Viser artikel 1-10 af 4 resultat(er)
I 2008 begyndte man i Danmark at CE-mærke varmblandet asfalt i henhold til de europæiske produktstandarder. I 2011 og 2012 er turen så kommet til bitumen og polymermodificeret bitumen samt emulsioner og cutback bitumen til bl.a. klæbning og overfladebehandling. Alle disse produkter er vigtige ingredienser i produktion og udlægning af asfalt og overfladebehandling, og CE-mærkningen medfører harmoniserede specifikationer for produkterne og yderligere fokus på kvalitet og produktionskontrol hos leverandørerne.
I de senere år har der været meget debat i medier og i vejbranchen om kvaliteten af de danske veje. Huller i vejene og efterslæb på vejvedligeholdelseskontoen er løbende temaer i dags- og fagpressen. Set lidt fra oven er problemerne naturligvis alvorlige, da vejene er en vigtig del af den danske infrastruktur. De er dog heller ikke større, end de kan løses, og det glædelige er, at vi i hvert fald har alle forudsætninger her i landet for at kunne rette op på kvaliteten af det danske vejnet, hvor det er nødvendigt og i det omfang, de økonomiske midler er til stede i stat og kommuner.
I perioden 2004 til 2008 har Vejdirektoratet/Vejcenter Syddanmark (tidligere Ribe Amt) og Pankas A/S samt datterselskabet Inreco A/S gennemført et omfattende partneringsamarbejde omkring udvikling af nye produkter og teknologier inden for vejbelægninger. Partneringsamarbejdet har resulteret i flere nye og forbedrede produkter inden for bl.a. remix og warm-mix-asphalt. Samarbejdsformen med en åben og tillidsbaseret dialog omkring mål, forventninger, prioritering, ressourcer, økonomi, konfliktløsning har ifølge deltagerne været en af de væsentligste årsager til de gode resultater.
Warm-Mix-Asphalt er karakteriseret ved, at blandeprocessen på asfaltværket foregår ved væsentligt lavere temperatur end normalt med flere miljømæssige fordele til følge. Der eksisterer i dag forskellige teknologier inden for Warm-Mix området, og Pankas A/S har i samarbejde med Vejdirektoratet/Vejcenter Syddanmark udviklet og afprøvet en dansk version af Warm-Mix-Asphalt.
