Under overskriften ”Tvangsmidler over for grundejere, der ikke efterkommer påbud” redegøres for en sag om hegn langs med en vej, hvor det var nødvendigt for kommune at trække grundejeren i retten for at få etableret det ønskede hegn. Sagen blev behandlet i Vejdirektoratet som en klagesag, og i afgørelsen af 3. februar 2012 fandt Vejdirektoratet, at kommunen lovligt kunne påbyde grundejeren at etablere det omhandlede hegn (lukke et hul i hegnet). Vejdirektoratets j.nr. 11/18727. Det fremgår af artiklen i Trafik & Veje, at grundejeren fortsat ikke har etableret hegnet, og at sagen var en tur rundt om statsadvokaten for så vidt angår spørgsmålet om bødestraf og tvangsbøder, vejlovens §§ 113 og 114. Artiklen afsluttes med en bemærkning om, at muligheden for at udføre arbejderne på grundejerens regning, jf. vejlovens § 114, stk. 3, desværre ikke videreføres i den nye vejlov, ”da der ikke vurderes at være behov for denne hjemmel”. Det er ikke korrekt. Den nye vejlovs § 93 viderefører den gældende vejlovs § 111 om hegn langs med offentlige veje. Der er ikke ændret på, at vejmyndigheden kan kræve, at en grundejer etablerer og vedligeholder et ubrudt hegn langs med en offentlig vej, når det er nødvendigt af trafiksikkerhedsmæssige eller vejtekniske grunde. Hovedreglen er, at hegnet skal etableres for grundejerens regning. Det er korrekt, at bestemmelserne i den gældende vejlovs § 114, stk. 2 og 3 ikke videreføres i den nye vejlovs § 136. Det skyldes, at der allerede i dag i retsplejelovens § 997, stk. 3 findes bestemmelser om tvangsbøder med henblik på ”at tilholde nogen at opfylde en forpligtelse mod det offentlige”. Transportministeriet har i forbindelse med den nye vejlov ikke ment, at der var grund til at videreføre selvstændige regler om tvangsfuldbyrdelse, når de ikke gik videre end de allerede eksisterende regler i retsplejeloven. Bortset fra tilfælde, der kan karakteriseres som nødretshandlinger, har vejmyndigheden hverken i den gældende vejlov eller i den nye vejlov en almindelig ret til at udføre selvhjælpshandlinger på tredjemands ejendom i form af etablering af hegn m.m. Den gældende vejlovs § 114, stk. 3 forudsætter, at der skal foreligge en dom om tvangsbøder, for at vejmyndigheden kan lovliggøre forholdene fysisk. Fra den 1. juli 2015 skal vejmyndighederne huske at bede anklagemyndigheden om at nedlægge påstand om, at grundejeren skal anerkende, at vejmyndigheden kan udføre de påbudte arbejder for grundejerens regning på grundejerens ejendom, hvis denne ikke inden udløbet af en af domstolen fastsat frist har udført de påbudte arbejder.

I de seneste mange år er vi som ansatte i den offentlige forvaltning oftere og oftere blevet mødt med det krav, at vi skal være mere effektive og hurtigere levere varen til vores slutbrugere, den danske befolkning.

Vejdirektoratet oplever som følge af de to sidste strenge vintre et stigende antal henvendelser om kommunernes mulighed for at undtage visse offentlige veje fra vintervedligeholdelse. Henvendelserne er ikke så meget begrundet i en manglende accept af, at klagerne skal snerydde eller glatførebekæmpe fortov eller hele vejen ud for deres ejendomme, men snarere en undren over at kommunen kan undlade at udføre de samme pligter på sine veje.

Det har undertiden været gjort gældende, at vejbestyrelsen har en særlig rådighedsret / ejendomsret over vejarealerne, og at vejbestyrelsen med henvisning til denne kan afslå alle sager om forskellige typer af privat råden over offentlige vejarealer, som ikke tjener noget trafikalt formål. Artiklen søger, med udgangspunkt i en række eksempler fra Vejdirektoratets egen praksis, at godtgøre, at synspunktet er noget mere nuanceret, idet forvaltningsretten spiller en væsentlig rolle i disse sager.

Hjemvisninger på grund af fejl i fortolkningen af vejlovgivningens bestemmelser er mindre hyppige end hjemvisninger på grund af fejl i den grundlæggende forvaltningsret.

Som sagsbehandler i Vejjura, Vejdirektoratet, hvor vi behandler klager over kommunernes afgørelser truffet efter vejlovgivningens bestemmelser, og som en af oplægsholderne i Vejjuras Rejsehold lærer man hurtigt, at visse typer af forvaltningsretlige mangler eller fejl er svære at udrydde. En fejl, man ofte vil møde, og måske ikke altid kan gribe ind over for, er den forvaltningsretlige tilblivelsesmangel ”at sætte skøn under regel”.