Når gaderne i tætte byområder planlægges, og pladsen mellem husene fordeles, tildeles arealerne først bilerne, så den kollektive trafik, de parkerede biler og cyklisterne og til slut fodgængerne, der må tage til takke med et restareal af varierende bredde op mod husvæggene. På denne måde har fodgængerne i mange år været trafikplanlægningens stedbarn. I de senere år er der imidlertid kommet mere fokus på fodgængernes forhold, og med inspiration fra cykelplanlægningens Supercykelstier er begrebet Superfortove introduceret. Men hvad er et superfortov, og hvordan kan arealet mellem husene i praksis omdisponeres, så fodgængerne prioriteres, og hvilke andre trafikantgrupper bliver så nedprioriteret? Det har vi set på i et kandidatspeciale, hvor vi anvender M. P. Bruuns Gade i Aarhus som case til at give et bud på retningslinjer for fremtidige superfortove.