Den 28. februar 2015 blev jeg 70 år. Det gav anledning til lidt refleksion over tilværelsen. Jeg har haft den store glæde at have haft et meget aktivt og spændende arbejdsliv. Mine jobs har alle været i det offentlige. Efter at være dimitteret som ingeniør fra Horsens Teknikum i 1968, startede jeg i Skanderborg Kommune den 1. januar 1970 efter et år som soldat i København. Jeg havde således fornøjelsen af at deltage i kommunesammenlægningen. Den proces blev jeg igen en del af i 2007 da Sæby, Skagen og Frederikshavn Kommuner blev til Frederikshavn Kommune. Efter 25 år som teknisk chef i Sæby Kommune gik jeg på pension i 2010. De sidste år som vicedirektør og beredskabschef i Frederikshavn Kommune. Udover Skanderborg Kommune har jeg været ansat i Thisted Kommune, 10 år ved Nordjyllands Amtskommune som distriktsvejingeniør, hvor jeg havde ansvaret for Nordøstvendsyssels stats- og amtslandeveje inklusive landevejen på Læsø mellem Vesterø og Byrum. Til disse hørte også færgelejet i Vesterø. Det har været utroligt spændende at medvirke til løsningen af de mangeartede opgaver, de forskellige jobs har budt. At følge og medvirke til udviklingen af det tekniske område gennem de mange år har været udfordrende og spændende. Hertil arbejdet i den kommunale chefgruppe, der ikke har været mindre interessant, og som ofte gav anledning til grundige og intense drøftelser om kommunens ledelsesstrategi og fordeling af de samlede ressourcer. 6 år i Amtsvejingeniørforeningens bestyrelse og senere 5 år i Kommunalteknisk Chefforenings ( KTC) bestyrelse, heraf 2 år som formand, har givet en fantastisk oplevelse og indsigt i det kommunaltekniske område. Med disse poster har fulgt en række samarbejds- og arbejdsopgaver med diverse ministerier, styrelser og ikke mindst KL. KTC arbejder tæt sammen med KL’s kontor for Teknik og Miljø. Gennem arbejdet i KTC’s faggrupper og bestyrelsens møder med kontoret har KTC gennem årene sat et konstruktivt præg på udviklingen af det kommunaltekniske område. Den seneste kommunalreform har nu virket så længe, at man vel kan tillade sig at mene, at driften er blevet til ”dagligdag”. Der er flere ting, som ikke fungerer optimalt. Jeg vil fremhæve to områder fra teknik- og miljøområdet. Danmark er et landbrugsland, og vi har gennem årtier nydt godt af dygtige landmænd, som har produceret fødevarer i topkvalitet og bidraget til at styrke nationens eksport. Siden midten af 70’erne har man givet erhvervet dårligere og dårligere rammevilkår. På miljøområdet er der gennemført overordentligt stramme regler. Vandløbsregulativerne har bevæget sig i en retning, så de ikke længere primært tilgodeser afledningen af vand, hvilket også har medført oversvømmelser både i land – og byområder. Bræmmebestemmelser er trukket ned over landmændene på et spinkelt og useriøst grundlag. Hertil kommer et hav af regler, der alle gør det svært for erhvervet. Senest har udviklingen med stop for fødevarer til Rusland gjort situationen meget svær for mange. Det må være på tide, at folketinget og kommunerne laver et grundigt eftersyn af de samlede rammevilkår, vi tilbyder erhvervet med henblik på at forbedre disse. Vejområdet har store problemer. De velholdte og godt drevne amtsveje, kommunerne fik overdraget ved kommunesammenlægningen, ser mange steder nedslidte og elendige ud. Det gælder alt fra skilte, kantpæle, vejstriber, hajtænder og belægninger. Disse veje binder samfundet sammen, og det er en stor skændsel at se, at kommunerne ikke har vedligeholdt den kapital, som de modtog. De øvrige kommuneveje ser i langt de fleste tilfælde desværre ligeså miserable ud. Det er store værdier, man lader forfalde, og jo længere tid, der går, akkumulerer problemerne sig blot til en uoverskuelig økonomisk opgave. Problemerne er påpeget af FDM, eksperter og borgere løbende, men de nye storkommuner prioriterer åbenbart ikke infrastrukturen særlig højt. En forespørgsel til Transportministeriet har givet det bedrøvelige svar, at ministeriet ikke tager ansvar for andet end statsvejene. Vedrørende kommunevejene henviser ministeriet blot til KL. Hvis vi skal gøre os håb om at sikre gode og fremkommelige veje uden for motorvejene og de øvrige statsveje, bør folketinget og kommunerne udarbejde en strategi for genopretningen af vejområdet. Kommunerne alene magter ikke opgaven. Det har udviklingen desværre vist. Den kommunaltekniske sektor har afgørende betydning for samfundets udvikling. Min oplevelse af sektoren er et meget stort engagement af en masse dygtige og velkvalificerede mennesker, der løbende arbejder på at forbedre tingene i takt med, at samfundet udvikler og ændrer sig. Mit fødselsdagsønske må være, at regeringen og KL får snakket sammen om en løsning af de påtrængende opgaver til gavn for samfundet.

