part. Begrebet ”part” har kun mening, hvis vi drøfter aktuelle klagesager, og det gør vi naturligvis ikke. Jeg har derfor svært ved at få øje på den ”nærliggende misforståelse”, som Hans Faarup slutter sit synspunkt af med.

Når en borger vil klage over en afgørelse, kommunen har truffet i medfør af vejlovgivningen, er det Vejdirektoratet, Vejjura afdelingen, der er klageinstans. Og der klages i stigende omfang – i Vejjura modtager vi et godt stykke over 400 klager om året. Men hvad er det egentlig, borgerne klager over? Og får de ret? Det kan du læse lidt om i denne artikel.