Viser artikel 1-10 af 1 resultat(er)
Vi kan nå målsætningen om at styrke den kollektive trafik til gavn for miljøet, hvis vi øger mobiliteten gennem et samspil af transportformer. En central forudsætning er en optimal organisering af indsatsen. I den tyske delstat Hessen, med Frankfurt i centrum, har man styrket den kollektive trafik og øget mobiliteten ved at tænke i samordning af de forskellige trafikformer frem for i separate trafikformer. Resultatet er, at antallet af rejser over 14 år er steget med omtrent 20%, den gennemsnitlige omkostning per tur er fastholdt på 1,75 Euro, og den indtægtsdækkede del af omkostningerne er øget fra 0,75 Euro til 1,00 Euro. En væsentlig indsats har været at oprette ét trafikselskab, The Rhein-Main-Verkersverbund (RMV), som har ansvar for trafikplanlægning, køreplaner, infrastruktur, regional trafik, tariffastsættelse, passagerinformation, udbud af kørsler og opfølgende kvalitetssikring. RMV fungerer som et selvstændigt firma, der varetager interesserne for aktionærerne, som består af de 27 lokale/regionale myndigheder med hver én stemme. RMV dækker ca. 5 mio. indbyggere på et areal, der svarer til ca. ⅓ af Danmark. Der er etableret fælles tarif- og billetsystemer mellem de kollektive transportformer i regionen, så det samlede trafiksystem optimeres frem for de enkelte ruter. Der er skabt synergi mellem forskellige services, så en billet til den kollektive trafik kan give rabat til museer, sportsbegivenheder m.v. Som ledetråd har RMV haft de fem I’er: Intermodalitet, Information, Innovation, Integration og Infrastruktur. I praksis er der oprettet ”Mobilitetscentre”, hvor der gives vejledning omkring køreplaner, park & ride muligheder, delebiler, biludlejning, turistdestinationer, og hvad der ellers er relevant. Planlægningshorisonten afspejler budgetperioderne, som typisk er 5 år, hvilket skaber et relativt stabilt fundament for planlægningen. Det er RMV’s ønske at få udvidet planlægningshorisonten til 15 år, som vil give en unik mulighed for at tænke langsigtet og tage hensyn til implementeringsperioden for store infrastrukturanlæg. Det tyder på, at RMV har fat i noget rigtigt. Det er lykkedes at få flere personer til den kollektive trafik, samtidig med at brugerfinansieringen er øget markant. Holdningsændringen fra separate trafiksystemer til mobilitet set fra den enkelte trafikants behov, suppleret med en organisationsstruktur, som understøtter dette tankesæt, har givet resultater. Det er glædeligt at se, at vores egen regering med sin plan ”Bæredygtig transport – bedre infrastruktur” sætter fokus på mobilitet og sammenhænge i det trafikale system. For at nå målene er der dog behov for indsatser, der i ikke blot handler om investeringer, men også om organisering og samarbejde. I Danmark har den kollektive trafik været stabil i mange år. Det er ikke så underligt, for der har ikke været satset nok på at gøre den kollektive trafik attraktiv eller på at øge intermodaliteten med enkle koordinerede skift mellem transportformerne. Det er der nu en vilje til at ændre på. Og det kan lade sig gøre – det har eksemplet fra Frankfurt vist.
