Viser artikel 1-10 af 2 resultat(er)
Nogle havde måske dømt regionerne ude på det regionale udviklingsområde i forbindelse med sundhedsreformen, og selvom områder som klimasikring, omstilling af tung transport og grøn fælles energiplanlægning falder bort, så arbejder regionerne stadig med klimaindsatser på trafikområdet - både ved at omstille busser og lokalbaner til emissionsfri drift og ved at udvikle den kollektive trafik med blandt andet delemobilitet og andre alternative mobilitetsformer.
Center for Regional Udvikling i Region Hovedstaden vil styrke den kollektive trafik med delemobilitet i forstæderne rundt om København. Målet er at få flere til at droppe bilen og i stedet tage flere ture på delecykler eller med delebiler og kombinere det med S-tog og regionale busser. Regionen trækker på erfaringer fra udenlandske storbyregioner og bruger både EU-finansiering samt regionale udviklingsmidler til at afprøve delemobilitet - med over 2000 elcykler, som nu kan bruges i et bælte på tværs af tognettet fra Ishøj i syd til Hørsholm i nord. Derudover er Rudersdal særlig testkommune med både delecykler og delebiler, som koncentreres omkring særligt udvalgte ’hubs’, hvor der er designet nye afmærkninger og sat infoskilte op med inspiration fra Holland.
