”Vinderveje” var det ambitiøse navn på en konference, som KTC, Dansk Vejforening, Asfaltindustrien og Grontmij holdt i Odense midt i maj. Målet var at gøre vejene til vindersager i kommunerne – at finde og fortælle de gode historier om de kommunale veje… at få vejene på dagsordenen.

Oven i krise, kamp om ressourcer og slaghuller i vejene efter to hårde vintre ser det nu ud til, at godt en milliard kroner er forsvundet fra den kommunale vejkonto i forbindelse med, at kommunerne overtog amternes veje efter kommunalreformen. Det viser nye oplysninger. Vi kom på sporet af sagen om den forsvundne milliard, da en kvik ejer af en mindre virksomhed i Jylland mailede og henviste til en notits i Dagbladet Licitationen tirsdag den 1. februar. Her kunne man læse, at indenrigsminister Bertel Haarder, i et svar til Per Clausen, Enhedslisten, afviser at give flere penge til kommunernes vedligeholdelse af veje, selv om vinterens usædvanlige hårdhed har betydet mange og dyre huller. Som ministeren svarede: ”Kommunerne har fået fuld kompensation for de opgaver, de overtog i forbindelse med kommunalreformen. På vejområdet overtog kommunerne 7.870 km af de ca. 10.000 km amtsveje, og der blev overført 1.329 mia. kr. fra amterne til kommunerne til drift, vedligehold m.v….”. Det svarer til, at hver af landets 98 kommuner skulle have fået i gennemsnit knap 14 mio. kr. ekstra på vejkontoen?! Det var nu ikke liiiige den melding, vi havde fået fra kollegerne i kommunerne. Derfor slog vi op i SAMKOM – Kort om Veje og Trafik, som Kommunalteknisk Chefforening og Vejdirektoratet udarbejder sammen. Sammenligner man tallene fra de to seneste udgivelser fra henholdsvis 2004 og 2008 – altså før og efter kommunalreformen i 2007 – kan man se, at kommunerne i 2004 brugte 3,063 mia. kr. på drift og vedligeholdelse, mens de i 2008 brugte 3,525 mia. kr. på drift og vedligeholdelse af veje – renset for inflation altså ca. samme beløb som i 2004. Vi har uformelt spurgt en række kommuner om deres driftsbudgetter for vejvedligeholdelse og her fået en bekræftelse på, at kommunerne har fået flere veje – uden at øge budgettet. Og ser vi på asfaltproduktionen, også en indikator for vejvedligeholdelse, kan vi se, at den i 2009 var den laveste siden 1964, mens den i 2010 var lidt højere som følge af Vejdirektoratets aktivitet. Samtidig ser vi en øgning af trafikarbejdet, der er steget med 29% fra 1990 til 2008 – med et mindre fald de seneste år som følge af krisen. Og særligt for de kommunale veje gælder, at de må lægge belægning til stadig større og tungere lastbiler – en gylletransport er de senere år steget fra 10 til 30 tons – og en lignende udvikling ses for skralde- og mælkebiler. Vi er naturligvis vidende om, at måden man konsoliderer kommunale budgetter på ikke altid er den samme fra kommune til kommune. Det betyder, at hvad der konteres som anlæg i én kommune, konteres som drift i en anden. Og omvendt. Hertil kommer, at der i nogle kommuner ikke er vandtætte skotter mellem kontoen for vejvedligeholdelse og kontoen for vintertjeneste. Disse usikkerheder kan dog efter vores bedste overbevisning maksimalt forklare nogle mindre udsving i tallene. Tilbage står ”sagen om den forsvundne milliard”. Dette ikke forstå som klynkeri. Kommuner, tekniske forvaltninger, industri og rådgivere lægger sig i disse år ekstra i selen for at tænke ud af boksen, for at tænke nyt og for at afprøve nye metoder, samarbejdsformer og produkter. Alt samme for at sikre, at vi får mest mulig vej for pengene. Lad os blot pege på temaet i dette nummer af Trafik og Veje, hvor vi som noget nyt sætter fokus på alle de mange gode historier, der er om infrastruktur og veje. Formålet er at sætte vejene på dagsordenen og blive endnu bedre til at fortælle de mange gode historier, der er om veje og infrastruktur. Og om den værdi området tilfører borgerne. Et emne vi også tager op på konference i Odense den 12. maj i år, hvor vi under overskriften: Vinderveje vil prøve at finde ud af, hvordan vi bliver bedre til at formidle vejens X-faktor i et samarbejde mellem teknikere og kommunikatører. Vi synes, det er sundt at blive udfordret, at blive tvungent til at tænke nyt og lægge sig ekstra i selen. Men vi klarer det ikke alene. Vi bliver nødt til at få tilført området for vejvedligeholdelse flere midler. Ellers forfalder vejene – til skade for fremkommeligheden, for sikkerheden og for den lokale vækst i kommunerne. Der er jo en grund til, at 2 ud af 3 virksomheder peger på infrastruktur som det vigtigste element i overvejelserne over, hvor man lokaliserer sin virksomhed. Derfor vil vi gerne appellerer til politikerne om at tilføre området de nødvendige ressourcer. Så skal vi nok tage udfordringen op og sikre, at vi får mere og bedre vej for pengene.

At formidle vej- og trafikteknisk viden til borgerne er en kommunikativ udfordring. I pressen løber mere borgernære områder ofte med opmærksomheden og efterlader kun spalteplads til historier som ”huller i vejen” eller ”Isvinteren koster milliarder”. Hvis vejen skal gøres til en vindersag, skal der sættes fokus på de mange gode og positive historier, som den vejtekniske sektor (også) kan byde på. Historier om fremme af bæredygtig transport, mobilitet, trafiksikkerhed og sundhed og frem for alt vejsektoren som en integreret del af velfærdssamfundet.

Kommunalreformen betød store forandringer for kommunerne inden for transportplanlægningen. Kommunesammenlægningen medførte færre og større kommuner, hvor mange medarbejdere fra de tidligere amter pludselig blev overført til de kommunale vejafdelinger, mens andre overgik til et forandret Vejdirektorat, som også fik en større rolle som vejmyndighed. Regionerne blev oprettet, og på trafikområdet medførte det oprettelsen af trafikselskaberne, der koordinerer den lokale kollektive trafik.

Hærvejen ned gennem Jylland var ikke en anlagt vej i moderne forstand, men opstod umærkeligt, i takt med at der i oldtiden blev skabt et sammenhængende net af landsbyveje, som den gennemgående færdsel kunne benytte sig af. Dengang var der ikke nogen, der drømte om at kommunikere – endsige gå i dialog – med vejens naboer: borgerne. Først i allernyeste tid er det blevet væsentligt for beslutningstagerne, at der sker involvering og inddragelse af borgerne, forinden beslutninger i det hele taget tages.