Viser artikel 1-10 af 1 resultat(er)
Siden 1975 er i alt næsten ½ million danskere blevet interviewet til Transportvaneundersøgelsen. Transportvaneundersøgelsen (forkortet TU) er dermed unik både ved sin størrelse og sit tidsperspektiv i Danmark – og er blandt de bedste i verden af sin art. TU kombinerer detaljeret viden om hvor, hvordan og hvorfor de adspurgte har rejst en given dag med en lang række baggrundsoplysninger såsom køn, alder, uddannelse, bilrådighed, beskæftigelse o.a. I sin nuværende form har undersøgelsen kørt siden 2006 med interview 365 dage om året og med et repræsentativt udsnit af befolkningen. TU er et uundværligt redskab i trafikplanlægningen, fordi disse data kan besvare en lang række spørgsmål, som ellers ikke eller kun vanskeligt kan besvares. Eksempelvis om markedsandele for de forskellige transportmidler, hvor alle transportmidler er opgjort efter samme metode, om gang/cykeltrafik, eller om, hvor stor del af trafikken, som udføres af kommunens egne borgere.
