Viser artikel 1-10 af 6 resultat(er)
Signalprioritering for busser er blevet anvendt i mange år for at sikre bussernes fremkommelighed. Udviklingen er gået fra lokal spoledetektering af busser med tilhørende programmering i det lokale styreskab mod intelligent udnyttelse af ny teknologi ved central detektering og central fastlæggelse af prioritering og prioriteringsforløb gennem signalanlæg.
I Vejle øges fremkommeligheden for busser ved at indføre prioritering i 32 signalanlæg på indfaldsveje mod Vejle Trafikcenter. Der er foretaget trafiktællinger i alle de berørte kryds, snittællinger mellem kryds og rejsetidsmåling på udvalgte strækninger som grundlag for simulering af trafikforholdene i byen og kalibrering af simuleringsmodellen. Alle busser, der anløber Vejle Trafikcenter, har GPS, der løbende angiver bussens position til et centralsystem. Denne information bruges til prioritering i signalanlæg, automatisk allokering af stoppested ved Vejle Trafikcenter og realtids passagerinformation på Vejle Trafikcenter og ved vigtige stoppesteder i Vejle og omkringliggende centerbyer.
Få løsningen leveret, slip for besværet – og betal kun for det du får. Det er konceptet for en flerårig aftale, som Midttrafik har indgået med en leverandør for automatisk tælling af passagerer i bybusserne i Aarhus. Leverandøren leverer, installerer og driver tælleudstyr i busser, indsamler og efterbehandler data, leverer tælledata i aftalt format – og modtager betaling i forhold til leveringsomfang og -kvalitet. Konceptet kan med fordel bruges ved levering og drift af andre systemer for dataopsamling og datapræsentation, herunder ITS. Den grundlæggende ide er, at alle gør det, de er bedst til.
Ombygning af Vordingborg stationsforplads skal sikre bedre forhold for brugerne af de offentlige transportmidler. Ombygningen omfatter etablering af automatisk parkeringsanvisning for parkerings arealer ved stationen og elektroniske informationstavler for buspassagerer.
Midttrafik udskifter de gamle billetautomater, der har været i drift i bybusserne i snart 25 år. Med ny teknologi kan passagerer i fremtiden købe billet til både by- og regionalbusser. Betaling kan ske med danske mønter eller gængse betalingskort uden brug af pinkode, f.eks. Dankort, Eurocard og Mastercard. På udvalgte steder i byen opstilles faste billetautomater, hvor passagerer foruden almindelige billetter også kan købe klippekort og kombibilletter.
Prioritering af særlige køretøjer i signalregulerede vejkryds har i Danmark indtil nu alene omfattet busser i rutekørsel og udrykningskøretøjer i mindre omfang for at sikre fremkommeligheden – og senest letbaner på vejnettet. Særlige køretøjer kan udover de ovennævnte være tunge køretøjer i almindelighed, hvor det af hensyn til begrænsning af forurening og øget trafiksikkerhed er hensigtsmæssigt at nedbringe antallet af start/stop for netop disse køretøjer. Der er derfor behov for at udarbejde generelle metoder baseret på åbne standarder for implementering af funktionelle løsninger.
