Viser artikel 1-10 af 1 resultat(er)
Fremtidens mobilitet kræver et stærkt transporterhverv Af Michael Møller Nielsen, adm. direktør Danske Busvognmænd (fra 1. januar 2019 - Dansk PersonTransport) Denne udgave af Trafik & Veje sætter fokus på, hvem der skal sikre fremtidens mobilitet. Region Hovedstaden peger på helhedstænkning og Movia i en central rolle på Sjælland i en ny forretningsplan, DSB er klar til at påtage sig en stor rolle godt hjulpet af ny infrastruktur og togmateriel, og fjernbustrafikken kan under de rette forudsætninger også fortsætte den store positive udvikling, vi har set de seneste år. Og oven i dette bliver MaaS nævnt af flere som jokeren, der kan få flere passagerer over i den kollektive trafik, delebiler, samkørsel og andre mobilitetsformer på ”grænsen” til kollektiv trafik. Hvem har så ret? Alle, selvfølgelig. Opgaven for den kollektive trafik i fremtiden består i at udviske grænserne mellem transportformerne. Her vil jeg dog supplere med endnu en vigtig forudsætning for, at vi når i mål med ambitionerne – et stærk transporterhverv. Langt størstedelen af busserne i den kollektive trafik drives af private operatører på baggrund af udbud fra trafikselskaberne. Konkurrenceudsættelsen af driften af offentlig servicetrafik er en model, der har vist sit værd gennem årtier, men også en model, der skal justeres og i fremtiden kræver meget af operatørerne: Omstilling til nye, grønnere energiformer, digitalisering og stadig større krav om, at kunderne får en ren, komfortabel, sikker og serviceminded rejseoplevelse om bord på bussen. Taxierhvervet vil udvikle sig inden for rammerne af en ny lovgivning, der trådte i kraft ved årsskiftet, men opgaven med at være den sidste livline for mange rejsende i nogle dele af landet og den vigtigste leverandør til trafikselskabernes fleksible og individuelle transporttilbud til borgerne forbliver den samme og er fundamental for fremtidens mobilitet. Fjernbusselskaberne kan se tilbage på år med betragtelig passagervækst, men også fremad mod nye udfordringer, hvor det også bliver nødvendigt for sektoren at påtage sig et socialt og samfundsmæssigt ansvar i forhold til f.eks. betjening af udkantsområder og en tilvejebringelse af en rejseform, der er økonomisk tilgængelig for også studerende, pensionister og børn. Med disse opgaver for øje er der brug for et stærkt persontransporterhverv, der kan gå i dialog med myndigheder, trafikselskaber og andre samarbejdspartnere om rammerne for og samarbejdet om fremtidens mobilitet – på tværs af transportformer! Derfor er jeg også glad for, at vi fra 1. januar 2019 kan samle hele det danske persontransporterhverv på vej i foreningen Dansk PersonTransport, der samler bus, taxi, offentlige servicetrafik, sygetransport og bestillingskontorer.