Den seneste kommunalreform havde bl.a. til hensigt at skabe store rationelle enheder, hvor man i højere grad kunne opbygge den nødvendige ekspertise. Et andet vigtigt element i reformen var, at de midler, der blev administreret af staten, amterne og kommunerne, i højere grad kunne underlægges en samlet politisk prioritering, der tilgodeså borgernes behov. Efter amternes nedlæggelse har det vist sig, at de specialer, de drev på tværs af kommunegrænserne, ikke er blevet varetaget med den samme ekspertise som tidligere. På vejområdet havde amterne en meget lang tradition for anlæg – og drift af veje. Før den seneste kommunalreform varetog amterne vejbestyrelsesområdet for samtlige regionale veje i amtet. Vedligeholdelsen blev prioriteret af amterne, dvs. at amtskommunerne afsatte de nødvendige midler til området. Vejen binder samfundet sammen. Man kan roligt slå fast, at de danske veje udgør den væsentligste del af den danske infrastruktur. En meget stor del af godsmængden fremføres på bil. Pendlere krydser landet for at nå frem til deres job. Og busruter, hjemmehjælp, brandvæsen, politi, Falck samt mange flere er afhængig af et velfungerende vejnet. Derfor er det problematisk, at de danske veje, bortset fra motorvejene og hovedlandevejene, der bestyres af staten, er i et kolossalt forfald. Mange af de fint vedligeholdte regionale veje, som kommunerne overtog af amterne, er i en dårlig forfatning. Kun få husejere ville undlade at reparere deres tag, hvis det var utæt. På samme måde ville husejerne sørge for, at deres trævinduer ville få en løbende vedligeholdelse med maling. Vejene har det samme behov for vedligeholdelse. Hvis vi ikke løbende fornyr eller reparerer belægninger, går de til. De danske veje er udsat for en meget hård klimapåvirkning. I bladet Motors novembernummer 2013 skriver adm. Direktør Thomas Møller Thomsen, at bilisterne årligt lægger 43 mia. kr. i statskassen. Han oplyser samtidig – citat: ”Netop vejvedligeholdelsen er et ømt punkt i mange kommuner, og når FDM spørger de kommunale vejforvaltninger, vurderer 9 ud af 10, at der bruges for få penge på området – de kommunale veje forfalder stille og roligt år efter år. Kommunerne har et vedligeholdelsesefterslæb på et tocifret milliardbeløb – og problemet bliver større og dyrere”. I Nordjyske kunne man den 9. marts 2014 læse, at der ikke er råd til hajtænder og vejstriber i Aalborg Kommune. En vejingeniør udtaler – citat: ”Der er ikke penge nok. Så kort kan det forklares, at der mangler striber på vejene, og at der mangler hajtænder og striber på fodgængerfeltet. Budgettet rækker ikke. 1,1 million er der sammenlagt afsat i budgettet til vedligehold, og 400.000 kr. er der afsat til genstribning af veje efter asfaltarbejder. Hvis man skulle kunne følge med, mangler der tre – fire gange det budget, man har i dag”, siger ingeniøren. Jeg synes roligt, vi kan konkludere, at det er et stort færdselssikkerhedsmæssigt problem, hvis vejafmærkningen ikke vedligeholdes! Ifølge FDM lægger trafikanterne altså årligt 43 mia. kr. i kassen. Hvor bliver de af – og hvordan fik amterne råd til at sikre en velgennemført vejvedligeholdelse? Fakta er, at Kommunerne skubber et kæmpeproblem foran sig. År for år akkumuleres problemet. Når det gennem nogle måneder / år har regnet ned gennem taget, slipper man ikke med at udskifte en enkelt tagplade – så skal hele huset i stedet renoveres. Det er præcist det billede, vi i dag ser på vejområdet mange steder. Det bliver dyrt! Aviserne er dagligt fyldt med kommunernes økonomiske trængsler. Der tales meget om nedskæringer på social- børne- og ældreområdet, og i det perspektiv og med den prioritering vejene indtil nu har haft i de såkaldte storkommuner, er det svært at se et håb for vejene forude. Afslutningsvis vil jeg opfordre Indenrigsministeriet, Transportministeriet og KL til at gøre sig grundige overvejelser, om kommunalreformen på vejområdet har været rigtigt og fornuftigt. I samme overvejelse bør indgå en løsning af det meget store finansielle problem, som kommunerne har oparbejdet på vejområdet, siden den store reform blev gennemført.