Spørgsmålet om, hvem der skal betale for ledningsarbejder, som bliver nødvendige, fordi der foretages dispositioner vedrørende det areal, ledningen er placeret i, har på det seneste været behandlet indgående både af domstolene og i teorien (se dommene nedenfor og senest professor, Søren H. Mørup i Tidsskrift for Landbrugsret 2010, s.139, der i noterne henviser til en lang række artikler).

Som det vil fremgå af det følgende, mener jeg, at der gennem et vejudlæg kun reserveres areal til vej. Jeg tager derfor afstand fra Vejdirektoratets opfattelse, som accepterer, at der også gennem et vejudlæg følger/kan stiftes vejret. Væsentligst fordi der mangler hjemmel i privatvejsloven. Artiklen kan derfor ikke læses som en fremstilling af gældende ret på området, hvis man herved forstår Vejdirektoratets praksis. Jeg har forsøgt at klarlægge, hvordan domstolene vil se på tingene.

Hvem skal betale ledningsarbejder, som skyldes vejarbejder, der ikke tjener vejformål?

Grethe Skov har i anledning af min artikel om skiltning på private fællesveje i nr. 11.2007, s. 60 peget på to forhold i min artikel, som giver mig anledning til at præcisere følgende: Parkering Jeg mener, som skrevet i artiklen, at en vejret alene indebærer ret til færdsel. Parkering forudsætter derfor særlig tilladelse. Jeg er naturligvis klar over, at mange private fællesveje i byer benyttes til parkering, hvilket i så fald skyldes, at dette accepteres af vejejeren, hvad enten det skyldes, at vejen er blevet udformet med henblik på også at muliggøre parkering, eller at det efterhånden bare er blevet sådan. En vejret tillader efter min mening ikke, at en vejberettiget parkerer på en vej i det åbne land. Autoriserede eller uautoriserede skilte Jeg konkluderede sidst i artiklen, at ”det altså er muligt at begrænse færdsel gennem skiltning, idet færdsel til fods og på cykel dog normalt ikke kan hindres på private veje og stier på landet, men skilte på veje i byer kan kun opsættes med kommunens godkendelse og med politiets samtykke”. Det er rigtigt, men skiltning kan foretages med såvel officielle som uofficielle færdselstavler (som opsættes efter mark- og vejfredsloven).

Privatvejsloven (PVL - lbkg. nr. 670 af 19. aug. 1999 om privat fællesveje) gælder i al væsentlighed kun for private fællesveje, altså de veje, som tjener som adgangsveje for anden ejendom. Definitionen fremgår af lovens § 2: ”Ved private fællesveje forstås i denne lov de veje, gader, broer og pladser, der uden at være offentlige, jf. § 1, tjener som færdselsareal for anden ejendom end den ejendom, hvorpå vejen er beliggende, når ejendommene er i særlig eje.”

Private veje er privat ejendom, men de er – som alle andre ejendomme – undergivet offentligretlig regulering, primært gennem lov om private fællesveje. Men også andre love regulerer privates dispositioner over private veje. I det følgende søges afklaret, i hvilken udstrækning private veje må benyttes af andre end de færdselsberettigede, og hvilke muligheder, der er for at begrænse en sådan uvedkommende færdsel ved at opsætte skilte, hvilket indebærer en afklaring af samspillet mellem en række bestemmelser

Om en vej er en fællesvej er helt afgørende for, om kommunen kan træffe afgørelse om vejen iht. privatvejsloven. Vejdirektoratets krav om dokumentation for, at der er vejberettigede, medfører, at kommunerne i nogle tilfælde afskæres fra at træffe afgørelse, selv om vejen med stor sandsynlighed er en fællesvej. Det er utilfredsstillende.