Viser artikel 1-10 af 3 resultat(er)

Udbygning af infrastruktur - En del af den grønne transportvision for Danmark (Login)

Bæredygtig transport går hånd i hånd med bedre infrastruktur. Danmarks transportpolitik skal fremover drejes over i et grønt spor, men samtidig fastholde en infrastruktur i verdensklasse, hvor god mobilitet for borgere og virksomheder er en selvfølge. Regeringen har sammen med aftaleparterne bag ”en Grøn Transportpolitik” fra januar 2009 skabt et solidt grundlag for en grøn transportpolitik med det overordnede formål at styrke mobiliteten samtidig med en reduktion i transportens CO2-udledning.

Regeringen skruer ned for trafikstøjen (Login)

Regeringen arbejder for, at mobiliteten i det danske samfund er i top, og at infrastrukturen understøtter et samfund med vækst og mindst mulig spildtid på vejene. Men i regeringens grønne transportpolitik er hensynet til det omgivende miljø alfa og omega. Der er mange kilder til forurening, og trafikstøj er en af dem, der er til stor gene for befolkningen. Med en fortsat forventet stigning i trafikken er støjgener et voksende problem – et problem, som kan få helbredsmæssige konsekvenser såsom stress, hovedpine, søvnbesvær og forøget risiko for hjerte-karsygdomme. Med den nye historisk grønne transportaftale, som regeringen indgik i januar 2009, har støjreduktion fået en saltvandsindsprøjtning på 400 mio. kr. Målsætningen med puljen er at nedbringe trafikstøjen langs de statslige veje og baner gennem opsætning af støjskærme, støjvolde, facadeisolering af boliger og slibning af togskinnerne. Støjpuljen skal frem til 2014 bruges til støjprojekter langs statens veje og baner ud fra princippet om, at vi skal få mest muligt ud af pengene. Vi skal altså sætte ind der, hvor vi afhjælper flest stærkt støjbelastede boliger per investeret krone. Med aftalens indgåelse er der allerede truffet beslutning om en række konkrete støjprojekter, der skal igangsættes i år. Der skal gennem facadeisolering sættes massivt ind over for de stærkt støjbelastede boliger, der plages af støj over 68 decibel. Desuden har regeringen afsat penge til udvikling af nye metoder til støjbekæmpelse, der blandt andet omfatter en fortsat udvikling af støjskærmes støjreducerende effekter og visuelle udtryk. Hertil er to konkrete støjreducerende projekter langs Helsingørmotorvejen og ved Lindholm Station besluttet. Regeringen vil sætte ind og støtte den progressive udvikling inden for støjreducerende asfalt, der nu anses som et af de vigtigste midler inden for støjbekæmpelse. Støjreducerende asfalt kan mindske støjen næsten ligeså meget, som hvis der skete en halvering af trafikken. Den støjreducerende asfalt har endvidere den fordel, at den fjerner støjen direkte ved kilden. Regeringen vil sikre, at der i nyanlæg, udvidelser og almindelig vejvedligeholdelse fremover altid anvendes støjreducerende asfalt dér, hvor trafikken på motorvejene og andre statsveje støjbelaster boligområder og andre støjfølsomme områder. Støj respekterer ikke grænser mellem statslig og kommunal infrastruktur, og det er langs de kommunale veje, de fleste mennesker bor, og størstedelen af de støjbelastede boliger findes. Staten er langt fremme med viden om støjreduktion, og kommunerne skal have bedre adgang til disse redskaber, når de træffer beslutning om støjindsatsen på de lokale veje. Der er med regeringens prioritering af støjreduktion for alvor sat fokus på et voksende problem og sat gang i en indsats, der vil mindske en af de største gener ved trafikken og forbedre folkesundheden.

Fra transportpolitik til transportvision (Login)

Jeg fremlagde sammen med mine ministerkollegaer i december måned regeringens bud på en moderne, sammenhængende transportpolitik – ”Bæredygtig transport – bedre infrastruktur”. Udspillet er ikke blot en plan over, hvor vi skal sende entreprenørmaskinerne hen for at bygge. Det er regeringens vision om et bæredygtigt transportsystem, der vil øge mobiliteten samtidig med, at vi nedbringer CO2-udledningen. Med udspillet har vi fremlagt nogle klare politiske prioriteringer: • En grøn omlægning af bilskatterne • En klar satsning på nye bæredygtige teknologier • Mere og bedre kollektiv trafik og cyklisme • En bedre jernbane – skinnenettet skal være pålideligt, sikkert og moderne • Bedre veje – trængslen skal ned • En styrket indsats mod støjen fra trafikken og for bedre trafiksikkerhed. Jeg vil gerne fremhæve nogle af udspillets initiativer, som vil have særlig betydning for transportpolitikken de kommende år. Regeringen vil gennemføre en klog omlægning af bilbeskatningen, som skal gøre det dyrere at bruge bilen, men til gengæld billigere at anskaffe en energiøkonomisk bil. Vi skal have drejet brugen væk fra de store benzinslugere og over mod en meget mere energieffektiv teknologi. Om kørselsafgifter vil jeg gerne slå fast, at der ikke er tale om en øget skat på bilister. Det nye grønne afgiftssystem vil være provenuneutralt. Med en massiv satsning på kollektive transport vil vi gøre det meget mere attraktivt at rejse med tog. Med den såkaldte ”Timemodel” vil regeringen skabe én times rejsetid mellem de store byer København, Odense, Århus og Aalborg, og regeringen vil udskifte samtlige signaler og genoprette Banedanmarks skinnenet. Det vil nedbringe forsinkelser markant og fremtidssikre skinnenettet. Den massive indsats for kollektiv transport betyder ikke, at nærværende vejtidsskrift ikke skal have noget at skrive om fremover. Vejtrafikken står for 90% af den samlede transport i Danmark, og danskerne vil også i fremtiden køre i bil, der jo er et helt nødvendigt transportmiddel for borgere og erhvervsliv. Regeringen vil derfor også investere i udbygning af vejnettet, og investeringerne skal ske på baggrund af nøgterne vurderinger – ikke sognerådspolitik. I den optik vil vejprojekter på de store landsdelsforbindelser, herunder E20, E45 og E47 sammen med forbedringer i hovedstadsområdet og i Østjylland være helt centrale. Samtidig ønsker regeringen en klar oprustning af indsatsen inden for fokusområder som ITS, bekæmpelse af flaskehalse på bane og vej, cykeltrafik, trafiksikkerhed og støjbekæmpelse. Der lægges op til at bruge knap 5 mia. kr. til disse vigtige indsatsområder frem til 2014. Til finansiering af indsatsen vil regeringen oprette en infrastrukturfond på foreløbigt 90 mia. kr. – et beløb der vil blive forøget i takt med, at der skabes yderligere holdbar finansiering til flere investeringer i veje og baner. Og pengene skal bruges klogt. Det vil vi sørge for ved kontinuerligt at følge op på regeringsudspillet – et koncept vi kalder rullende planlægning, hvor partierne med 2 og 4 års mellemrum inviteres til forhandling om igangværende og nye projekter. Det er vigtigt at være opmærksom på, at udspillet ikke er et endeligt svar på, hvilke konkrete projekter der skal gennemføres de kommende år. Regeringen drøfter netop i disse dage den konkrete prioritering af et 2 cifret milliardbeløb med partierne. Og jeg vil her gøre mit for, at pengene bliver brugt rigtigt – nemlig dér hvor behovet er størst, og hvor det samfundsøkonomisk giver mening.

SØG I ARTIKELARKIVET