I dag er vejsektoren en stor og velorganiseret branche med mange ansatte, og vidensdeling er sat i system. Tusindvis deltager i Vejforum, mens flere hundrede mødes på Dansk Brodag og andre faglige arrangementer i branchen. Men for hundrede år siden var det kun en lille kreds af folk, der arbejdede med veje, og de stod over for nye udfordringer, som bilens fremkomst skabte

Siden 1924 har Trafik & Veje støttet vejsektoren med teknisk viden. Det har tilpasset sig vejsektorens skiftende behov – fra vejbelægning til moderne trafikplanlægning. Næsten 5.000 forfattere fra den dynamiske branche har over årene bidraget

Chaufførerne i hurtige biler skal advares i god tid – derfor udviklede bilejernes organisationer i begyndelsen af 1900-tallet vejskilte, som kunne aflæses på afstand. Først blev det diskuteret, om man kunne nøjes med et, eller om der skulle fem skilte til. Herefter opstod en heftig uenighed om farve og form, selvom man forsøgte med autoriserede skilte i 1920’erne. Trafikken er blevet stadig mere kompliceret at styre - i dag findes der mere end 470 forskellige skilte.

I bykernernes smalle gadekryds hobede hurtige biler og langsomme hestekøretøjer sig op i myldretiden, efter antallet af biler var steget eksponentielt i 1920’erne. Trafikbetjente kunne dirigere trafikken i de centrale gader, men måtte give op over for de øvrige af storbyernes mange kryds. Kun automatisk regulering kunne få trafikken til at glide. Her fortælles om udviklingen frem til 1960’erne.

Roadpricing er upopulært – eller var det i hvert fald, da det fandtes i Danmark fra 1773 til 1915. I princippet er det fornuftigt, at trafikanter betaler efter, hvor meget de slider på vejene. I praksis var det en upopulær løsning.

Ved genforeningen i juni 1920 var vejene i en elendig forfatning efter års manglende vedligehold og uden gode forbindelser nordpå til kongeriget. Overgangen fra tysk til dansk administration forløb ikke uden problemer, men takket været en ihærdig indsats inklusiv ”Den store Vejplan”, var infrastrukturen i løbet af få år moderniseret med nye broer og veje. Alt i alt var planen et meget målbevidst projekt for at hævde dansk suverænitet i landsdelen.

Regeringen bestemte, at fra 1868 skulle jernbanerne klare fjerntrafikken, og landevejene nøjes med nærtrafikken. Da bilerne efter 1920 for alvor blev talrige og stabile, ændredes billedet. Nu blev veje vigtige, og biler skulle kunne køre sikkert og hurtigt over jernbanelinjerne. Den første omstillingsproces med byggeri af viadukter og installation af signalanlæg var kompliceret og forløb over årtier.

Omkring 1900 var politikerne udfordret af den nye bilisme. Det førte til love, der strengt regulerede bilernes kørsel. I 1923 vedtoges en omfattende færdselslov med regler for alle trafikanter, så gående, hestevogne og cyklister også skulle overholde regler om fx vigepligt og belysning. En ny trafikkultur blev nødvendig, og især børn skulle lære at bevæge sig i trafikken. Alligevel steg antallet af trafikuheld, hvorfor man påbegyndte en kampagne for øget færdselssikkerhed.

Det har altid været svært at planlægge København. Det var svært i midten af 1900-tallet, da byen voksede kraftigt, mens forældede regler forhindrede rationel planlægning. I 1947 blev der fremlagt en vision for hovedstadens udvikling, den såkaldte ”Fingerplan”, men først 60 år senere blev en vedtaget plan for den overordnede planlægning realiseret.